Jeg levede den amerikanske drøm på Harvard

Formanden for Udenrigspolitisk Nævn, Jeppe Kofod, har været betaget af Amerika i mange år. Derfor var det også en drøm, der gik i opfyldelse, da han fik muligheden for at tage en master på eliteuniversitetet Harvard. Og de mange erfaringer fra Harvard drager han nytte af den dag i dag

Af Anders Agner Pedersen og Jens Aagaard

SAMTALER OM AMERIKA: Ind i mellem – ikke så tit – men ind i mellem sker det, at man står i en situation, hvor man må knibe sig selv i armen for at se om man drømmer eller er vågen. Og ikke fordi det er en smart, dog lidt nedslidt, kliche, men fordi situationen er så overvældende, at man dårligt kan tro sit eget held. For Jeppe Kofod var det tilfældet, da han en sommerdag for en halv snes år siden trådte ind i et af de mange auditorier på John F. Kennedy School of Government på Harvard University i Boston, Massachusetts. Rundt om ham sad en række jævnaldrende fra alle afkroge af både USA og resten af verden. Klar til at blive budt velkommen af skolens rektor, som det officielle startskud på den masteruddannelse, de skulle i gang med.
Indtrykkene var stadig kolossale og talrige for Kofod, der tidligere havde besøgt Amerika, men aldrig tidligere havde studeret der. Og nu sad han der så, i auditoriet på et af verdens bedste universiteter, tilknyttet fakultetet, der var opkaldt efter en af de gamle dimittender fra årgang 1940, John Fitzgerald Kennedy. Klar til at høre rektorens velkomstindlæg, som skulle vise sig at være noget ukonventionelt, men som skulle vise sig at være sjældent illustrativt for den ånd, Jeppe Kofod kom til at stifte bekendtskab med på Harvard:
”Jeg kan tydeligt huske det,” smiler Jeppe Kofod og fortsætter:
”Rektoren kiggede rundt på os og sagde så: ’I tror sikkert alle sammen, at det er en fejl at I er lukket ind her. Men det skal I vide, at det er det ikke. I er her, fordi vi ved, at I kan leve op til det, der kræves på stedet her. Så derfor skal I være velkomne.’ Det er typisk amerikansk at tale forventningerne op. Og hele den filosofi skinnede igennem under hele uddannelsen. At man havde et ansvar for at leve op til tilliden og havde dermed også et ansvar for at udrette noget. Den ånd kunne jeg godt lide. Jeg læste sammen med en masse spændende mennesker, som kom fra mange forskellige dele af samfundet. Erhvervslivet, den politiske verden med videre. Det skabte et netværk som var enestående. Og jeg har i dag et netværk, som i mit arbejde med udenrigspolitik har været både nyttigt og inspirerende.”

Det bedste og det værste samlet i et land
Det synlige bevis på, at Jeppe Kofod, ud over at være socialdemokratisk udenrigsordfører og formand for Udenrigspolitisk Nævn, kan kalde sig master of public administration fra Harvard University, hænger på væggen på hans kontor i Provianthuset på Christiansborg. Det hænger lige ved siden af skrivebordet på det kontor, han har haft siden valget 2011 og hvor han denne sommerformiddag møder Kongressen.com til en samtale om Amerika. Som så mange andre politikerkontorer er Kofods kontor fyldt med bøger, mapper, notater og telefoner. Det store verdenskort over mødebordet afslører dog hurtigt, at det er udenrigspolitikken, der fylder mest i de mange og ofte lange arbejdsdage, der følger med hvervet som formand for Udenrigspolitisk Nævn. I den sammenhæng fylder Amerika meget. Som verdens supermagt har amerikanernes gøren og laden stor betydning for, hvad vi her i Danmark foretager os. Ikke mindst, hvad angår udenrigspolitik. Derfor bruger Kofod meget tid på at følge med i, hvad der sker på den anden side af Atlanterhavet. Og fascinationen af Guds eget land er fortsat intakt hos Kofod:
”Amerika for mig er alt det mest fascinerende og det bedste i hele verden. De dygtigste forskere. Det rummer alt det mest inspirerende i verden på den ene side. Så har det så også en anden side, som ikke er så køn. Der er fattigdom, der er et system, hvor folk ikke er ordentligt dækket af sygesikring, der er en hårdhed i samfundet, hvis man fejler. Der er en brutalitet og en hårdhed. Og det gør, at USA både har alt det bedste i verden og alt det værste i verden samlet i et land. Det er det, der gør det så fascinerende.”

