Ironien ved Obamas atomtopmøde

Præsident Obama havde inviteret mere end 50 stats- og regeringsledere til topmøde i Washington D.C. med det formål at diskutere atomvåben, og hvordan man undgår spredning af disse. Men mens lederne talte nedrustning og ikke-spredning, så står USA over for en omfattende modernisering af landets arsenal af atomvåben.

Når man taler atomvåben, nedrustning og USA’s rolle i dette, så kan man ikke komme uden om den tale som præsident Obama holdt i Prag tilbage i april 2009. Her lagde den nyudnævnte amerikanske præsident op til en kæmpe indsats fra amerikansk side for nedrustning og arbejde mod målet om ”a world without nuclear weapons.”

Her syv år senere har præsidenten ikke opnået, hvad mange støtter havde håbet i 2009 – ligesom man ser på mange andre områder. I diverse medier opsummeres præsidentens indsats som: ”Atomaftale med Iran: flot. Fjernelse af atomart materiale fra flere lande: flot, men mangelfuldt idet flere af de lande man er bange for ikke har skrevet under på sådanne aftaler.” Samtidig var der et stort problem ved topmødet i Washington D.C.: Rusland havde valgt ikke at møde op. Verdens anden store atomare supermagt valgte altså ikke at deltage i et topmøde, hvor nedrustning og ikke-spredning skulle diskuteres. Det må siges at være noget af en begrænsning.

På den anden side er det påfaldende, at præsident Obama har lagt op til massive besparelse på amerikanske programmer, som har arbejdet med ikke-spredning af atomvåben og kontrol med eksisterende, imens han har lagt op til et moderniseringsprogram af USA’s arsenal af atomvåben til en værdi af $1 billion over de næste 30 år.
Det er altså lidt ironisk, når den amerikanske præsident står og taler atomar nedrustning.

Topmødet i Washington D.C.
Topmødet var det fjerde af sin art, et koncept som præsident Obama begyndte i 2009. Initiativet viser det fokus som den nyvalgte præsident havde på spørgsmålet, men den betydning som møderne har fået viser også, at meget af dampen er gået ud af indsatsen fra amerikansk side.

Alligevel blev der brugt tid ved topmødet på at tale om, hvad der var opnået gennem de senere år. Da Obama blev præsident var der 35 lande, som havde farligt atomart materiale, og det tal er nu nede på 24 – en flot bedrift. Men problemet med indsatsen er at flere lande, som man er nervøse for, stadig har sådan materiale. Det er lande som Nordkorea og Pakistan, som stadig har sådan materiale og faktisk er i gang med at producere større mængder end hidtil (Husk dog stadig at man opnåede en aftale med Iran om en markant begrænsning af landets atomprogram).

Det er netop atomaftalen med Iran, som mange henviser til som en årsag til at præsident Obama ikke har nået mere på området. Den politiske kapital som præsidenten måtte bruge på at få en aftale i hus, var simpelthen nok til at umuliggøre yderligere fremskridt. Det er i hvert fald teorien.

Men det helt store emne som blev diskuteret ved topmødet var ikke så meget truslen fra atomvåben i hænderne på nationalstater. I stedet var det truslen fra atomvåben i hænderne på organisationer som Islamisk Stat, som fik meget opmærksomhed.
Resultatet blev aftaler om tættere samarbejde for at undgå spredning af atomart materiale til sådanne ikke-statslige aktører. Men det store problem med manglende russisk deltagelse ved topmødet, lægger stadig en dæmper på begejstringen.

Moderniseringen af atomvåben
Hans store ambitioner om nedrustning og øget samarbejde om ikke-spredning af atomart materiale er altså ikke ledt til de helt store resultater. Noget andet der skader billedet af præsident Obamas bedrifter på dette område, er den forestående modernisering af USA’s arsenal af atomvåben, som Obama har lagt grunden til.

Planen er, at man over de næste 30 år skal modernisere og opgradere USA’s kapaciteter – grundlaget for USA’s evne til at afskrække især statslige modstandere fra anvendelse af atomvåben.
Denne proces kommer til at inkludere alle tre ben i USA’s afskrækkelseskapacitet: missilsystemer, ubåde og bombefly.

En af opgaverne er at opgradere de interkontinentale missiler, som udgør rygraden i arsenalet. Derudover er man i gang med at bygge en ny klasse af ubåde, som kan have 16 missiler ombord, hver bevæbnet med 8 sprænghoveder.

Dermed vil hver ubåd være bevæbnet med omkring 1.500 atomsprænghoveder.
Sidste ben som skal opdateres er udviklingen og bygningen af nye strategiske bombefly, som afløsere for den efterhånden aldrende B-2 Stealth bombemaskine. Ordren på udviklingen og bygningen af dette bombefly (forløbigt navngivet B-21) er for nyligt blevet tildelt til firmaet Northrop Grumman – en ordre som kun overgås af kæmpekontrakten på udviklingen og bygningen af F-35 Joint Strike Fighter.

Den samlede pris for denne opgradering anslås til at være cirka $1 billion fordelt over 30 år. Samtidig har præsidenten lagt op til at skære amerikanske programmer, som var skabt med det formål at standse spredning af atomart materiale. Faktisk bliver nogle programmer skåret med to tredjedele.

Det er altså ironisk, når den amerikanske præsident taler om nedrustning og et øget internationalt samarbejde om ikke-spredning af atomart materiale. Det sker nemlig imens USA lader til at, måske ikke gå i modsat retning, så ikke rykke sig voldsomt i positiv retning.
Der er altså lang vej til den atomfri verden, som Obama talte om i sin tale i Prag i 2009.