Italesættelsen af Obamas eftermæle er i fuld gang

Præsident Obamas tid i Det Hvide Hus lakker mod enden, og kampen om, hvem der skal afløse ham er i fuld gang. Selv holder Obama lav profil til det demokratiske primærvalg er overstået og koncentrerer sig i stedet om italesættelsen af sit eftermæle. En øvelse, han allerede er i fuld gang med.

Mens primærvalgkampen raser, er præsident Barack Obama selv i gang med at forberede sig på vagtskifte i Det Hvide Hus om lidt under et år. Som taler har Obama altid haft et udtalt blik for det historiske ved både det amerikanske præsidentembede generelt og hans egen historiske rolle som USA’s første farvede præsident. Der går sjældent en tale, hvor han ikke direkte beskriver den talesituation han er i, og hvilken betydning den har for embedet. Det gælder både State of the Union, statsmandstaler i udlandet samt diverse krisetaler og valgkampstalerne fra både 2008 og 2012.

Bevidstheden om den forestående afslutning på hans embedsperiode har da også for længst indfundet sig i flere af Obamas større offentlige taler, som f.eks. hans sidste State of the Union tale, en tale ved en amerikansk moske og et besøg i statskongressen i hjemstaten Illinois, alle givet i de første måneder af i år. Talerne indeholdt ikke kun en oversigt over Obamas successer men også hans og præsidentembedets rolle i nogle af USA’s nuværende politiske problemer.

Spørgsmålet er dog om det er for tidligt for Obama at bringe konklusioner om sit præsidentperiode på banen. F.eks. har spørgsmålet om en ny højesteretsdommer gjort hans stemme politisk relevant igen. Men selvom udvælgelsen af en ny højesteretsdommer, og tiltag som endnu et forsøg på at lukke Guantanamo-basen, er med til at gøre Obama relevant i samfundsdebatten i 2016, så kan disse politiske sager dog også ende med at være blot endnu to eksempler på nogle af Obamas selverkendte mislykkede projekter som præsident.

Den fejlbarlige præsident
I 2010 udkom præsident George W. Bush med bogen ”Decision Points” der i stor stil forsvarede præsidentens beslutninger, også de stærkt kontroversielle af slagsen. Selvom det er svært ikke at se Obama skrive en lignende fortælling om sit embede i løbet af de næste par år, så kan man alligevel forvente en mere nuanceret tilgang til de otte år i magtens centrum. Det kan det dels baseret på Obamas første biografi, der rummer en udtalt udfordring af personlig skråsikkerhed, og dels set ud fra Obamas præsidentielle taler, der ofte har kredset om embedets begrænsninger. Her har Obama ikke været bleg for at erkende manglende råderum som verdens mægtigste politiker.
På det seneste har det handlet om den politiske splittelse, som kun er øget under hans embedsperiode. I en tale foran statskongressen i Illinois beskrev Obama hans tid i dette statskammer på en måde der kan minde om den nostalgiske beskrivelse af Washington DC før i tiden, hvor partiskellene primært blev fremhævet af politikerne foran medierne, mens der blev drukket whisky på tværs af partifarver, når først kameraerne blev slukket:
“But away from the glare of TV, or the tweets, or the GIFs of today’s media, what we discovered was that despite our surface differences — Democrats and Republicans, downstate hog farmers, inner-city African Americans, suburban businesspeople, Latinos from Pilsen or Little Village — despite those differences, we actually had a lot in common. We cared about our communities. We cared about our families. We cared about America.” (Illinois, 2016)

I modsætning til dette står debattone i den igangværende valgkamp, som Obama også henviser til i talen for at fremhæve problemet med at tilskrive sine modstandere de værst tænkelige motiver:
“And we didn’t call each other idiots or fascists who were trying to destroy America. Because then we’d have to explain why we were playing poker or having a drink with an idiot or a fascist who was trying to destroy America.” (Illinois, 2016)

