Jeg har ikke været mere tryg ved USA end nu

Som udenrigsminister kom Mogens Lykketoft for alvor i fokus, da han i skarpe vendinger kritiserede USA. I dag mener han fortsat, at det var rigtigt at rejse diskussionen om forholdet til supermagten, men erkender samtidig, at han sjældent har haft større tillid til en amerikansk administration end den nuværende

SAMTALER OM AMERIKA: Det er ikke hver dag, at en dansk udenrigsminister benytter en talelejlighed til at kritisere USA. I udenrigspolitisk sammenhæng må det faktisk betegnes som en sjældenhed. For normalt vil en dansk regering, uanset om den er socialdemokratisk eller borgerlig, gøre en dyd ud af at understrege de gode relationer mellem vores lille land og den mægtige supermagt på den anden side af Atlanten. Derfor måtte mere end en enkelt dansk diplomat da også løsne slipseknuden en smule den 23. august 2001, da Mogens Lykketoft fra talerstolen i Det Udenrigspolitiske Selskab sendte en salve af sted mod amerikanerne. For den danske udenrigsminister, der på det tidspunkt havde knap havde siddet på taburetten i godt otte måneder, gav fra talerstolen udtryk for, at det var på høje tid at tage en diskussion om, hvorvidt det nu rent faktisk var i Danmarks interesse blindt at følge amerikanerne. Et land, som Danmark ganske vist havde mange fælles interesser med, men som, ifølge Lykketoft, også gjorde mange ting forkert. Både indenrigs- og udenrigspolitisk.
De efterfølgende uger blev der svedt diplomatisk koldsved på Asiatisk Plads. For den danske kritik var bestemt ikke blevet modtaget mod kyshånd af den amerikanske administration, hvor George W. Bush tilbage i januar samme år, havde afløst Bill Clinton som commander in chief. Modsat sin forgænger, var Bush en mand, der delte Europa. Hvor Clinton havde nydt bred anerkendelse og respekt blandt sine europæiske kolleger, var holdninger til den tidligere guvernør fra Texas noget mere splittet. Og at den danske udenrigsminister ikke hørte til blandt Bush Juniors største tilhængere, var nu slået fast med syvtommersøm.
Det blev dog ikke til mere end knap tre uger, hvor forholdet mellem USA og Danmark var køligt. For tirsdag den 11. september 2001 vendte terrorangrebene i New York og Washington D.C. op og ned på alting. I kølvandet på angrebene lod den danske statsminister, Poul Nyrup Rasmussen, forstå, at Danmark stod skulder ved skulder med USA i krigen mod terror. Det blev dog ikke ret længe, at Nyrup og co. stod i spidsen for Danmark. Godt to måneder efter angrebene, vandt Anders Fogh Rasmussen en klar sejr over Nyrup, Lykketoft og resten af SR-regeringen. Han fortsatte i første omgang Nyrups linje om at stå last og brast med USA i kampen mod terror. Siden hen fulgte han, modsat mange af sine europæiske kolleger, amerikanerne med ind i Irak og etablerede i det hele taget et tæt forhold til den administration, som Lykketoft havde langet hårdt ud efter.

Obama, Kerry og Hagel er et stærkt team
Knap tolv år er gået siden Mogens Lykketoft holdt den berømte tale i Det Udenrigspolitiske Selskab. Han har i mellemtiden nået at være formand for Socialdemokratiet, forsøgt at vippe Fogh af pinden som statsminister i 2005, skrevet bøger om Kina og Burma, og siden valget i september 2011, har han indtaget rollen som formand for Folketinget. Og det er da også her, på formandens kontor, at han tager imod Kongressen.com til en samtale om Amerika. Helt så kritisk over for amerikanerne, som han var tilbage i 2001, er han ikke længere. Hvilket især skyldes, at Bush-administrationen ikke længere er ved magten, men tilbage i januar 2009 blev afløst af demokraten Barack Obama. En mand, der ifølge Lykketoft, har fået USA tilbage på det rette spor efter otte år med Bush:
”Jeg har ikke været mere tryg end lige netop nu med de tre, der sidder som henholdsvis præsident, udenrigsminister og forsvarsminister. Altså Obama, Kerry og Hagel. Kerry og Hagel har været i krig og er derfor meget mere mådeholdende om overhovedet at lege med tanken om krig, modsat mange af de der skrivebordsgeneraler. Det mener jeg bestemt er positivt.”

I Danmarks interesse eller ej
Tre andre, nemlig Per Stig Møller, Lene Espersen og pt. Villy Søvndal, har haft jobbet som udenrigsminister, siden Lykketoft sammen med resten af SR-regeringen måtte overlade ministerbilerne til Fogh-regeringen i det sene efterår 2001. Men selv om den nuværende udenrigsminister, Villy Søvndal, som oppositionspolitiker, var kritisk over amerikanerne på grund af krigen i Irak, så er der ingen af de tre efterfølgere, der på samme måde som Lykketoft skruede bissen på over for amerikanerne. Nøjagtig som Lykketofts forgænger, Niels Helveg Petersen, heller ikke gjorde det. Man kunne derfor få tanken, at Lykketoft havde strammet skruen mere, end han måske burde. Og at han måske sidenhen har tænkt over, om han burde have udtryk sig anderledes. Blandt andet da Niels Helveg Petersen i bogen ’Udenrigsminister’ kaldte talen for dum. Men sådan forholder det sig ikke, understreger Lykketoft:
”Jeg mener jo ikke, at talen var dum. Jeg synes at kernen i diskussionen, hvorvidt det altid er i Danmarks interesse at følge en amerikansk præsident i hvad som helst. Det diskuterede Fogh og jeg siden hen i forbindelse med krigen i Irak. Er det i Danmarks interesse eller er man nødt til at erkende, at der både mellem Danmark og USA og mellem Europa og USA er nogle interesse- og værdiforskelle. Obama og den gang Clinton, var noget af det bedste, man set fra et europæisk, socialdemokratisk synspunkt kunne håbe på som præsident. Modsat Bush-perioden. I talen i Det Udenrigspolitiske Selskab synes jeg, at jeg forudså nogle konflikter, som ikke blev taget, fordi Fogh var statsminister, men konflikter, som virkelig var der. Det handlede blandt andet om Irak. Det var jo aldrig en beslutning, som havde nogen form for entusiasme i den danske befolkning.”

