Corona-krisen har sendt amerikansk økonomi og ledigheden er eksploderet. I dette interview med Kongressen.com analyserer Andrew Ross Sorkin, økonomisk analytiker på New York Times, om udsigterne for amerikansk økonomi i den kommende tid
Den amerikanske økonomi er for alvor sendt i tovene af corona-krisen. Første kvartal af 2020 bød for første gang siden 2014 på tilbagegang – og det endda på trods af at det kun var de sidste to uger af første kvartal, der var direkte påvirket af corona-krisen. Således er udsigterne til en massiv tilbagegang efter andet kvartal ikke længere noget, man bruger ordet hvis om. Det er kun et spørgsmål om hvor voldsomt det bliver. Sideløbende med de økonomiske udfordringer er den amerikanske ledighed eksploderet i de godt to måneder, corona-krisen foreløbig har raset. Hver uge har budt på nye million antal af amerikanere, der har meldt sig ledige og foreløbig er tallet langt over 30 millioner.
Med andre ord så er en ellers solid amerikansk økonomi og en lav amerikansk ledighed på få måneder vendt på hovedet og spørgsmålet er, hvornår tingene begynder at komme tilbage på rette kurs igen og hvor hurtigt det kommer til at gå.
Andrew Ross Sorkin er økonomisk analytiker på New York Times og er en af bagmændene bag DealBook. Desuden er han forfatter til den anmelderroste bestseller ‘Too Big To Fail’ om finanskrisen og en af folkene bag successerien ‘Billions’ på HBO. I dette interview med Kongressen.com giver Sorkin sin analyse af den amerikanske økonomiske sitaution og ikke mindst perspektiverne for den kommende tid.
Når man ser situationen her fra Danmark, ser situationen alvorlig ud for den amerikanske økonomi. Hvor slemt vil du sige at det står til?
“På den lange bane er jeg optimist, men på den korte bane som er de næste to års tid, der er jeg ret pessimistisk. Jeg har svært ved at se, hvordan en hurtig genoprettelse skulle være mulig. Der er nogen, der har talt om en V-formet kurve for økonomisk genopretning. Det er dem, der også er optimister på den korte bane, fordi de mener at man vil se en lige så hurtig stigning i økonomien som man så da det faldt. Deraf beskrivelsen som bogstavet V. Det tror jeg bliver meget svært at få til at ske. USA har stadig ikke tilstrækkeligt med udstyr til at håndtere en anden corona-bølge, hvis en sådan kommer til efteråret. Så indtil der kommer en vaccine er det svært at se, hvordan det bare skal vænne tilbage til normal. Og umiddelbart er der ikke udsigt til at en sådan vaccine er klar før 2021. Dertil skal man huske på at der er ting, som man skal tage hensyn til på grund af corona, som gør det svært for mange virksomheder at drive deres forretning. Tag en restaurant for eksempel. Hvis man genåbner, men ikke kan bruge halvdelen af restauranten, jamen, så kan det ikke betale sig økonomisk at åbne. Simpelthen fordi man mister penge ved at have åbent. Der er mange andre eksempler. Hvis der ikke er nogen, der flyver eller hvis der ikke er nogen, der bor på hotel, så ramemr det flere større amerikanske byer hårdt. Og store dele af den amerikanske økonomi er centreret om de store byer som New York, San Fransisco, Los Angeles, Seattle, Atlanta og Washington DC. Så derfor har jeg svært ved at se at det hurtigt retter sig op igen.”
Er det, der bliver gjort politisk fra Washington med hjælpepakker og den slags tilstrækkeligt?
“Det er ikke det hele, der virker lige godt. Bølgerne går i hvert fald højt, hvad angår spørgsmålet om hvem der får hjælp og hvem der ikke gør. Er det store virksomheder eller små virksomheder? Samtidig foregår der er en masse shaming mod flere af dem, der får hjælpen. Især hvis du driver en virksomhed, som folk ellers troede var solid, men alligevel får hjælp, så er der mange, der bliver vrede. Problemet som jeg ser det er, at hjælpepakker sjældent virker efter hensigten. Jeg har dækket økonomiske kriser før og sidste gang under finanskrisen var der også mange fejl, der blev begået omkring hjælpepakker. Det er svært at undgå, men det sker igen denne gang. Og det sætter gang i debatten om den frie markedskapitalisme her i USA og hvordan samfundet generelt er skruet sammen. Den diskussion vil køre i de kommende år.”
