Jeb vil gå i fars (og storebrors) fodspor

Efter længere tids venten meddeler en af de republikanske favoritter, Jeb Bush, i dag, at han går efter at blive USA’s næste præsident. Let bliver det dog ikke. Udfordringerne er til at få øje på for den tidligere Florida guvernør. Det samme gælder dog også for Jebs styrker.

Af Anders Agner Pedersen, redaktør, og Mirco Reimer, nyhedschef

En af de dårligst bevarede hemmeligheder i amerikansk politik bliver i dag formelt bekræftet, når Jeb Bush meddeler, at han som forventet er blandt kandidaterne til næste års præsidentvalg.

Nogen overraskelse kan det ikke siges at være, eftersom Jeb allerede kort før jul sidste år lod vide, at han aktivt undersøgte muligheden for et kandidatur (og ydermere for en måned siden kom til at sige til en journalist, at han agtede at stille op). Siden da har det blot været et spørgsmål om tid. Og i dag sker det så, når Jeb Bush hjemme i Florida lancerer ‘Jeb for President’.

Efternavnet

Den tidligere Florida-guvernør er blandt de absolutte favoritter på den republikanske front, og kun Wisconsin-guvernør Scott Walker og Florida-senator Marco Rubio ser ud til at kunne true kandidaten med det berømte og berygtede efternavn.

Og netop efternavnet er Jebs helt store styrke og svaghed. Styrke, fordi rigtig mange i det republikanske establishment og store pengedonorer støtter op om Bush-familien. Og svaghed, fordi arven efter storebror George W. Bush fortsat trækker ned.

At det ville blive en udfordring for Jeb at finde den rette balance i forhold til sin bror, har der på intet tidspunkt været tvivl om. Derfor er det også bemærkelsesværdigt, hvor klodset Jeb foreløbig har håndteret netop dette emne. Ikke mindst spørgsmålet om hvorvidt Jeb ville have gjort som sin bror og invaderet Irak i sin tid. Her har Jebs svar foreløbig givet indtryk af middelstore uldtotter i munden fremfor klar tale.

Ligeledes gav det anledning til panderynker, da Jeb proklamerede, at hans bror var en af hans vigtigste udenrigspolitiske rådgivere. Ikke just et standpunkt, der er særlig populært, efter brormands otte år i Det Hvide Hus.

Det skal der ændres på, hvilket Bush-lejren godt er klar over. Ikke overraskende betonede Jeb derfor under sin Europa rejse, at han agtede at lægge en politisk kurs, der lå tættere op af farmandens, George Herbert Walker Bush – som anses som en af de mest habile udenrigspolitikere i det 20. århundrede – end brormandens.

Kort sagt, så kan det anbefales, at Jeb lægger sig tættere op af faderens politiske kurs end storebroderens. Dette burde ikke være det store problem for Jeb, der altid har ligget tættere på faderen, dømt ud fra hans politiske cv.

Udfordringen

Vigtigst af alt skal Jeb dog formå at skabe en fortælling om sit kandidatur og levere en vision for fremtiden, der favner bredt, og begejstrer masserne. Hvilket bringer os til den tidligere Florida guvernørs andre udfordringer.

I det hele taget er kommunikationen et område, hvor Jeb skal have en stejlt stigende formkurve. Modsat Walker og Rubio er Jeb Bush ikke kendt som nogen stor retoriker. Tværtimod efterlader hans taler ofte publikum med anseelige mængder søvn i øjenkrogene, hvilket i sagens natur ikke er optimalt.

Desuden står Jeb med det problem, at han som den eneste af de republikanske kandidater ikke kan køre `change vs. more of the same` angrebet over for Hillary Clinton. Samtlige af de mange republikanske kandidater tæsker i øjeblikket løs på Demokraterne og kalder fru Clinton for et levn fra fortiden og en tredje periode med Obama; samtidig med at de framer sig selv som det nye, som det friske pust Amerika bar brug for.

Det kan Jeb ikke. Selvom han kommer fra Florida, har guvernør baggrund og ikke slår sine folder i Washington, er der ingen der køber præmissen om, at han er forandring. Det forhindrer hans velkendte efternavn ganske enkelt.

Ydermere har Bush-familien hidtil haft notorisk svært med at overbevise den yderliggående konservative fløj i Det Republikanske Parti. For selvom der ikke hersker nogen tvivl om, at slægten altid har været tæt knyttet til de konservative værdier, så har familiens ambition om at nå til tops i amerikansk politik også affødt nødvendigheden i at efterfølge en mere moderat linje.

Det bliver især uddannelsespolitik og immigrationsspørgsmålet, der kommer til at dele vandene mellem de moderate konservative som Jeb Bush og de ultrakonservative. Jeb er tilhænger af en mere lempelig immigrationsreform, end hvad der falder i Tea-Party-bevægelsens smag.

Jebs standpunkt ligger i god tråd med de fleste republikanske vælgere, som talknuseren Nate Silver har påpeget. Men om kursen, der til selve præsidentvalget plejer at være en styrke, kommer til at udgøre en svaghed i primærvalgkampen – hvor vælgerne typisk er mere ideologisk rabiate – er uvist.

Bush har da også prøvet at dække sig ind ved at modificere sin holdning fra at være en fortaler af statsborgerskab til de cirka elleve millioner ulovlige immigranter, der befinder sig i USA, til at tale om en såkaldt ”opholdstilladelse” i stedet. Om denne kursændring stiller de stærke værdipolitiske vælgere tilfredse, er dog tvivlsomt.

Fortællingen

Alt i alt ser det ikke helt let ud for Jeb Bush: Bush-klanens navn er kontroversielt. Hovedkonkurrenterne Rubio og Walker er i god form og har et mere konservativt ry end Bush.

Og dog. Det lykkedes både Jebs far og bror at vinde massernes stemmer. Og også John McCain og Mitt Romney blev i sin tid anklaget for at være for moderate og endte med at vinde partiets nominering.

Samtidig bliver Republikanerne nok nødt til at føre en mere imødekommende immigrationspolitik, end det hidtil har været tilfældet, hvis man vil gøre sig forhåbninger om at vinde det næste præsidentvalg. Det betyder, at der skal findes en form for kompromis i partiet.

Her kan den tidligere Florida guvernør slå på, at han som spansktalende mand sammen med hans mexicanskfødte kone Columba og deres tre hispanic børn kan appellere til den centrale stemmegruppe, som Mitt Romney ikke formåede at indfange i 2012: De latinamerikanske vælgere.

Jeb skal med andre ord ud og sælge sig selv på en måde, så han både fremstår som sin egen herre, som en fremtidens mand, og som den leder, USA har brug for efter Obama. Hvordan han vil gribe dette an, får vi at se senere i dag. To ting er dog sikkert: Let bliver det ikke; og man skal aldrig undervurdere en Bush.