Det er bl.a. selve debattonen, som ofte har optaget Obama, og som sætter hans retorik i stærk opposition til f.eks. Donald Trumps nuværende succes med brugen af en splittende og nedlandende retorik. Det er ekstreme stemmer som Trumps, som Obama er begyndt at tale tydeligere imod i sine seneste præsidentielle taler, hvor Obama advarer imod at lade dem vinde tv-tid, blot fordi de er underholdende:
“Our public life withers when only the most extreme voices get all the attention. And most of all, democracy breaks down when the average person feels their voice doesn’t matter; that the system is rigged in favor of the rich or the powerful or some special interest.
Too many Americans feel that way right now. It’s one of the few regrets of my presidency — that the rancor and suspicion between the parties has gotten worse instead of better. I have no doubt a president with the gifts of Lincoln or Roosevelt might have better bridged the divide, and I guarantee I’ll keep trying to be better so long as I hold this office.” (State of the Union, 2016)

Her påtager Obama sig en klar del af skylden for det politiske problem ved polarisering, og han sætter sit præsidentielle eftermæle i perspektiv ved at fremhæve nogle af de største navne indenfor præsidentrækken. Præsidenter der netop er kendt for at have håndteret større kriser på effektiv maner og ved at samle store politiske koalitioner bag deres politik – noget Obama altså erkender at han langtfra har været i stand til. Obama var dog i samme tale hurtig til også at bede kongressen og befolkningen om at tage ansvar i denne udvikling for politisk skyttegravskrig. Men der er alligevel et fokus på egen skyld, som er ukarakteristisk for USA’s mægtigste politiker.
USA er blevet for opdelt, både i politik og medier, under Obama, erkender præsidenten selv. Folk taler ikke længere sammen, og hvad der er værre mange af kandidaterne til den føderale kongres frygter ikke længere modstanderne fra det andet parti, men i stedet fløjkandidaterne fra egne partier, der kan overbyde dem i deres ’parti-sikre’ valgdistrikter, hvilket skaber yderligere politisk polarisering.

Svaret på disse problemer ved det politiske system er Obama også i gang med at debattere i fra den præsidentielle talerstol, fra 2016 State of the Union talen og frem, hvor han argumenterer for en reform af det politiske system i USA, der på visse punkter vækker minder om Bernie Sanders kampagnebudskaber. Obama ser gerne tre konkrete systemiske ændringer, og så en retorisk ændring, som han har fremhævet gang på gang. Det første er færre penge i politik, og en ændring af højesterets beslutning angående Citizens United i 2010. Det andet er en mindre grad af gerrymandering af valgdistrikter, der kan få demokrater og republikanere til også lokalt at bekymre sig om hinanden som modstandere igen. Det tredje er at gøre det nemmere at stemme for amerikanerne, så de kan føle at netop deres stemme bliver hørt i det politiske system.

Derudover er der så tonen i debatten, som han flere gange har argumenteret for skal være mere velovervejet: “Rather than reward the most extreme voices, or the most divisive language, or who is best at launching schoolyard taunts, we should insist on a higher form of discourse in our common life, one based on empathy and respect, — which does not mean you abandon principle. It doesn’t mean you’re not tough.” (Illinois, 2016)

På trods af Trumps succes med konfronterende og udstillende retorik, ser det ud til at Obama vil fortsætte sit sidste år med at argumentere for det stik modsatte som redningen af det amerikanske demokrati. En retorik der argumenterer for samarbejde og som ikke mindst giver plads til alle stemmer i det brogede amerikanske landskab.

Et billede på USA’s befolkning i det 21. århundrede
Med talen ved moskeen i Baltimore den 3. februar 2016 har Obama fortsat sit fokus på et emne, der har fået tiltagende mere plads i hans præsidentielle taler siden midtvejsvalget 2014. Særligt sidste år blev flere jubilæer for borgerrettighedsbevægelsen markeret med stærke taler af Obama, hvor han i større grad end tidligere har erkendt sit tilhørsforhold til den afroamerikanske samfundsgruppe. I takt med at Obama frigøres politisk er han begyndt at tale mere frit om, og for, de forskellige minoriteter i USA, for derved at give dem mere plads i offentligheden. Dette gælder bl.a. amerikanske muslimer, som har været under hård beskydning af Trump i valgkampen. Obama vælger endnu engang at indtage den modsatte position på emnet, når han skal tale om amerikanske muslimer. Fremfor at fremmedgøre gruppen, amerikanisere Obama dem:
“This mosque, like so many in our country, is an all-American story. You’ve been part of this city for nearly half a century. You serve thousands of families — some who’ve lived here for decades as well as immigrants from many countries who’ve worked to become proud American citizens. Now, a lot of Americans have never visited a mosque. To the folks watching this today who haven’t — think of your own church, or synagogue, or temple, and a mosque like this will be very familiar.” (Baltimore, 2016)

