Jeg er ingen beundrer af USA’s politiske system

Som udenrigsminister havde Niels Helveg Petersen et godt og tæt samarbejde med USA. Et land, han kom til som ung mand, og som han fortsat holder meget af. Men landets politiske system sander for let til og gør det vanskeligt at træffe nødvendige beslutninger i tide, mener Helveg

SAMTALER OM AMERIKA: En dag som så mange andre i Udenrigsministeriet i slutningen af 1990’erne. Møder, taler og bunker af mapper og papirer. Ganske mange af dem handlede om Balkan, hvor Danmark var en del af den amerikansk ledede koalition.
Telefonen ringede på udenrigsminister Niels Helveg Petersens kontor. I den anden ende af røret var Richard Holbrooke, der på det tidspunkt arbejdede som præsident Clintons særlige Balkan-rådgiver. Det var ikke usædvanligt, at Helveg og Holbrooke talte sammen, eftersom deres lande var allierede, men opkaldet skilte sig alligevel noget ud fra de øvrige.
For Holbrooke havde et meget konkret formål med sit opkald. Han havde hørt, at den danske leder af politiopbygningsindsatsen på Balkan, Svend Frederiksen, havde planer om at afslutte sit arbejde på Balkan og vende hjem til Danmark. En beslutning, der bestemt ikke passede Holbrooke, der var kendt for at være meget pågående og markant i sin stil.
’Niels, you must deliver Frederiksen,’ lød meldingen fra Holbrooke.
’What do you mean?’ svarede en noget forundret Helveg.
’He tells me that he is going back to Denmark. He can’t. He is too good, so you must deliver him,’ gentog Holbrooke.
‘I’ll see what I can do,’ svarede Helveg så diplomatisk som muligt, men den købte Holbrooke ikke.
‘That’s not good enough! You deliver him!’

Niels Helveg Petersen kan stadig ikke lade være med at trække på smilebåndet, når han tænker tilbage på samtalen med den nu afdøde Richard Holbrooke:
”Jeg tog en snak med Svend Frederiksen, som havde gjort et fremragende stykke arbejde på Balkan, og som så indvilligede i at fortsætte. Da jeg fortalte Holbrooke, at Frederiksen gerne ville blive, sluttede han så af med at sige: ’Okay Niels, any time you need a favor, you just call me.’ Jeg har aldrig hævet checken, men det et godt billede på, at vi spillede en rolle, og at vi kunne levere gode folk, som kunne levere kvalitet.”

Kennedys Amerika
For den 74-årige Niels Helveg Petersen har Amerika altid stået som noget positivt. Som ganske ung mand kom han til Palo Alto i Californien, hvor han tilbragte et år som studerende ved Stanford University. Rejsen fra Danmark til staterne tog knap to uger. Alene sejlturen fra København til New York tog ni dage. Herfra gik det videre med tog via San Francisco til Palo Alto.
Det var et Amerika, der emmede af ungdom og optimisme, Niels Helveg Petersen ankom til i sensommeren 1961. Samme år var John F. Kennedy tiltrådt som præsident efter en historisk tæt valgkamp mod Richard Nixon. Men følelsen af en ny start efter otte år med Eisenhower ved roret prægede Amerika og ikke mindst studiemiljøet, hvor flere af de studerende havde været en del af Kennedy-kampagnen, fortæller Niels Helveg Petersen:
”Kennedy var tiltrådt som præsident i januar 1961, og der var en hel del af mine kammerater på Stanford, som havde været en del af Kennedy-kampagnen i Californien. Så det var en tid, hvor der var meget diskussion, men først og fremmest en optimisme og en tro på fremtiden. Det er nu ikke noget, amerikanerne generelt har svært ved at mobilisere, men det var meget udpræget her. Det var en forårstid i amerikansk politik. Den unge præsident havde tidligt sat sit mærke på landet.”

Ingen beundrer af det politiske system i USA
Efter knap et års studier i Californien, vendte Niels Helveg Petersen tilbage til Danmark, hvor han færdiggjorde sin jura-studier og siden hen indledte sin politiske karriere. En karriere, der betød, at han igen fik meget med amerikanerne at gøre om end på en noget anden måde, end det havde været tilfældet som ung studerende. Nu var campus-miljøet afløst af bonede gulve, og dagsordenen anderledes alvorlig.  Men selv om han stadig holdt meget af Amerika og nød de mange besøg i landet, som udenrigsministerposten medførte, så var det langt fra alt ved det amerikanske politiske system, Helveg kunne forlige sig med:
”Politisk er USA kolossalt forskelligt fra Danmark og fra Europa i det hele taget. Forskellene er meget store. Og jeg er ingen beundrer af det amerikanske politiske system og dets evne til at træffe beslutninger. Det må jeg sige. Jeg synes ikke, at de evner at træffe beslutninger i rette tid. Om gældsproblemet eksempelvis. Systemet sander alt for let til, og så kan ingen ting lade sig gøre. Det fører tit til politisk beslutningslammelse, hvilket vi har set for nylig, men som vi også så under Clinton. På det punkt synes jeg, at deres politiske kultur er skadelig for USA selv. Det er jeg bestemt ikke nogen beundrer af.”