Tiltrukket af idealismen
Netop fascinationen af Amerika var en vigtig del af motivationen, da Kofod i sin tid tog hul på den omfattende ansøgningsproces for at komme ind på Harvard. Og selv om han også var imponeret af mange af de andre amerikanske universiteter, er han lykkelig for, at det i sidste ende blev Harvard, han blev optaget på:
”Min motivation for at tage af sted var fascinationen af USA, som jeg havde besøgt mange gange. Og jeg havde undersøgt muligheden for at tage en master derover. Jeg kendte flere der havde læst på forskellige universiteter rundt om i USA, men for mig var det mest oplagte Kennedy School på Harvard, som repræsenterede det idealistiske i USA, som jeg er tiltrukket af. Og så er det jo stedet, der har skabt Kennedyerne og flere andre store politikere. Jeg havde været der tilbage i 2004 i forbindelse med Demokraternes partikonvent og tænkte allerede der, at det var et fantastisk sted. Så det var min højeste prioritet at komme dertil. Der findes mange andre gode universiteter, men jeg synes bare, at det her var helt oplagt. Så jeg søgte ind der og havde heldigvis gode folk, der kunne anbefale mig. Det var en ret omfattende ansøgningsprocedure og når man så endelig er kommet igennem nåleøjet, så starter det for alvor,” fortæller Kofod, mens han kaster et blik op mod den vestlige del af det store verdenskort. Han tager en hurtig tår af kaffen, der er ved at nå den temperatur, hvor den ikke længere kan karakteriseres som værende rigtig varm, men endnu heller ikke er blevet rigtig kold, og fortsætter så:
”Der kommer en ydmyghed over det når man går rundt i de her historiske rammer. Eller sidder og læser på nogle af de forskellige biblioteker. Man føler at man er en del af historien, og håber at man selv kan bidrage med noget godt, lige som mange af dem, der tidligere har gået der, gjorde det. Den gang jeg gik der var Facebook lige opstået, men ikke kommet til Danmark endnu. Men det var jo kæmpestort på Harvard. Og det var sjovt at opleve, netop fordi man fik følelsen af at være en del af et sted, hvor der virkelig skete noget. Og det skabte en motivation til at vende tilbage til politik med fornyet energi og nye ideer. Og jeg er sikker på, at flere af dem jeg læste sammen med vil man se i både amerikansk politik og i andre landes politik.”

Ønsker amerikanerne mere til stede
At Jeppe Kofods politiske sympati ligger hos Demokraterne er ingen hemmelighed. Lige som det heller ikke er nogen hemmelighed, at han mener at Barack Obama løser opgaven som præsident bedre end forgængeren George W. Bush. Det er dog ikke det samme som, at Kofod er udelt begejstret for alt, hvad Obama foretager sig. Heller ikke hvad angår udenrigspolitikken:
”Jeg ønsker amerikanerne lidt mere til stede i verden, men jeg tror at det er en meget bevidst strategi fra Obamas side. Nu har han dog lige sat et nyt hold med Kerry som udenrigsminister og Susan Rice som ny national sikkerhedsrådgiver. Den nye FN ambassadør Samantha Powers er en af mine gamle undervisere fra Kennedy School og var min vejleder på en af mine større opgaver, så hende kender jeg rigtig godt. Hun repræsenterer en linje, som blandt andet mener at USA svigtede på flere fronter i 1990’erne, blandt andet i Rwanda. Hun er meget optaget af at beskytte menneskerettigheder,” siger Jeppe Kofod og fortsætter:
”Indtil videre har Obama været meget forbeholden med at deployere styrker. I Libyen så man fænomenet ’leading from behind’. Det mener jeg så kun, at man kan gøre en gang. Det kan ikke gentages. I forhold til Syrien savner jeg, at amerikanerne er til stede. Der bør man sætte en hårdere kurs over for især Rusland og gøre klart, at det ikke er hensigtsmæssigt at de bliver ved med at støtte Assad. Det er ikke en isolationistisk udenrigspolitik Obama fører. Men det er en ny måde at gribe tingene an på. Blandt andet med en øget brug af droner, hvilket har nogle kontroversielle aspekter, men som måske er bedre end en stor synlig tilstedeværelse af amerikanske soldater. Der er det måske bedre med en mere usynlig tilstedeværelse. Det tror jeg er hans analyse. Men det er klart, at jeg da savner at USA spiller lidt mere med musklerne, især hvad angår Syrien. Men jeg mener at holdet omkring ham er så kompetent, at jeg er sikker på, at han har en god strategi for, hvordan USA får deres, og dermed også vores, interesser igennem.”

