Island har netop overtaget det Arktiske Råds formandskab fra Finland og deres program gør det meget klart at de forsætter hvor de andre slap, med et stærkt fokus på bæredygtig udvikling og vigtigheden ved at udvide det tætte samarbejde mellem de arktiske nationer og folkene i regionen. På samme tid er Island i gang med en svær balanceøvelse mellem stormagterne Kina og USA, med Kina som en stor investor og handelspartner, og USA som en essentiel militær allieret. Det er ikke umuligt de snart er nødt til at vælge imellem dem.
Arktis Råd skal nu ledes af Island indtil 2021 og de har valgt at sætte fokus på en af Rådets kernemandater –afbødningen af klimaændringernes effekt på den arktiske region. De understreger at der skal findes en balance mellem de tre grundpiller i Arktis – økonomisk vækst, social integration, og beskyttelse af miljøet. Med bæredygtig udvikling som et overordnet tema, fremhæver Island fire prioriteter: ”Det arktiske marinemiljø, klima og grøn energi løsninger, de arktiske folk og fællesskaber, og et stærkere Arktisk Råd.” Dette betyder mere eller minder at man vil kigge på innovative metoder for at sikre at marinebestanden kan vedligeholdes og støtte den økonomiske vækst i området, og i denne sammenhæng også fokusere på at gøre shipping i området mindre miljøskadeligt. Man vil forsætte med at overvåge klimaændringernes påvirken og forsøge at finde praktiske løsninger til grøn energi. Fokus vil også være på at styrke nationernes samarbejde i Rådet, og bringe økonomisk vækst og bedre kritisk infrastruktur til regionens ca. 4 millioner indbyggere. Særligt det med klima kan blive en svær nød at knække når man tager USA’s handlinger ved Finlands formandskabsslut i mente. USA nægtede at være med på en erklæring der nævnte klimaændringer som et problem. Derudover kan det være svært, hvis ikke umuligt, at finde en lokal løsning på et globalt problem.
Sidst, men bestemt ikke mindst, gør Island det klart at de vil arbejde hårdt for at den militære udvikling i området holdes til et minimum. Island er dog med i NATO, og derudover afhængig af gruppens beskyttelse da de ikke selv har noget militær. De seneste års udviklinger med Rusland selvhævdende handlinger på i og udenfor Arktis og Kinas aggressive investeringsforsøg vil uden tvivl også gøre dette sidste punkt svært at holde for Island.
Nogle eksperter, heriblandt Marc Lanteigne ved Tromsø Universitet i Norge, påpeger at Island inden for de næste par år vil stå over for valget mellem at følges med USA eller Kina. Island har en speciel politisk og økonomisk situation, da de har stærke bånd til begge nationer. Med USA og NATO har de et stærkt militært samarbejde, og på den anden side meget handel med Kina. Indtil videre har de kunnet profitere meget fra disse bånd med stormagterne. Senest har de kommet under pres fra USA om ikke at skulle deltage i Kina’s kontroversielle investerings- og infrastrukturs projekt, Belt and Road Initiative, der har investeret i transport, veje, og havne i en række af lande. Projektet ses af mange som et forsøg fra Kina om at få større geopolitisk indflydelse i regionerne.
At Island betyder noget for USA blev understreget i september, kun kort tid efter at Præsident Trump valgte ikke at besøge Rigsfællesskabet, med et officielt besøg af Vicepræsident Mike Pence. Besøget havde han forinden bekendtgjort skulle ”fremhæve Islands strategiske vigtighed i Arktis, NATO’s indsats i at modvirke russisk aggression i regionen, samt mulighederne for at udvide gensidige handel og investering.” På bordet var også diskussioner om Kina og Ruslands aktiviteter i den arktiske region, samt en melding om at Island ikke skulle holde sig fra 5G service teknologi fra den kinesiske telekomsgigant, Huawei.
På samme tid er presset fra Kina steget på en række punkter, hvor det bl.a. ligger i kortene at man ikke skal udtale sig om konflikter hvor Kina er med, såsom i det Sydkinesiske Hav eller Hong Kong. Lanteigne påpeger at samme taktik kan ses i andre lande som Kina har investeret meget i, såsom New Zealand. For Kina har Island en meget vigtig position som en potentiel havn hvis de vælger at udvide deres aktiviteter og handel i Arktis.
Island har som sådan ikke noget militær selv. De har en delvist militær kystvagt men ingen generelle militære styrker. Fra 1951-2006 var der amerikansk militær på øen, baseret på Keflavik Naval Air Station, men efter at de trak sig væk begyndte Rusland at vise mere aktiv militær aktivitet i regionen, særligt med bombefly. I respons har NATO taget over og har siden 2008 haft et roterende kontingent af jægerfly på øen, for øvrigt i samarbejde med Finland og Sverige der ikke er NATO-medlemmer men en del af forsvarssamarbejdet NORDEFCO. Nu 13 år efter er amerikanerne på vej tilbage til Island. En temporær kommandopost er blevet etableret på øen, som led i en ekspeditionsmission med den amerikanske flåde’s 2nd Fleet i Arktis. En 2020 budgetrapport fra Department of Defense viser derudover at USA har planer om at investere mere end $57 millioner USD (ca. 385 millioner DKK) på opgraderinger til Keflavik Naval Air Base. Basen anses af det amerikanske militær som en ”forward location” for deres B-2 stealth bombefly, og udover at kunne modtage disse vil militæret også sørge for at basen skal kunne modtage op til to kampflysgrupper (36-48 kampfly) på hvilket som helst tidspunkt. Selvom den militære tilstedeværelse er kontroversiel i Island, stemte deres parlament på at skære deres ulandsbistand fra 600 millioner ISK til 300 millioner, og bruge resten på at vedligeholde NATO faciliteter på øen.
At den nye formandsnation for nok at se til er nok lidt af en underdrivelse. Mellem de arktiske nationer er der spændinger og raslen med sablerne, mens udefrakommende nationer presser på for at opnå deres økonomiske og politiske ambitioner i regionen. Klima er i fokus men det er ikke sikkert alle vil spille med, så Island for nok at se til med deres mål om både at beskytte miljøet og styrke Rådets samarbejde. Endelig, så er USA igen interesseret militært i øen og både deres tilstedeværelse og Islands egne investeringer til NATO-faciliteter skaber intern splid og diskussion. De næste år vil uden tvivl bringe nogle besværlige sager til Island og Arktisk Råd og det er langtfra sikkert at en god løsning eller balance kan findes til dem alle.
