Intet emne er vigtigere end klima i 2015

Klima er det uden sammenligning vigtigste tema på den politiske dagsorden. For klimakrisen kradser og der skal findes løsninger på COP21 i Paris. Det er dog tvivlsomt, om det sker. Læs uddrag fra Peter Birch Sørensens forord fra ‘Klimakrisen’ her.

Af Peter Birch Sørensen, klimavismand

Denne bog om klimakrisen kommer på det rigtige tidspunkt, og titlen er velvalgt. “Krise” stammer fra det græske ord krisis, der betyder “adskillelse, afgørelse, dom”. Begrebet opstod i den antikke lægekunst som betegnelse for det afgørende vendepunkt i forløbet af en akut febersygdom.

Klimakrisen er øverst på dagsordenen i 2015. Med god grund. Når FN’s Klimakonference – COP21 – afholdes i Paris i december, er det med en klar ambition om at nå et vendepunkt. Klimaproblemet er en global udfordring – måske den største, som mennesket har skabt for sig selv. Vendepunktet i de globale udledninger af drivhusgasser skal nås hurtigt for at sikre, at klimaforandringerne ikke bliver så omfattende, at det skaber helt uoverskuelige risici og forringelser af livsvilkårene for fremtidige generationer.

Succeskriteriet for COP21 er ikke lagt fast, formentlig fordi man er bange for at sætte ambitionsniveauet for højt af frygt at ende med samme skuffelse som den, vi stod med efter COP15 i København i 2009. Men tidsfaktoren taler kraftigt imod at udskyde beslutninger om markante reduktioner i CO2 udledningerne. Effekterne af klimaforandringer tegner sig allerede tydeligt, og konsekvensen af at udskyde handling er veldokumenteret. Udskydes reduktionsindsatsen, skal den være mere omfattende senere hen, og tiltagene bliver dyrere. Det har været hovedbudskabet siden det såkaldte Stern Review i 2006. Lord Stern, der ledede arbejdet med rapporten, udtalte til The Guardian i 2013: ‘I got it wrong on climate change – it’s far, far worse’. Samtidigt understreger han dog de erhvervsøkonomiske muligheder i grønne investeringer.

(…)

Forhandlingerne om en effektiv international indsats mod klimaproblemet har været længe undervejs. For 25 år siden erkendte det internationale samfund, at de menneskeskabte klimapåvirkninger krævede en samlet, koordineret indsats. Det førte til Klimakonventionen, som blev vedtaget i Rio de Janeiro i 1992. Med 196 medlemmer står stort set alle lande bag konventionen. På trods af den brede opbakning er en troværdig global klimaaftale dog stadig kun på tegnebrættet. De globale udledninger stiger fortsat, og det råderum, der resterer for at undgå temperaturstigninger inden for to graders målsætningen, skrumper faretruende hurtigt.

Hvorfor er det så svært for landene at enes om en fælles løsning? Der er mindst fem vigtige årsager. For det første er der en stor fristelse for det enkelte land til ”at køre på frihjul” og lade de andre lande løse problemet. For det andet vil klimaforandringerne og klimaindsatsen påvirke verdens lande forskelligt. For det tredje er omkostningerne ved at nedbringe udledningerne meget forskellige på tværs af landene. For det fjerde har landene forskellig økonomisk ydeevne. Og for det femte er der forskelle i erkendelsen af klimaproblemets vigtighed og karakter på tværs af landene.

Fristelsen til ”frihjulskørsel” skyldes, at udledte drivhusgasser spredes jævnt ud i hele atmosfæren, så klimagevinsten ved en isoleret reduktion af det enkelte lands udledninger kommer primært andre lande til gode. Endvidere går der lang tid, før en reduktion i udledningerne slår mærkbart igennem på koncentrationen af drivhusgasser i atmosfæren og dermed på klimaet. Derfor kan det være svært at motivere det enkelte land til at foretage væsentlige reduktioner, hvis der ikke er sikkerhed for, at andre lande følger trop. Mange lande indtager derfor en ”vent-og-se” position i håb om, at andre lande vil gå forrest i klimaindsatsen.

