Intet nyt på våbenfronten

Hen over sommeren har der været flere skudepisoder rundt om i USA, heriblandt biografskyderiet i Louisiana. Men selv om præsident Obama fortsat advokerer for en skærpelse af våbenlovgivningen, er der ikke meget der taler for, at det sker.

Efter flere masseskyderier i løbet af sommeren blussede våbendebatten igen op i USA. Et af de mest opsigtvækkende skyderier fandt sted i Charleston i delstaten South Carolina, hvor ni personer blev skudt og dræbt foran en kirke. Et af de andre skyderier skete i Lafayette i Louisiana, hvor to personer led samme skæbne i en biograf. Skyderierne genstartede endnu engang debatten om våben i USA, men det var en meget kort debat, der til forveksling lyder som noget, man har hørt før.

Et velkendt argument fra våbenmodstanderne er antallet af dødsfald, hvor skydevåben er indblandet. Det stiger år for år og er tæt ved at overstige antallet af trafikdræbte. Lige nu ligger begge tal på omkring 34.000 om året ifølge de nyeste tal fra Center for Disease Control and Prevention. Til det lyder svaret fra våbentilhængerne, at der ikke er nogen, som vil forbyde folk at eje biler.

Et andet fast element i diskussionen kommer fra republikanerne. Deres løsning er at slække på våbenlovgivningen. Flere af de republikanske præsidentkandidater har udtalt, at det er de våbenfri zoner, der er problemet. Argument lyder, at hvis pistoler var tilladt i biografen, så havde andre biografgængere også været bevæbnede og kunne have skudt gerningsmanden ved episoden i Lafayette.

Den tankegang bliver udfordret af stemmer i debatten, som opfordrer til en mere realistisk og lavpraktisk tilgangsvinkel. Våbenmodstanderne ved godt, at de ikke får særligt mange til at lytte, hvis de proklamerer, at alle våben skal forbydes. De taler derfor mere om ”sund fornuft” og appellerer til at gøre våben mindre tilgængelige.

Det er en offentlig debat, der stopper lige så hurtigt, som den er begyndt, og meningsdannere, medier og befolkningen finder andre emner at interessere sig for. Hvis man tror, sommerens skyderier har fået politikerne op at stolene, og at der er et nyt lovforslag på vej, så tager man fejl. Belært af tiden efter skoleskyderiet i Newtown anser politikerne det for at være en umulig opgave.

Massakren i Newtown
I 2012 kom våbenloven på Obamas prioritetsliste, da den 20-årige Adam Lanza skød og dræbte 20 børn og seks voksne, hvorefter han skød sig selv. Massakren udløste en national debat om muligheden for at indføre en strammere lovgivning. Alt tydede på, at tiden var inde til politiske ændringer, men det lykkedes ikke at skaffe nok stemmer i Senatet for et forslag om et udvidet baggrundstjek af våbenkøberne. Det var ellers et kompromisforslag, og ifølge meningsmålinger var der opbakning til forslaget i befolkningen.

At forslaget faldt til jorden, skyldes især den magtfulde våbenorganisation, National Rifle Association’s, lobbyarbejde. Organisationen spillede dengang på, at de skærpede baggrundstjek ville medføre et nationalt register over våbenkøberne, og registrering er noget, mange amerikanere ikke er vilde med. Desuden var der angiveligt politikere i Senatet, der stemte nej til forslaget i frygt for at miste NRA’s opbakning ved det næste valg. NRA har i det hele taget succes med at få blokeret for love, som strammer våbenlovgivningen det mindste. Godt nok findes der også organisationer, der arbejder for det modsatte, men NRA bruger ni gange så mange penge på at påvirke Kongressens medlemmer som våbenmodstanderne. Organisationen har brugt årtier på at blive en af de mest indflydelsesrige politiske kræfter i USA, og den har styr på, hvordan det politiske system skal håndtereres. Desuden arbejder organisationen for en dagsorden, som en stor del af befolkningen grundlæggende er enig i.

Retten til våben
Spørger man amerikanerne, så synes alle selvfølgelig, at skyderier og drab på uskyldige mennesker er forfærdeligt. Men samtidigt er det et helt almindeligt synspunkt, at våben er nødvendige for at kunne forsvare sig selv. Mange amerikanere ser det som en basal rettighed. Det stammer tilbage fra dannelsen af det amerikanske samfund, hvor de første nybyggere var afhængige af deres rifler for at kunne forsvare sig mod fjendtlige dyr og indianere. Det er stadig en del af mange amerikaneres selvforståelse, og USA’s forfatning beskytter endda retten til at eje et våben.

Efter skoleskyderiet i Newtown viste meningsmålinger, at 58 % af befolkningen ville have strammet lovgivningen. Den folkestemning er siden vendt, og nu vil kun 47 % have gjort loven strammere ifølge Gallup. Selv om der overordnet set er flest amerikanere, der bifalder retten til at eje våben, så er der visse geografiske og demografiske forskelle. Ifølge de nyeste tal fra Pew Research Centre holder hvide amerikanere i højere grad på deres ret til at bære våben i forhold til sorte og latinamerikanere. De, der bor på landet, og borgere i sydstaterne er langt gladere for våben end befolkningen i det nordøstlige USA. Amerikanerne er groft set delt op i to lejre. De kan blive enige om, at der er et problem, men de er uenige om, hvorvidt løsningen er færre eller flere våben. Det polariserede samfund viser sig også ved, at nogle stater strammer våbenlovgivningen, mens andre gør det modsatte.

Politisk stilstand
Obama har forsøgt at ændre på lovgivningen på nationalt niveau uden held, og han har ikke flere kort på hånden. Selv siger han, at han er ”meget realistisk omkring de politiske realiteter.” Med andre ord har han givet op. Obama har flere gange omtalt det som sin største ærgrelse, at han ikke har fået strammet våbenlovgivningen. En ambition som må forblive uforløst på grund af den politiske situation i Kongressen.

Obamas mulige efterfølger på posten, Hillary Clinton, har også bebudet, at hun vil arbejde for en skrappere våbenlovgivning. Dog er det tvivlsomt, om hun vil kunne få succes med det, hvis hun ender med at blive den næste præsident. Når 20 døde skolebørn i Newtown ikke kunne bane vejen for en mindre og måske endda symbolsk justering af den amerikanske våbenlovgivning, er der så noget, der kan?

Efter massakren i Newtown var der en massiv offentlig debat. Siden er debatten ikke kommet op på lige så høje nagler. Måske fordi amerikanerne har indset, at diskussionen ikke fører til politisk handling.