Jay Nixon – et ægte barn af Midtvesten

Jerimiah “Jay” W. Nixon er på blot ét år gået fra at være Demokraternes oplagte bud på en vicepræsident, til at være en guvernør selv partifæller kritiserer for arbejdet i Ferguson.

“Jeg har styret gennem det meste af mit liv efter en række principper, jeg lærte som barn i spejdertruppe 559 i De Soto: Gør din pligt for Gud og fædreland; hjælp altid andre, når du kan, og efterlad verden et bedre sted end hvad den var, da du kom.”

“Jeg har efterlevet disse principper som spejder, ægtemand, far, som Missouris senator, statens rigsadvokat – og nu også som guvernør.”

Da Jay Nixon i januar gav sin State of the State-tale i Jefferson City, var det vigtigt for ham at vise Missouri, at staten har et stærkt lederskab med ham ved roret. En stærk stemme. En stemme, der har været der for Missouri, siden han blev født i The City of Pride, De Soto, den 13. februar 1956.

Ud over at hente sine grundprincipper fra drengenes spejderkorps, bar Jay Nixons opvækst også præg af, at han havde forældre med værdierne i orden. Betty Nixon var skolelærer og formand for den lokale skolebestyrelse, Jerry Nixon fungerede som De Sotos borgmester såvel som den lokale retsdommer.

Med begge forældre i offentlige hverv lærte Jay Nixon i en meget ung alder, at tro og familie kommer først, stærkt forfulgt af ansvaret over for det fællesskab alle amerikanere bidrager til.

En konservativ demokrat
At forældrene har givet ham en konservativ opdragelse, har også haft indflydelse på, hvor han har placeret sig politisk. Jay Nixon er demokrat, men en konservativ en af slagsen, og dermed favner han bredt i en svingstat som Missouri.

Siden han tiltrådte embedet som Missouris 55. guvernør i 2008, har Jay Nixons fokus især været på at få vendt statens skrantende økonomi, og ved at lægge en skarp kurs for Show Me-staten er det også lykkedes ham. Gennem hans anden periode som guvernør har Nixon fastholdt den finanspolitiske linje, samtidig med han har gjort staten til et sted, familier har lyst til at slå sig ned og leve.

Det har han blandt andet gjort ved omfattende investeringer i uddannelsesområdet, fokus på jobskabelse, styrkelse af sundhedssystemet “Medicaid” (der ligger i direkte linje med præsident Obamas politiske reform) og samtidig afbureaukratisere staten, så flest mulige midler går til dem, der har brug for det, og ikke unødigt papirarbejde.

Det virker jo alt sammen meget godt – og Jay Nixon har da også ligget lunt i svinget, når der er blevet foretaget tilfredshedsundersøgelser blandt vælgerne. Det er ikke mærkeligt. Guvernøren er en karismatisk mand. Muligvis som politikere er flest, men Jay Nixon forstår samtidig også at være direkte.

For er der noget Jay Nixon kan finde ud af, så er det at bruge det mundtøj, hans Gud og fædreland har udstyret ham med. Han havde også rig mulighed for at smøre det, da han fra 1992 til 2008 tjente som statens rigsadvokat.

Men hvad nytter gode taleevner, hvis man ikke er det rette sted på det rette tidspunkt?

“Hvor er guvernør Nixon?”
“Arven fra Ferguson bliver bestemt ud fra, hvad vi gør for at fremme håb og hele de sår, staten pådrog sig; hvilke ændringer vi implementerer for at styrke vores fællesskab,” sagde Nixon i sin State of the State-tale.

“Men der er nogen, som føler behov for at vælge side: Dem eller os. Teenagere eller politibetjente. Sort. Eller hvid. Sandheden er, at vi alle er sammen om det her, og den eneste måde at sikre ægte forandring på den lange bene er ved at stå sammen.”

Nixons mest heftige politiske uvejr ramte ham den 9. august 2014. I St. Louis-forstaden Ferguson blev den sorte teenager Michael Brown skudt og dræbt på åben gade af en hvid politibetjent.

Bang, og Nixons politiske liv var ændret med et knipseslag.

På en uge gik Jay Nixon fra at være et af de varmeste emner i medierne som Hillary Clintons “running mate” ved præsidentvalget i 2016 (han blev sågar selv nævnt som mulig præsidentkandidat), til at være en presset mand med en sag, han ikke fik under kontrol fra begyndelsen.

For han undervurderede fuldstændig hændelsens omfang. Guvernøren var taget til country koncert 350 kilometer væk fra orkanens øje, og i dagene efter skyderiet forholdt han sig tavs. De sociale medier flød over over med vrede kommentarer; hashtagget #WhereisNixon trendede på Twitter, alt imens kritikken fra den republikanske fløj haglede ned over guvernøren.

Også kritiske røster fra hans eget parti blandede sig i koret:

“Nixon er ikke ved ground zero, og alene af den grund er han en kujon,” sagde statens demokratiske afro-amerikanske senator, Maria Chappelle-Nadal, til TV-stationen MSNBC, mens optøjerne var på sit højeste i Ferguson.

Midtvestens sprog
Den brutale kritik bundede dog ikke kun i Ferguson-sagen, men udspringer af de større udfordringer Nixon har haft med den afro-amerikanske del af befolkningen gennem hele hans politiske karriere.

For de principper, spejdertruppen lærte ham, og de værdier hans forældre så nøje gav ham med videre i livet, er de hvides værdier, mener flere politikere, som kender Nixon.

“Som det er gældende for enhver anden politiker, er den tidlige indlæring noget, der er med til at forme en guvernørs syn på verden,” fortalte den tidligere demokratiske senator, Jeff Smith, til The Washington Examiner.

Så da det i januar var tid til at status over det forgangne år i hans State of the State-tale, stod det også klart, at Nixon udemærket vidste, at han havde noget at gøre op for. Men værdierne og hans opvækst stod han ved.

“Enhver fra Missouri fortjener en guvernør og en ledelse, der er deres tillid værdig. Det er, hvad der er forventet af os. Det skal vi kræve af os selv – af hinanden,” sagde han.

“Det tager mig tilbage til de værdier, jeg lærte som spejder: Gør din pligt for Gud og fædreland; hjælp andre, når du kan, så du kan efterlade verden et bedre sted end det var, da du kom.”

Om Nixon kan leve op til sine ord og de gamle spejderprincipper, har han endnu et år til at bevise, inden der igen er guvernørvalg i Missouri. En ting er i hvert fald sikkert. Før der igen kan blive tale om avancement i det politiske landskab – måske endda til Washington D.C. – skal Jay Nixon igen finde stemmen, der kan tale Midtvestens sprog. Sproget, hvor sort og hvid kan mødes i fred, sproget, der – ifølge Nixon selv – samler “hjertet af Amerika”.

“Vores tid på jorden er kort,” sagde han. “Lad os få det meste ud af den. Thank you and God bless.”