(…)

De enkelte lande må være overbeviste om, at en klimaaftale er retfærdig, og at de andre yder et rimeligt bidrag i forhold til dem selv.

En aftale kan ikke tvinge de enkelte aktører, der jo er suveræne lande. Landene må derfor handle af egen kraft. Men selv om reduktionsindsatsen bygger på frivillighed, kan landene presse hinanden til mere ambitiøse reduktionsmål i klimaforhandlingerne. Derfor sætter en global klimaaftale rammerne. Og jo stærkere den bliver, og jo flere lande der er med, jo bedre chancer er der for, at en aftale kan udmønte sig i tilstrækkelig handling.

Størstedelen af de historisk akkumulerede drivhusgasser er udledt af de rige vestlige lande. Men dette billede er under hurtig forandring, og i dag kommer størstedelen af udledningerne fra udviklingslandene, især vækstøkonomierne i mellemindkomstgruppen. Uden mærkbare reduktionstiltag i disse lande kan klimaet ikke stabiliseres.

Udviklingen i verdens tre store økonomiske blokke afspejler de forskydninger, der finder sted, og forskellene i aktørernes udgangspunkt. De globale udledninger er steget cirka 40 procent siden 1990. I dag står Kina, USA og EU for knap halvdelen, og det samme var tilfældet i 1990. Siden da er Kinas udledninger dog tredoblet, USA’s er steget ni procent, mens EU har reduceret med 15 procent. Rækkefølgen er dermed byttet om, og Kina er rykket op som den klart største udleder. Udledningerne per indbygger i EU og Kina ligger nu på nogenlunde samme niveau, mens de i USA er cirka det dobbelte. EU præsterer cirka 40 procent mere økonomisk aktivitet i forhold til USA for hvert ton, der udledes, og Kina udleder omtrent to en halv gange mere for at nå op på det samme aktivitetsniveau som EU.
Med så markante forskelle og dynamik hos de største udledere, bliver forhandlingerne naturligvis komplekse. Forskellene mellem landene er endda endnu mere markante for de følgende 10-15 største udledere.

Et kompromis må indeholde bidrag, der opfattes som retfærdige, ikke mindst af de lande, som stadig har store fattige befolkningsgrupper. Samtidig har de fleste udviklingslande fortsat væsentligt lavere udledninger per indbygger. Indien, som fjerdestørste udleder, er et godt eksempel. Kontrasten er skarp i forhold til især Canada og Australien, der begge udleder omkring ti gange så meget per indbygger som Indien. Men med et globalt råderum – “karbon-budget” – der er snævert, er der ingen mulighed for, at Indien kan gentage en udvikling som Kina.

For at nå en aftale er der nogen, som må gå forrest. De rige lande må påtage sig de nødvendige reduktioner og foretage dem før de fattigere lande. De rigeste og største udledere må vise, at de yder en tidlig og reel indsats, hvis mellemindkomstgruppen skal forventes at følge trop. Der er også brug for at trække de gode eksempler frem. Her har EU som region et stærkt og troværdigt udgangspunkt. Og enkeltlande, som Danmark, der går forrest i omstilling til fossilfrihed, har mulighed for at dokumentere, hvordan ambitiøse reduktionsmål kan realiseres uden et stort tab af velstand, hvis klimaindsatsen tilrettelægges klogt.

“Klimakrisen” udforsker, hvordan lande med forskelligt udgangspunkt – og med de håb og forventninger der gør sig gældende i befolkningerne – forhåbentlig kan manøvrere sig frem til vendepunktet, tage de nødvendige beslutninger og i fællesskab udstikke en ny og holdbar kurs. Det er derfor en utrolig vigtig bog, om det uden sammenligning vigtigste emne, vi har på dagsordenen, både i 2015 og tiden herefter.

Peter Birch Sørensen er blandt oplægsholderne ved den store klimakonference i Industriens Hus fredag den 29. maj. Her præsenterer holdet bag værket hovedkonklusionerne i bogen ‘Klimakrisen’. Tilmelding til konferencen sker via linket her:
Tilmelding til klimakonference