Jeg elsker amerikanernes enorme livsenergi

Nikolaj Coster-Waldau har formået at etablere sig som et stort navn i Hollywood – han er noget så udansk som personificeringen af den amerikanske drøm, og han har lært at elske amerikanernes ukuelige tro på det muliges kunst. Men sådan har det ikke altid været. En gang fik han at vide, at USA var den store fjende

SAMTALER OM AMERIKA: Det er ikke mange uger siden, han kom hjem fra Madrid, hvor han havde været nede og lave pr sammen med Hollywood stjernen Jessica Chastain, der har den anden hovedrolle i gyserfilmen ’Mama’. Filmen har netop fået premiere i USA og er næsten med det samme strøget til tops på listen over mest sete film. Sidste år kunne Nikolaj Coster-Waldau ses i science fiction action thrilleren ’Oblivion’, hvor han spiller sammen med Morgan Freeman og Tom Cruise.

Der er sket meget, siden Nikolaj Coster-Waldau fik sit store folkelige gennembrud med Ole Bornedal filmen ’Nattevagten’ i starten af 1990’erne. Men hvor vi andre måske ville tænke ’wauw, hold da op’ ved tanken om at komme helt til tops og skulle dele kantine med superstjernerne, så går Nikolaj Coster-Waldau på ingen måde rundt og kniber sig i armen over, hvad han har nået.
”Nej, hvis jeg havde det på den måde, så var jeg stoppet for lang tid siden. Målet flytter sig jo hele tiden,” siger han, og tilføjer:
”Der er ikke den store forskel på at arbejde med filmfolk i USA i forhold til at arbejde med filmfolk i Danmark. Filmfolk er stort set ens over det hele. Man er i branchen, fordi man har en passion for arbejdet. Det er drevet af en lystfølelse, der gælder alle fra fotografer og sminkører til skuespillerne. Forskellen kan være budgetterne,” siger Nikolaj Coster-Waldau, der tager imod Kongressen.com hjemme i privaten i Lyngby. 

Store armbevægelser
Allerede som meget ung skuespiller slog Nikolaj Coster-Waldau ud med armene og proklamerede, at han ville til USA og blive en stor stjerne. Han daskede kraftigt til danskernes iboende Jante og holdningen om, at det vigtigste af alt er at bevare jordforbindelsen.
”Jo, men det var egentlig ikke for at provokere, men jeg har altid vidst, hvad jeg ville, og så måtte folk tænke, hvad de ville. Allerede mens jeg gik på Teaterskolen´, søgte jeg til England. Det var ikke nødvendigvis for at blive stjerne, men for at komme ud og arbejde med de – i det her tilfælde englændere – og senere amerikanere, som jeg beundrede for deres dygtighed,” fortæller Nikolaj Coster-Waldau.

Det har krævet benhårdt arbejde at nå dertil, hvor han er i dag.
”For det første måtte jeg minimere, de ting, der er imod mig. Det er sproget. Når det var på plads, så stod jeg lige i konkurrencen med de 1.000 andre skuespillere, der drømte om den samme rolle, som mig. Og så har det selvfølgelig også noget med held at gøre… sammen med stædighed.” 

De stygge kapitalister
Den ambitiøse jagt på at få opfyldt sine drømme og opnå det optimale inden for sit fag, ligner langt mere en amerikansk tankegang end den tankegang, der prægede 42-årige Nikolaj Coster-Waldaus opvækst i skolen og i et gennemsnitligt godt og trygt socialdemokratisk hjem.
“Jeg lærte, at begrebet ’enhver er sin egen lykkes smed’ var noget enormt negativt. USA var det store, stygge kapitalistiske samfund, og at vi her i Danmark havde verdens bedste system. Jeg voksede op med en masse fordomme om amerikanerne. De var overfladiske, alt handlede kun om penge, og der var ikke noget overskud til at tage sig af de svage i samfundet,” forklarer han.

Men omvendt kunne Nikolaj Coster-Waldau i film og musik fra USA se og høre, at den fortælling, han fik hjemmefra, langt fra udgjorde hele billedet.
”Og da jeg endelig kom til USA blev de fordomme, jeg var vokset op med, gjort til skamme. Jeg mødte en enorm livsenergi og en lyst til at lære andre mennesker at kende. Jeg kan godt lide den energi, der ligger i, at man tror på det muliges kunst, og at man tror på, at der er en vej, hvis der er vilje til stede. I USA er det ikke usædvanligt, at folk drømmer stort. Det er ikke altid det lykkes, men når folk kommer med deres drømme, så bliver det modtaget med et: ’Fedt, just do it’. Jeg elsker at komme til USA og få nogle doser af deres gå på mod.” 

Amerikanerne forstår ikke danskerne
Nikolaj Coster-Waldau kan ikke lade være med at sammenligne den amerikanske tilgang til livet, der tager udgangspunkt i individet, modsat den danske tankegang, der mere er rettet mod kollektivet og systemet. Og lige så svært som det kan være for en dansker at forstå amerikanerne, så er det mindst lige så svært for en amerikaner at forstå danskerne, siger han og fortæller om en oplevelse´, han havde for nylig. Han og hans kone havde for nylig besøg af et vennepar fra USA, hvis søn netop havde gennemført læreruddannelsen i Danmark. Da han var færdig havde han mulighed for at komme to år på dagpenge.

”Da vores venner hørte om det, var de chokerede. For hvordan kan man få penge uden at arbejde,” siger han, og fortsætter:
”Jeg synes også, at det er et negativt, at man kan modtage uden at yde. Altså, vi har et godt system i Danmark, fordi vi har et sikkerhedsnet, og vi hjælper de svageste. Det amerikanske system er overhovedet ikke bedre. Absolut ikke. Men der er en helt anden indstilling til systemet i USA end i Danmark. Der er klart flere fordele i Danmark, men der ved at komme en skævvridning i forhold til, hvordan man ser på vores samfund.” 

Savner de store drømmere
Nikolaj Coster-Waldau savner nogen, der tør drømme stort i Danmark. Nogen, der tør kaste sig ud på det dybe vand, fordi de mener, at de har noget at bidrage med i stedet for dem, der bliver tørskoet på land og lader sig beskytte af trygheden i systemet.
”Jeg tror på, at vi hver og især har et enormt potentiale som mennesker. Vi har tit hørt om undersøgelser, der udråber danskerne som det lykkeligste folk i verden. Men man opnår kun en sand lykkefølelse, hvis man virkelig udnytter sit fulde potentiale.”