Jeg mener, Obama svigter sit internationale ansvar

Præsident Obamas udenrigspolitiske strategi er forkert. USA kan ikke som verdens supermagt bare træde et skridt tilbage og lade verden passe sig selv, mens de selv fokuserer på hjemlige problemer. Især ikke hvad angår Mellemøsten, hvor især situationen i Syrien burde have amerikanernes opmærksomhed, mener Naser Khader

SAMTALER OM AMERIKA: Der er ingen stemmer i udenrigspolitik. Derfor bruger præsidenter som udgangspunkt først tid på det, efter de er blevet genvalgt. Indenrigspolitisk fokus i første periode – det får dig genvalgt. Udenrigspolitisk fokus i anden periode – det sikrer dit eftermæle. Med andre ord burde verden kunne se frem til, at præsident Obama efter sit genvalg sidste efterår nu ville rykke udenrigspolitikken højere op på dagsordenen, end det var tilfældet i hans første fire år som commander in chief. Men indtil videre er der ikke meget der tyder på, at Obama har planer om at lade udenrigspolitik spille en større rolle nu end hidtil.

Der har ganske vist været en smule fokus på den udenrigspolitiske del af Obama-administrationen de seneste par måneder, hvor John Kerry og Chuck Hagel har afløst Hillary Clinton og Leon Panetta som henholdsvis udenrigs- og forsvarsminister. Men de udnævnelser skal ikke ses som en opprioritering af udenrigspolitikken. Tværtimod er det klart, at Kerry og Hagel skal fastholde den nuværende kurs. En kurs, der er blevet kendt som ’leading from behind’, hvilket betyder, at USA spiller en mere tilbagetrukket rolle internationalt. Eksempelvis som var tilfældet i Libyen i forbindelse med Gaddafis fald. Men en supermagt som USA kan ikke praktisere udenrigspolitik ud fra ’leading from behind’-tankegangen. Det er ganske enkelt uholdbart, både for USA og resten af verden, mener Naser Khader, der til daglig arbejder som senior fellow med særlig fokus på Mellemøsten hos den udenrigspolitiske tænketank, Hudson Institute i Washington D.C.:
”Libyen var en succes, men der gik amerikanerne heller ikke forrest. De stillede militært isenkram til rådighed for NATO. Obama går ind for ’leading from behind’. Men det går altså ikke som supermagt at gøre det på den måde. Det kan være med til at svække USA’s position i verden. Jeg synes ikke, at det er en klog strategi, man følger. Hvis man vil være supermagt, så er det noget, der forpligter. Jeg synes faktisk, at Obama svigter verden. Jeg kan godt forstå, at han er engageret i den amerikanske økonomi. Men så skal han bare lade være med at holde de der taler, hvor han lover en masse rundt om i verden. Uanset hvor han rejser hen, holder han nogle flotte taler, som giver folk håb. Men det bliver ikke fulgt op af noget konkret. Hvis du ikke vil engagere sig i verden, så lad være med at rejse rundt og holde de der flotte taler.”

Manglende lederskab ikke at forebygge
Situationen i Syrien har længe været alvorlig, men amerikanerne har indtil videre været meget tilbageholdende med at skride ind over for Assad.  I mere end to år har landet været præget af krig med dødstal i titusindvis. Men selv om der er generel enighed om, at situationen er forfærdelig, har præsident Obama foreløbig besluttet ikke at involvere USA i konflikten. Hvilket, ifølge Naser Khader, er en klar fejl:
”Problemet er, at man nærmest beder om at få lig på bordet, før man gør noget. I stedet for at forebygge. Jeg synes, det er manglende lederskab, når man ikke går ind og forebygger. Eksempelvis i Syrien. Men det kræver jo, at der kommer et pres fra opinionen i USA, hvis der skal ske en ændring. Og det er der ikke lige nu, for der er en krigstræthed. Og folk tænker mere på deres job.”