Selvom fokus er øget, så er dette er en klassisk strategi for Obama i beskrivelsen af minoriteter i USA. Obama vil menneskeliggøre muslimer i amerikanernes øjne ved at vise, at muslimske amerikanere er amerikanere og ikke kun deres minoritetsstatus. For at illustrere denne flersidede tilgang til etnisk og religiøs identitet har Obama ofte brugt sig selv på humoristisk vis for at understrege pointen, som f.eks. overbevisningen blandt en del amerikanere om at han er muslim:
“Now, we have to acknowledge that there have been times where we have fallen short of our ideals. By the way, Thomas Jefferson’s opponents tried to stir things up by suggesting he was a Muslim — so I was not the first — No, it’s true, it’s true. Look it up. I’m in good company.” (Baltimore, 2016)
Samme identitetsforvirring fremhæves i talen fra statskongressen i Illinois, dog med en lidt anden etnicitet involveret:
”So a senior colleague put the vote on hold to ask, “Could you correctly pronounce your name for me? I’m having a little trouble with it.” “Obama,” I said. “Is that Irish?” he asked. And being in my early 30s at the time, I was a little cocky — I said, “It will be when I run countywide.” ” (Illinois, 2016)

Disse historier fungerer ikke kun som sjove anekdoter for at blødgøre et ømtåleligt emne. Det er også en kerne i Obamas præsidentielle retorik, der handler om forholdet til personlig og national identitet, hvor Obama som person selv har kæmpet med at forlig forskellige identiteter, fremfor at have en enkelt klar identitet, i parallel til USA i det 21. århundrede:
“I want to speak directly to the young people who may be listening. In our lives, we all have many identities. We are sons and daughters, and brothers and sisters. We’re classmates; Cub Scout troop members. We’re followers of our faith. We’re citizens of our country. And today, there are voices in this world, particularly over the Internet, who are constantly claiming that you have to choose between your identities — as a Muslim, for example, or an American. Do not believe them. If you’re ever wondering whether you fit in here, let me say it as clearly as I can, as President of the United States: You fit in here — right here. You’re right where you belong. You’re part of America, too. You’re not Muslim or American. You’re Muslim and American.” (Baltimore, 2016)

Obamas retoriske svar til de der vil udstille og fremmedgøre minoriteter i USA er typisk at inddrage disse minoriteter i USA’s historie på tydeligere vis end tidligere præsidenter har gjort for at vise at kritikken ikke er holdbar, idet minoriteterne er en del af USA, ikke separat fra nationens identitet. I talen ved moskeen er dette også tilfældet:
“Here’s another fact: Islam has always been part of America. Starting in colonial times, many of the slaves brought here from Africa were Muslim. And even in their bondage, some kept their faith alive. A few even won their freedom and became known to many Americans. And when enshrining the freedom of religion in our Constitution and our Bill of Rights, our Founders meant what they said when they said it applied to all religions… Generations of Muslim Americans helped to build our nation. They were part of the flow of immigrants who became farmers and merchants. They built America’s first mosque, surprisingly enough, in North Dakota. America’s oldest surviving mosque is in Iowa. The first Islamic center in New York City was built in the 1890s. Muslim Americans worked on Henry Ford’s assembly line, cranking out cars. A Muslim American designed the skyscrapers of Chicago.” (Baltimore, 2016)

