Intensiteten omkring midtvejsvalget stiger

Kontrollen over Kongressens to kamre er på spil om mindre end et halvt år. Hvad betyder det for den fremtidige politiske agenda?

Washington D.C. – Der hviskes i krogene af det Demokratiske Parti i disse dage.

På trods af partiets klare succes i årets specialvalg, senest med sejren i PA-18 og det overraskende tætte valg i AZ-08, bobler nervøsiteten under overfladen.

I de seneste måneder har den konventionelle visdom taget en venstredrejning, og snakken i D.C. tæt på forudsætter, at Demokraterne generobrer flertallet i 2018. Det er sandt, at Republikanerne får svært ved at holde Huset. Men den seneste måneds udviklinger har været velkomne nyheder i RNC’s partiapparatet.

For det første er amerikanernes tilfredshed med præsident Trumps jobpræstation steget. De økonomiske forhold har fortsat sin positive retning. Arbejdsløsheden er lav. Der bliver fortsat skabt nye arbejdspladser. Symbolske udenrigspolitiske sejre har givet præsidenten en bedre historie at fortælle. Og så har de overvældende skandaler, der efterhånden føles som rutine været fokuseret på komplicerede emner som Rusland-undersøgelsen, pornostjernen Stormy Daniels og præsidentens advokat. Alle emner, der har mindre relevans for almindelige amerikaneres hverdag. Disse slibrige historier passer desuden ind i spørgsmålet om præsidentens moral og adfærd, hvilket formodentligt allerede er blevet afgjort i vælgerkorpset.

Målingen, der indikerer om vælgerkorpset helst så et republikansk eller demokratisk medlem valgt til Kongressen har været relativt stabil, men nogle iagttagere har påpeget, at Demokraternes forspring er lavere, end det har været siden maj sidste år, før fyringen af James Comey, nedsættelsen af specialanklageren Robert Mueller og Republikanernes forfejlede forsøg på at skaffe Obamacare af vejen. Desuden er antallet af amerikanere, der siger, at landet er på vej i den forkerte retning på det laveste niveau, det har været i mere end et år.

Republikanerne kan også pege på gode resultater i sidste uges primærvalg, hvor de både undgik en katastrofekandidat i West Virginia og så de fleste af deres foretrukne kandidater vinde primærvalgene. Det samme gjorde sig gældende i gårsdagens primærvalg i en række stater. Det var særligt vigtigt i Pennsylvania, hvor fem, potentielt seks, af deres medlemmer er i vanskeligheder.

Men hvad betyder kontrollen over Kongressen for det politiske landskab i USA efter 2018 og frem imod 2020?

Det vigtigste spørgsmål lige nu handler om kontrollen i Senatet. Et navn er angiveligt allervigtigst for de lange udsigter i amerikansk politik: Anthony Kennedy. Han er svingstemmen i Højesteret, og der er længe blevet hvisket om, hvorvidt han har tænkt sig at træde tilbage. Kennedy er blandt andet grunden til, at sociale og kulturelle mærkesager er blevet trukket imod venstre. Gennem hans tid på bænken har Kennedy opretholdt retten til abort i Planned Parenthood v. Casey, været modstander af dødsstraf for mindreårige og udviklingshæmmede, og han var manden bag de største udvidelser af homoseksuelles rettigheder, senest i Obergefell v. Hodges, der gav dem retten til ægteskab. Konservative organisationer har længe set Kennedy som et problem. Nogle er gået så vidt som at kalde ham en forræder.

Højesteretsdommere kræver et flertal i Senatet for at blive godkendt, og hvis Demokraterne har 51 eller flere stemmer efter 2018, er det så godt som sikkert, at præsident Trump er nødt til at vælge en mere moderat kandidat. En kandidat, der er tættere på Kennedy end den seneste dommer Neil Gorsuch. Der er kun to demokratiske senatorer, der sidder i Trump stater i 2020, og den eneste reelle mulighed for at få en Demokrat til at forlade partigruppen virker til at være Doug Jones (D-Al.). Og det er langt fra sikker, at Jones kan flippes, siden hans genvalgsmuligheder kan være så godt som umulige i en af de rødeste stater i landet.

To liberale dommere, Stephen Breyer og Ruth Bader Ginsburg, som Kongressen.com’s Marie Apitz satte fokus på forleden, er desuden henholdsvis 79 og 85. Hvis en af dem skulle trække sig tilbage eller gå bort, vil det give Republikanerne endnu en plads og et konservativt flertal i den næste generation.

Andre politiske pladser i embedsværket og nye ministre vil desuden være i Demokraternes hænder, hvis de skulle formå at vriste magten fra den republikanske flertalsleder Mitch McConnell (R-Ky.). Det vil samtidigt sætte en stopper for en af de vigtigste politiske triumfer: udpegelsen af konservative dommere til føderale domstole.

Et kammer i demokratiske hænder vil også vanskeliggøre præsident Trumps evne til at sætte en agenda. Det vil for eksempel betyde, at ømtålelige emner og love kan finde vej til hans skrivebord. Det virker sandsynligt, at Demokraterne vil forsøge at stabilisere sundhedssystemet og tvinge Trump og GOP tilbage i debatten om Obamacare. Det kunne også genskabe appetitten for en større immigrationsreform. Det var Senatet, der vedtog en lov på tværs af partiskel tilbage i 2013. Dengang nægtede speaker John Boehner at sende den til afstemning. Loven kunne efter alt at dømme finde et flertal i Huset, men ikke i den republikanske gruppe. Immigration kunne hurtigt tvinge Det Hvide Hus til at tage stilling til, om man kan gå imod den immigrationsfjendtlige base ved at fixe DACA-programmet.

Det vil desuden tillade Demokraterne at gennemføre love, der kan sætte agendaen frem imod præsidentvalget i 2020. De fleste af partiets politiske ideer er populære i den brede befolkning. Det drejer sig for eksempel om højere mindsteløn, tilbagerulning af selskabsskattelettelserne fra 2017 og en udvidelse af velfærdsprogrammer som Social Security eller sundhedsprogrammer som Medicare og Medicaid.

Og så vil det åbne op for en lavine af undersøgelser og kontrol med administrationen og den åbenlyse korruption, der har fundet sted siden indsættelsen. Det vil besværliggøre Trumps såkaldte ’drain the swamp’-budskab og styrke argumentet om forandring og nyt lederskab, som bliver et centralt tema i den fremtidige demokratiske kandidats strategi.