Begrænset udenrigspolitisk udsyn
Netop den amerikanske opinion er, ifølge Naser Khader, en af de primære grunde til, at der næppe heller kommer nogen kursændring i måden, USA fører udenrigspolitik lige nu. For generelt fylder udenrigspolitik meget lidt i den amerikanske befolkning. På trods af, at mange af verdens førende udenrigspolitiske kapaciteter har base i USA, er det ikke et emne, der præger snakken på de lokale diners. Snarere tværtimod, forklarer Naser Khader:
”Her for nylig var der en sindsforvirret kvinde, der skubbede en sikh ud foran toget i New York. Han døde og bagefter sagde kvinden, at hun hader muslimer. Men sikher har ikke noget med islam at gøre. Det er bare en, der har turban. Det fortæller noget om, at flertallet af amerikanere ikke er så bevidste om udenrigspolitik. Mange af dem har aldrig været ude at rejse. Modsat os i Danmark. Derfor har de ikke særlig stort udsyn. Du kan derfor tit opleve, at de ikke kan placere de forskellige lande rundt om i verden. Omvendt har du nogen af de mest fremtrædende kapaciteter på udenrigspolitik i Amerika. Der er folk, der siger, at Bush gjorde sig dummere, end han var omkring udenrigspolitik under valgkampen, fordi det ikke er et plus at være god til udenrigspolitik som republikaner. Du kan også se, hvordan Romney blev kritiseret for at kunne tale fransk. Det fortæller noget om, at der ikke er det udsyn, som der er her i Europa,” siger Naser Khader og uddyber:
”Nogen gange kan man blive overrasket over den uvidenhed, der kan være om omverden. Især når man tænker på, at de kommer fra den eneste supermagt, der er tilbage. De bruger jo eksempelvis mange penge på Mellemøsten. Men der er ikke nok indsigt i USA om de områder, som USA engagerer sig i uden for USA. Det kan være problematisk helt konkret i forhold til konflikten i Syrien. Ofte bliver politikere først optagede at en sag, når der er mere end 50 procent af befolkningen, der bakker op. Og i forhold til Syrien er opbakningen, til at USA engagerer sig, omkring en fjerdedel. På den måde kommer folks viden om omverden til at presse politikerne. Alle vidste, at Gaddafi havde været med til at lave terror mod fly og amerikanerne kunne ikke lide ham. Derfor kunne man bedre få engageret befolkningen imod ham. Modsat Assad, som amerikanerne ikke rigtig har hørt om. Så jeg mener, at det er et problem, at de ikke har større udsyn.”

’Go for it’-mentaliteten
Selv Khader finder det bekymrende, at så mange amerikanere ikke går mere op i udenrigspolitik, så holder han meget af tilværelsen i den amerikanske hovedstad. For den amerikanske mentalitet er inspirerende, ikke mindst fordi den hylder dem, der tør tage chancer. Stik modsat af, hvordan det er i Danmark:
”Der er højt til loftet. Det kan jeg godt lide. Det oplever jeg på min arbejdsplads, når vi sidder og diskuterer de forskellige kollegers analyserer. Så roser man hinanden for at have stillet gode spørgsmål. Man får kvalificeret modspil og samspil. Mange opfatter det som en kliche, men jeg har oplevet det i praksis, det med ’go for it’. Prøv igen. Man bliver ikke hånet for at have taget en risiko. Hvor du i Danmark, som er et forsikringssamfund, hvor man hele tiden skal gå midt på vejen, tager en chance og det ikke lykkes, så bliver det folkesport at håne dig. Der oplever jeg ikke det samme gøre sig gældende i USA. Jeg så Dukakis, som var præsidentkandidat i 1988, og som ved flere lejligheder blev latterliggjort, men nu når han bliver interviewet, så er det med respekt og han bliver præsenteret som tidligere præsidentkandidat. Sådan ville du ikke opleve det i Danmark.”

De svigter deres ansvar i verden
Umiddelbart er der altså ikke meget der tyder på, at Obama kommer til at rykke udenrigspolitikken længere op på prioritetslisten i denne valgperiode. Tværtimod ser det ud til, at Obama, Kerry og Hagel fortsætter ’leading from behind’-strategien. Men mindre noget uventet sker, vurderer Naser Khader:
”Det, der kan ændre det, er hvis Al-Qaidas terroraktioner vender tilbage, og amerikanerne begynder at føle sig truet på deres sikkerhed. Men ellers kan jeg ikke forestille mig, at USA vil komme til at spille en mere aktiv rolle udenrigspolitisk. Hvilket er en skam, for jeg synes virkelig, at Obama administrationen tænker for kortsigtet, hvad angår Mellemøsten og konflikten i Syrien. De svigter deres ansvar, ikke bare i Mellemøsten, men i verden.”