Værdifællesskab med Powell
At Mogens Lykketoft mener, at de otte år med Bush ved roret har været skadelige, både for USA og for det internationale samfund, er der ingen tvivl om. Krigen i Irak, som både splittede både det danske folketing og det internationale samfund, blev, ifølge Lykketoft, det værst tænkelige eksempel på den bekymring, han havde givet udtryk for i sin tale. Hvilket også er grunden til, at det fortsat irriterer ham, at Fogh ofte brugte SR-regeringens ’skulder ved skulder’-støtte som en del af sin argumentation for, hvorfor Danmark gik med USA ind i Irak:
”Udtalelsen blev både brugt og misbrugt af Anders Fogh, blandt andet i hans argumentation for at vi skulle med i Irak. Man kan jo altid tolke efterfølgende, men jeg tror ikke, at den skulle forstås anderledes end det, som vi alle sammen følte i den situation, at vi var solidariske med amerikanerne efter 11. september og støttede dem. Men den mærkelige ting er jo, at det er videnskabeligt underbygget kendsgerning, at der ingen forbindelse var mellem 11. september og Saddam Hussein. Og derfor var det heller ikke den samme sag, der var tale om i de to situationer. Der var kun en mand i Bush-administrationen, som kunne se det. Det var Colin Powell, som jeg snakkede meget udmærket med og som er en klog mand, men som til sidst følte sig så snydt, at han de sidste to gange har anbefalet en demokratisk præsident. Jeg tror, at hans råd om krige har været det samme som Gates siden hen, men han har ikke kunnet sætte sig igennem. Hvilket også var grunden til at han trak sig og ikke siden hen har følt trang til at anbefale republikanere. Powell og jeg blev udenrigsministre nogenlunde samtidig, og der var bestemt et værdifællesskab med ham, men ikke så meget med Cheney, Wolfowitz og Rumsfeld. Jeg havde lejlighed med at diskutere med Wolfowitz i det forår, hvor amerikanerne gik ind i Irak. Det var til et møde i Paris, og der var flere af de tilstedeværende, der var positive over for invasionen. Ved den lejlighed gentog jeg bekymringen for, hvor det førte hen over for ham. Og det var der enkelte, der kom hen bagefter, og sagde til mig, at de syntes det var tankevækkende. De sagde det bare ikke højt.”

Europa kørt agterud i forhold til USA
Selv om han fortsat mener, at det var rigtigt at rette kritik af USA den gang, så erkender Mogens Lykketoft i dag, at den diskussion, han ønskede at sætte i gang, aldrig rigtig fik fat. Hverken her i Danmark eller i Europa. For formålet med talen var mindst i lige så høj grad at sætte skub i det europæiske samarbejde på en måde, som kunne styrke EU som global spiller. Både i forhold til USA og i forhold til resten af verden. Men den vision kom hverken den gang eller senere ud over rampen. Hvilket ærgrer den tidligere udenrigsminister:
”Europa har slet ikke været i stand til at forvalte de ambitioner med held. Det er der mange grunde til, men en af grundene er vel, at opgaven med at udvide, hvilket var en historisk forpligtelse og mulighed, gjorde fællesskabet så stort, at det at få gang i de fælles institutioner og opbygningen af den fælles udenrigspolitik, er gået meget trægt. Og fru Ashton har jo ikke sat sig på den fælles udenrigspolitik i Europa. Der er det fortsat de store lande. Og hvis man skal gøre sig gældende både i forhold til USA og også BRIKS-landene, skulle man have udviklet en lang række fælles udenrigspolitikker. Det er heller ikke rigtig lykkes. Og så har vi fået Euro-krisen oven i, som jo efterlader hele det europæiske projekt anfægtet. Den folkelige opbakning styrtdykker. Så der er meget, der er gået i den gale retning, i forhold til hvad jeg ønskede mig i 2001, og som bestemt ikke overvejende handlede om, at Europa skulle være en modpol til USA, men at Europa skulle være en faktor, der kunne handle i fællesskab på den globale scene. Både i partnerskab med USA men også nogen gange i diskussion med USA. Det er jo slet ikke der vi er.”

Værdiforskelle på nogle strækninger
En af de ting, som Mogens Lykketoft i sin tid fik på puklen for, og som både hans forgænger og hans efterfølger som udenrigsminister, har erklæret sig uenig i, er meldingen om, at der ikke var et generelt værdifællesskab med amerikanerne. Men det standpunkt er fortsat intakt hos Lykketoft tolv år efter, han første gang luftede det:
”Der er i meget høj grad et skæbnefællesskab mellem os og amerikanerne. Uden al tvivl. Vi har en dyb interesse i et transatlantisk samarbejde af mange grunde. Men det som jeg sagde den gang og sagtens kan gentage er, at vi har nogle forskelle i holdningen til, hvordan samfundet skal indrettes. Hvor store uligheder, vi vil tolerere. Hvor meget indflydelse man vil give storkapitalen i det politiske system. Flere af delstaterne ser anderledes på dødsstraf end vi gør. Heldigvis er det antal faldende. Men der er på de strækninger nogle værdiforskelle.”