Progressiv politik som modsætning til den konservative bølge
Obamas fokus på minoriteters rettigheder har været en del af en større nybølge af progressiv politik i USA, der har fundet sted under hans embede, hvor bl.a. retten til ægteskab for homoseksuelle er blevet vedtaget ved højesteret, dog stadig med højlydte protester fra højrefløjen af det republikanske parti. Obama har både fulgt og understøttet denne progressive udvikling. I tiltagende grad har han benyttet det som et klart alternativ til højrefløjen i amerikansk politik, hvor det nu er sat på spidsen med diskussionen af den niende højesteretsdommer betydning for USA.
I sine taler har Obama f.eks. fortsat med at tale om at USA bliver nødt til at erkende at forandring og ikke fortiden må være styrende for USA’s udvikling, og at det kræver at der skal ses positivt på fremtidens udfordringer, fremfor at se tilbage mod tidligere tiders storhed for at finde løsninger. Dette er i kontrast til særligt de republikanske kandidater som bl.a. kappes om at være de mest forfatningstro politikere.
“America has been through big changes before — wars and depression, the influx of new immigrants, workers fighting for a fair deal, movements to expand civil rights. Each time, there have been those who told us to fear the future; who claimed we could slam the brakes on change; who promised to restore past glory if we just got some group or idea that was threatening America under control. And each time, we overcame those fears. We did not, in the words of Lincoln, adhere to the “dogmas of the quiet past.” Instead we thought anew, and acted anew. We made change work for us, always extending America’s promise outward, to the next frontier, to more people. And because we did — because we saw opportunity where others saw only peril — we emerged stronger and better than before.” (SOTU, 2016)

Behovet for at tænke nyt vil altid være tilstede i USA, selv når disse landvindinger også har tvivlsomme resultatet, som Obama f.eks. beskrev det i sin State of the Union tale omkring udvikling af kommunikationsteknologi:
“We live in a time of extraordinary change — change that’s reshaping the way we live, the way we work, our planet, our place in the world… It promises education for girls in the most remote villages, but also connects terrorists plotting an ocean away. It’s change that can broaden opportunity, or widen inequality. And whether we like it or not, the pace of this change will only accelerate.” (SOTU, 2016)

Det at Obama i samme sætning nævner en lille pige og internationale terroristnetværk viser, hvordan han ofte tegner et noget mere komplekst verdensbillede end sin forgænger. Potentialet for en bedre verden og truslen for en mørkere en af slagsen kan ikke altid adskilles. Udfordringerne for det 21. århundredes USA gemmes ikke væk, men beskrives som en skyggeside af de fordele USA, og verden generelt, drager af samfundsudviklingen.

I denne beskrivelse af en vedværende og nødvendig kamp for progressiv politik i USA bringer Obama også afslutningen af sit embede på banen, idet han ikke mener, at hans deltagelse i denne kamp vil slutte sammen med hans præsidentembede. Obama vil i stedet træde ind i en ligeså vigtig rolle efterfølgende, som medborger, hvor han på samme måde som alle andre amerikanere skal fortsætte med at støtte op om behovet for forandring.
“The reason this is important to me is, next year I’ll still hold the most important title of all, and that’s the title of citizen. And as an American citizen, I understand that our progress is not inevitable — our progress has never been inevitable. It must be fought for, and won by all of us, with the kind of patriotism that our fellow Illinoisan, Adlai Stevenson, once described not as a “short, frenzied outburst of emotion, but the tranquil and steady dedication of a lifetime.” It requires citizenship and a sense that we are one.” (Illinois, 2016)

Et polariserende eftermæle
Obama har aldrig stået tilbage for at diskutere kompleksiteten af politik i det 21. århundrede og de dilemmaer der følger med jobbet som USA’s præsident. Fremfor at fremsætte verden i nemt forståelige modsætningsforhold har han ofte fremhævet det selvmodsigende i de valg der skal træffes i Det Hvide Hus og konsekvenserne af disse. Han er via sin person og sin retorik på mange måder blevet et billede på USA’s dilemmaer, og på den måde er han trådt ind i rækken af andre præsidenter der har været tegnet af samtiden, men også har været i stand til at tegne den tid de regerede i.

Selvom medierne allerede nu fokuserer mere på Trump, Clinton og Sanders, og selvom Obama er begyndt at krydse sine spor i sine taler og samle op på de større emner af sin embedsperiode, så kan det sidste år af hans embede dog stadig vise sig at være lige så politisk konfronterende som store dele af hans tid som præsident endte med at blive. Hans retorik står i skarp kontrast til særligt Donald Trump på adskillige emner og derved også i forhold til de vælgere og politikere der måtte vælge at støtte op om et Trump-kandidatur. Den polariserende rolle var ikke en arv Obama havde lovet eller ønsket, men det er én han er begyndt at acceptere, og tale om, mere og mere.