Albrights udenrigsministerloge
Nogenlunde samtidig med, at Nyrup-regeringen herhjemme afløste Schlüter-regeringen, overtog Bill Clinton præsidentposten efter George Bush Senior. I sin første administration udnævnte Clinton den erfarne Warren Christopher som udenrigsminister, der efter fire år på posten blev afløst af Madeleine Albright. Og selv om samarbejdet mellem Christopher og Helveg var både godt og professionelt, så er det især samarbejdet med Albright, Helveg især husker tilbage på, når han mindes sit samarbejde med de amerikanske administrationer:
”Warren Christopher var en noget tør herre, som jeg havde et udmærket forhold til. Jeg kan huske, at vi holdt en fælles pressekonference i Bruxelles. Og der var et par penible emner, som vi skulle håndtere. Men det gik over stok og sten. Og da vi skiltes, sagde Christopher til mig: ’Niels, I’ll do a press conference with you any time.’ Så vi fik hurtigt et godt forhold til hinanden, men han var en tør herre. Så kom Madeleine Albright, som jeg er en stor beundrer af. Og som jeg på det personlige plan har meget nær kontakt med. Jeg tilhører en lille, eksklusiv gruppe af tidligere udenrigsministre, som samles 1-2 gange om året med hende for bordenden. Vi har to gange været her i København. Næste gang skal vi til Marokko, og sidst var vi i Prag. Den gruppe af udenrigsministre, som samles med hende som drivkraft, var dem, der var der omkring Balkan-krigene. Den franske, den tyske, den russiske og en del andre. Jeg er en meget stor beundrer af hende og læste hendes seneste bog med stor interesse. Hun er et utroligt menneske. Hun er meget vidende, meget begavet og ekstremt well connected. Hun er en spændende person og en, som i kredsen af udenrigsministre, ragede op, så lille hun ellers er.”

At Madeleine Albrights europæiske rødder var med til gøre samarbejdet mellem USA og Europa endnu bedre, er Niels Helveg Petersen ikke i tvivl om. For hun forstod ganske enkelt Europa bedre end mange andre amerikanere, forklarer Helveg:
” Madeleine var usædvanlig på grund af sin europæiske baggrund. Derfor har hun en anden fornemmelse af Europa end mange andre amerikanere. Så selv om hun er amerikaner til benet, har hun en europæisk baggrund. Og kan jo flere sprog, inklusiv russisk. Clinton var også en europæisk type, som havde det let med sin personlige charme, og han havde generelt en god omgangsform med de europæiske politikere.”

Da Clinton kom til byen
At præsident Clinton var en populær herre i Europa og ikke mindst her i Danmark, blev for alvor understreget i sommeren 1997. Som en klar markering af det gode samarbejde mellem USA og Danmark i forbindelse med krigen på Balkan kom præsident Clinton, som den første siddende amerikanske præsident på officielt besøg i Danmark. En historisk begivenhed, som ifølge Niels Helveg Petersen skal ses som en klar anerkendelse af indsatsen på Balkan:
”Vi var jo stolte over, at Clinton kom til byen. Det var jo en folkefest inde på Nytorv. En begivenhed af stort format i København.  Jeg ser det som et klart udtryk for, at amerikanerne var glade for den indsats, vi havde ydet på Balkan. Vi var det land, der i forhold til indbyggertal, leverede mest, både i forhold til militært mandskab og genopbygning. Vi var en vigtig bidragyder til den samlede indsats. Amerikanerne regnede med os, så selvfølgelig spillede det en rolle. For de har brug for små, gode lande som støtte. Vi er ikke noget stort land, men de bidrag vi kom med, var af høj kvalitet og noget som amerikanerne værdsatte.”

Der er ting, vi undrer os over
At der her i Danmark generelt er stor sympati for USA kom, ifølge Niels Helveg Petersen, klart til udtryk i forbindelse med Clintons besøg, lige som det den dag i dag kommer til udtryk. Både de gange, hvor præsident Obama har været i landet men også i hverdagen ser Niels Helveg Petersen klare tegn på, at danskerne og amerikanerne kommer godt ud af det med hinanden. Om end der er ting, som vi som danskere undrer os ved amerikanerne, forklarer Helveg:
”Amerikanerne er et af de folk, danskerne beundrer mest og bedst kan med. Der er en forståelse for, at amerikanerne har været en stor og uvurderlig støtte for Europa under 2. verdenskrig og Den Kolde Krig. Så startpunktet for det dansk-amerikanske forhold er på et højt niveau. Men jeg tror der, hvor danskerne har svært ved at følge med, er på nogle af værdispørgsmålene. Dødsstraf eksempelvis. Hele racedebatten er jo stadig noget, som er svær at forstå. Og så er der jo en afgrund til forskel på synet om sundhedssystemets indretning, hvor de fleste danskere vil anse det for en gode at få gratis hospitalsbehandling. Der er det svært for os at forstå, at det er anderledes derover. Så generelt vil man få et positivt svar, men der er ting vi undrer os over.”

De søgende amerikanere
Selv om der er altså er flere ting ved det politiske system i USA, som han ikke har meget fidus til, og mange områder, hvor USA og Danmark er vidt forskellige, så mener Niels Helveg Petersen dog stadig, at der er noget, som amerikanerne kan, som ingen andre kan. Og som er værd at beundre:
”De har et super lag af meget højt udannede engagerede folk, som er engagerede i det politiske miljø. De kommer fra Stanford, Harvard, Princeton, Yale. Superuniversiteterne. Og de kommer med stor dygtighed og stor kapacitet. Og så er de jo søgende. Det kan man jo ikke lade være med at beundre amerikanerne for. De er hele tiden på udkig efter: ’Hvad nu?’ Den amerikanske debat går i diplomatiske cirkler på et meget højt niveau. Der er en mærkelig diskrepans mellem det høje intellektuelle niveau omkring udenrigspolitikken og så den generelle amerikanske debat om udenrigspolitikken i den brede offentlighed. Det eksisterer jo næsten ikke, bortset fra i enkelte primitive overskrifter. Men der er altså en elite, som er af meget høj kvalitet og vel nok den bedste af sin slags i denne verden.”