Risikoen for G2
I forbindelse med sit besøg i Berlin for nylig rettede præsident Obama en klar kritik af især Tyskland for ikke at være for indadvendte i deres politiske stil. Tag internationalt medansvar, lød opfordringen fra Obama til sin tyske kollega og Europa i det hele taget. En opfordring, som Jeppe Kofod håber, at europæiske spidser som Merkel, Hollande og Cameron vil tage til sig. For Europa bør ikke føre en selvtilstrækkelig politik, hvor man surmulende piller sig i navlen og tænker tilbage på den gang i det 20. århundrede, hvor Europa var verdens centrum. I stedet handler det om at acceptere, at fokus har flyttet sig i retning af Asien, og præge den nye verdensorden sammen med amerikanerne, mener Jeppe Kofod:
”Jeg synes, at problemet for Europa er, at vi er for indadvendte. Det er rigtigt, at den verdensorden vi har skabt sammen med amerikanerne efter 2. verdenskrig omkring demokrati og menneskerettigheder, den er udfordret. Især af Kina, men i det hele taget af det, der sker i Asien. Og der har amerikanerne været hurtige til at opfatte dette, og rette fokus mod Asien med Asia Pivot. Min løsning er, at hvis Europa skal tilbage i fokus igen, så skal vi også lave en pivot. En europæisk pivot mod Asien. Når der bliver holdt store topmøder i Asien har Obama deltaget konsekvent. Og det er påfaldende, hvor få stats- og regeringsledere der er fra Europa. Vi skal være der massivt og vise at vi også er der. For at forsvare den verdensorden vi har skabt sammen med amerikanerne. Men jeg synes, at Europa sover,” påpeger Kofod og uddyber:
”Vi er ikke ligegyldige for amerikanerne, men de synes ikke, at vi tager globalt ansvar sammen med dem. Jeg tilhører dem, der mener, at vi skal forstå at rette os mod Asien også, sammen med amerikanerne. Og så skal der altså være et telefonnummer man kan ringe til, når man ringer til Europa. Lige nu er det meget forvirrende, hvem, der tegner hvad. Næste år bliver vigtigt, fordi man lige nu diskuterer ny global strategi for EU’s udenrigspolitik. Hvilket er tiltrængt. Derfor er det også vigtigt, at det er nogle gode personer, der skal udføre det i praksis. Vi skal have nogen, der fra europæisk hold går ud og blander sig i den globale værdikamp. Gør vi det sammen med amerikanerne, så tror jeg på, at vi kan vinde. Men hvis vi bare vender os indad, så bliver det G2. Så bliver det Kina og USA, der kommer til at definerer det hele. Uden Europa. Jeg er forbløffet over, hvor underdrejede vi er her i Europa. Men jeg tror det drejer sig om, at der ikke er nogen af lederne fra de store lande, som er trådt i karakter som en stor europæisk leder. Merkel kan jo ikke, Hollande har nok problemer i Frankrig og Cameron er næsten på vej til at melde Storbritannien ud af EU. Det er lidt grotesk når man tænker på situationen ud fra et større billede.”

Kissingers pointe stadig relevant
Selv om det er trist, er der, ifølge Jeppe Kofod, ikke meget der tyder på, at Europa for alvor kommer op i gear lige foreløbig. Næste år skal både Van Rompuy og Lady Ashton afløses, men man skal næppe forvente at afløserne er af en mere slagkraftig kaliber end de nuværende. For selv om det er mere end 40 år siden, at Nixons gamle udenrigsminister, Henry Kissinger, kom med bemærkningen om ’if I want to call Europe, who do I call?’ er det stadig de enkelte EU-medlemslandes interesser, der præger beslutningsprocessen i Bruxelles. Derfor skal man heller ikke forvente, at der kommer en stærk mand eller kvinde i spidsen for EU, som kan være en aktiv partner til Amerika på den internationale scene. Det vil hverken Tyskland, Frankrig eller Storbritannien gå med til, vurderer Jeppe Kofod:
”Vi vil jo gerne have en stærk formand for EU, men han må ikke være for stærk. Cameron, Hollande og Merkel vil jo stadig gerne være de stærkeste. Og det er udfordringen for Europa. Og realistisk set kommer vi ikke ud af den situation på den korte bane. Samtidig ligger væksten i andre dele af verden. Så vi skal forstå vores egne begrænsninger og begynde at tage del i den globale verdensorden. For lige nu synes USA at vi svigter den globale kamp, der er lige nu, og der savner de, at vi spiller en større rolle.”