Der har været masser af kritik af præsident Trumps håndtering af krisen indtil videre. Som du ser det, har Trump indtil videre vist at han er i stand til at styre USA ud af de økonomiske problemer eller er han med til at gøre en svær situation endnu vanskeligere?
“Der er ingen tvivl om den måde USA i øjeblikket bliver ledet på ikke er tilfredsstillende. I den første del af denne krise var Trump åbenlyst skeptisk overfor sundhedseksperterne som forsøgte at råbe vagt i gevær. Der mistede vi et par vigtige måneder på den baggrund. Tid man kunne have brugt på at forberede sig på hvad der ville komme. Så der er helt afgjort et problem med Trumps håndtering indtil videre.”
Ledigheden i USA er eksploderet under corona-krisen. Langt over 30 millioner har meldt sig ledige de sidste par måneder. Er det på sin plads at drage parallellen mellem situationen nu og sitautionen under depressionen i 30’erne eller er det lige en postgang for tidligt?
“Det mener jeg er for tidligt at gøre på nuværende tidspunkt. Det mener jeg bedre at man vil kunne gøre om et år. Lige nu er der for mange ubekendte, hvad angår ledigheden. Vi ved ikke hvor mange der vender tilbage i arbejde efterhånden som landet begynder at åbne op igen. Men først når landet for alvor er ved at være genåbnet har vi et klart billede af, hvordan den økonomiske situation ser ud. Kommer der gang i forbruget igen? Hvordan er folks købsvaner? Det bliver meget vigtigt. For spørgsmålet er, hvor mange der har mistet deres job midlertidigt, fordi deres arbejdsplads har været lukket ned under krisen og hvor mange der har mistet deres job endegyldigt fordi deres arbejdsplads er gået ned eller i hvert fald er i knæ. Det betyder meget i forhold til, hvor dybt ledighedsproblematikken stikker. Det gælder også spørgsmålet om, hvorvidt folk der vender tilbage i arbejde kan få lov til at beholde deres job med udgangspunkt i, hvorvidt deres arbejdsplads kan overleve eller må lukke inden længe. For det er klart, at hvis vi står i en situation hvor de fleste enten ikke kan få deres job tilbage eller kun kan have det i kort tid for så igen at miste det, så står vi i en sitaution, hvor det giver mening at drage parallellen til det, der skete under depressionen i 30’erne. Man skal heller ikke glemme at det her kan sætte gang i en reel finansiel krise. Hvis folk ikke kan betale af på deres lån og den slags, så presser det bankerne. Indtil videre har vi set Centralbanken træde til i den situation, men hvis de holder op med det, så kan vi komme til at se banker gå ned. Og så begynder domino brikkerne at vælte. Så det skal vi holde nøje øje med i den kommende tid.”
Så danske virksomheder med interesser i USA skal forberede sig på at deres muligheder i USA kan komme til at afhænge af, hvordan næste fase kommer til at gå?
“Ja, det er i hvert fald sådan jeg ser det.”
Normalt plejer man at sige at økonomien og ledigheden er to vigtige parametre, hvad angår en siddende præsidents genvalgsmuligheder. Er det også tilfældet denne gang eller er det anderledes?
“Ja, under normale omstændigheder er det jo sådan som du skitserer det her. Men så igen, jeg ville heller aldrig have forudset at Trump overhovedet ville blive præsident i sin tid. Så det gør det endnu sværere at forudsige, hvad der kommer til at ske denne gang. Og så spørgsmålet er, hvordan Biden kan føre valgkamp under de her usædvanlige omstændigheder. Men det er klart, at hvis der kommer en ny bølge af corona til efteråret som betyder at folk igen må blive indendøre, så vil det helt klart være et problem for præsidenten. Men hvis det ikke sker og tingene generelt begynder at gå bedre, så vil det formentlig være til præsidentens fordel. Så det er svært at sige. Der er så meget ved denne præsident, der er usædvanligt.”