Jeb Bush: Præsident Bush III?

Tidligere Florida-guvernør Jeb Bush klarer sig godt i de amerikanske meningsmålinger, når det drejer sig om hvem, der skal repræsentere Det Republikanske Parti i præsidentvalgkampen i 2016. Faktisk ligger han så lunt i svinget, at han nu er én af de højest estimerede kandidater. Ikke kun i forhold til at samle partiet, men også med hensyn til at udfordre den forventelige demokratiske kandidat, Hillary Clinton. Dermed kan 2016 blive et opgør mellem to velkendte slægtsnavne: Clinton’erne vs. Bush’erne.

John Ellis ”Jeb” Bush er søn af tidligere præsident George H. W. Bush og lillebror til George W. Bush. Han var Floridas guvernør i 1999 til 2007 og den første og eneste republikaner, der har tjent staten som guvernør i to fulde perioder. Men siden da har han ikke været opsigtsvækkende i amerikansk politik. Alligevel håber mange republikanere på, at den 61- årige, spansktalende mand med det berømte efternavn vil melde sit kandidatur. Sammen med hans mexicanskfødte kone Columba og deres tre ”hispanic” børn kan han nemlig appellere til den centrale stemmegruppe, som Mitt Romney ikke formåede at indfange i 2012: De latinamerikanske vælgere.

Spørgsmålet er bare, om Jeb Bush kan træde ud af familiens skygge og distancere sig fra den ”Bush-fatigue”, der i de senere år har været udbredt i den amerikanske befolkning? Først mere end 20 år efter, at Bush Sr. forlod embedet, er han blevet portrætteret i et overvældende positivt lys. Og det er yderst tvivlsomt, om det samme nogensinde vil gøre sig gældende for George W. Bush. Familiens historie gør det ikke let for Jeb.

Bush-Brandet
Når man dykker ned i Bush-slægtens fortid, falder tankerne hurtigt på de populære TV-serier Downton Abbey og Dallas. Fællesnævneren er fortællingen om et dynasti, der på baggrund af prestigefyldte eksamensbeviser og en ambition om økonomisk overlegenhed, har kunnet indtage en plads som en etableret del af de eksklusive kredse i toppen af samfundslaget. Men det er også fortællingen om et dynasti, som er præget af interne magtkampe, der bliver kamufleret udadtil som en stærk familie i konsensus. Bush-navnet trækker sine politiske spor tilbage til 1800 tallet, men ”brandet” resonerer nødvendigvis ikke særlig positivt i republikanernes ører. For nok ligger politisk tæft til slægtshistorien, men den bringer også minder frem om tomme løfter og til tider decideret fejlslået konservativ politik. Sidst har storebroderen George W. Bush trådt godt og grundigt i spinaten. Krigen i Irak har gjort ham så upopulær i de republikanske kredse, at han ikke længere er inviteret. I stedet har han måtte kaste sig over en ny profession som kunstmaler – med speciale i at portrættere kæledyr. Og sådan en uheldig udvikling giver kritikerne noget at snakke om. Ikke mindst hos de ærkekonservative.

De ultrakonservative udfordringer
Bush-familien har en forhistorie i at blive udfordret af den yderliggående konservative fløj. Selvom der ikke hersker nogen tvivl om, at slægten altid har været tæt knyttet til de konservative værdier, så har deres ambition om at nå til tops i amerikansk politik også affødt nødvendigheden i at efterfølge en mere moderat linje. Det har vist sig at være en styrke såvel som en svaghed. For moderat politik fostrer altid utilfredse, rendyrkede ideologiske røster. Og historien har det med at gentage sig. Tea-Party fløjens balstyriske kandidater så som Ted Cruz og Rand Paul minder til forveksling om den højtråbende, antikommunistiske senator Joseph McCarthy fra 1950’erne, som Jeb Bushs farfar, Prescott Bush, skulle forsvare sig imod. Så hvis sønnesønnen vælger at gøre et comeback på den politiske scene, skal han finde en måde at tæmme de værdikæmpende modstandere på. Og det kan vise sig at blive den største udfordring af dem alle.

Sprængfarlig immigrationspolitik
Forståeligt nok har Jeb Bush anstrengt sig for at profilere sig som en politiker, der lægger sig tættere op af faderens politiske kurs end storebroderens. På en række områder har Jeb valgt den midtsøgende vej. Men det giver nu store panderynker hos dem, der spår og håber på hans kandidatur.

Det netop afholdte primærvalg i Virginias 7. valgdistrikt har nemlig vist, hvor galt det kan gå. Chorkerende for alle måtte den erfarne republikanske politiker og House Majority Leader Eric Cantor se sig slået af den ukendte Tea-Party kandidat Dave Brat. Dette scenarie har mildest talt givet anledning til foruroligende vibrationer i Bush-lejren. Store dele af årsagen til Cantors nedtur er selvfølgelig centreret omkring én af de største hovedpiner, som deler vandene mellem de moderate konservative og de ultrakonservative: Stridsspørgsmålet om immigration. Både Cantor og Bush er nemlig tilhængere af en mere lempelig immigrationsreform, end hvad der falder i Tea-Party-græsrodsbevægelsens smag. Og denne holdning har endnu engang vist sig at være en sprængfarlig bombe.

Emnet immigrationspolitik er særdeles vigtigt i de republikanske primærvalg. Politikernes holdninger vedrørende immigrationsstramninger bliver genstand for, hvordan de republikanske vælgere vurderer kandidaternes overordnede ideologi på den konservative skala. Hvis en republikansk politiker er tilbøjelig til at føre moderat immigrationspolitik, viser undersøgelser, at det oftest straffes hårdt af vælgerne. Eric Cantors valgnederlag er et eksempel på dette. Og denne episode kan derfor også give en god indikation af én af Jeb Bush’s alvorlige svagheder. Bush har dog prøvet at dække sig ind ved allerede at have modificeret sin holdning fra at være en fortaler af statsborgerskab til de ca. 11. millioner ulovlige immigranter, der officielt befinder sig i USA, til at tale om en såkaldt ”opholdstilladelse” i stedet. Om denne kursændring stiller de stærke værdipolitikere tilfreds, er dog tvivlende.

Men hvis republikanerne skal gøre sig forhåbninger om at vinde det næste præsidentvalg, bliver de nødt til at føre en mere imødekommende immigrationspolitik end tidligere set. Og det betyder, at en form for kompromis i skal findes i partiet. Dette bliver en streng kamp, men også en kamp der bliver nødt til at udspille sig inden efteråret 2016. Ellers vil demokraterne igen høste alle de afgørende latinamerikanske stemmer.

Alt i alt ser det ikke helt let ud for Jeb Bush. Bush-klanens navn er kontroversielt. Alligevel lykkedes det hans farfar, far og bror at vinde massernes stemmer. Og med en god portion konservativ entusiasme kombineret med dristige midtsøgende løsninger, ser det måske ikke så tosset ud endda. For hvis han kan samle fløjene i Det Republikanske Parti er han muligvis den bedste kandidat til at modsvare det andet store slægtsnavn i nutidig amerikansk politik: Clinton. Men vi må stadigvæk væbne os med en god portion tålmodighed. Jeb har endnu ikke meldt sit kandidatur.