Connect with us

Hi, what are you looking for?

Kongressen.comKongressen.com

Feature

Intens debat i Trumps skygge

De republikanske præsidentkandidater, minus Donald Trump, tørnede i nat sammen til den sidste tv-debat inden mandagens valg i Iowa. Det blev en intens affære, hvor især Ted Cruz – i Trumps fravær – for alvor kom under pres

Sjældent har Jeb Bush set mere afslappet ud på en debatscene end han gjorde i nat. Hvorfor? Fordi hans plageånd gennem de seneste mange tv-debatter, Donald Trump, havde meldt afbud og derfor ikke var der til at kalde Jeb en kedelig low-energy kandidat. Sjældent har Jeb Bush vist mere af det potentiale, der længe gjorde ham til en af favoritterne til at vinde den republikanske nominering. Og sjældent har en person savnet Donald Trump mere på en debatscene end Ted Cruz gjorde i nat. Hvorfor, vender vi tilbage til.

Optakten til nattens debat havde været præget af stor ståhej, da Donald Trump, der fortsat fører målingerne i både Iowa, New Hampshire og nationalt, truede med at melde afbud. Årsagen: Megyn Kelly. Studieværtinden fra Fox News, der tilbage ved en tidligere debat konfronterede Trump med nogle af hans udtalelser om kvinder, til stor irritation for Trump, der derfor ikke ville deltage i en ny debat, hvis Kelly var blandt moderatorerne. Men det skulle Trump ikke blande sig i, lød den klare melding for Fox News, hvilket dermed betød afbud fra Trump, der i stedet afholdt sin egen event samtidig med debatten, ligeledes i Iowa.

Trumps fravær betød, at der var syv og ikke otte kandidater på scenen, og at Ted Cruz var placeret i midten som førende kandidat. En position, som Cruz utvivlsomt har drømt om længe, men som skulle vise sig ikke at være helt så ønskværdig for Tea Party-kandidaten, som han havde håbet. For selv om Cruz fik fornøjelsen af at adressere elefanten i rummet – Donald Trump – indledningsvis, var det omtrent den bedste stund i den to timer lange debat for Cruz. For i Trumps fravær, var Cruz alene i anti-establishment skudlinjen fra de øvrige kandidater. Til texanerens store frustration. Den ellers normalt så debatdriftsikre Cruz var flere gange i tovene, og beklagede sig højlydt til moderatorerne over, at han hele tiden var i skudlinjen.

Også Marco Rubio, der i øjeblikket indtager tredjepladsen i målingerne efter Trump og Cruz, kom under beskydning fra flere sider. Hvilket gjorde, at manden, der ellers har været blandt vinderne i stort set alle de foregående debatter, havde en aften på det jævne, modsat de stærke præstationer, han tidligere har leveret.

Rubios gamle mentor fra Florida, Jeb Bush, havde til gengæld sin bedste aften længe. Han lignede en mand, der næsten ikke kunne skjule sin tilfredshed med, at han så at sige kunne få lov at være i fred for en gang skyld. Bush har haft mere end vanskeligt ved at håndtere Trump i de foregående debatter, og de få gange han har forsøgt sig med modangreb på Trump, har det været uden den helt store succes. Derfor kunne Jeb da heller ikke dy sig for at lange lidt ud efter sin plageånd nu, hvor han ikke var der til at svare igen. I det hele taget var Jeb Bush bedre kørende ved nattens debat end længe. Hans kampagne har den seneste tid angrebet Marco Rubio og eks-guvernøren fra Florida fortsatte angrebene ved debatten. Hvilket fungerede noget bedre for Jeb denne gang, end da han tilbage i efteråret første gang forsøgte sig med et angreb på Rubio, uden det store held.

Også New Jersey-guvernør Chris Christie og Kentucky-senator Rand Paul fik markeret sig fint flere gange undervejs i aftenens debat. Christie fortsatte sin hårde, direkte retorik med Hillary Clinton som primært mål, mens Rand Paul fra sin plads yderst på scenen fik gjort opmærksom på sig selv som libertarian-kandidaten.

Aftenens klare taber var – nok engang, fristes man til at sige – Ben Carson. Det nærmer sig ind i mellem det bizarre, når Carson er på scenen. Nøjagtig som Ohio-guvernøren John Kasich, der heller ikke havde nogen stor aften i Iowa, forsvinder den pensionerede kirurg ofte ud af debatterne i længere perioder. Og når han så endelig får ordet, brænder han langt fra igennem. Tværtimod bliver det enten rodet, usammenhængende eller uoplagt. Det er stadig vanskeligt at se, hvad der skal vende skuden for den tidligere front runner. Nattens debat gjorde det i hvert fald ikke.

Om nattens debat, der var den sidste inden mandagens valg i Iowa, for alvor ændrer dynamikken i valgkampen er tvivlsomt. For selv om Trump ikke var med på scenen i nat, så er han fortsat manden, der skal besejres. Og ingen af de syv kandidater, der var på scenen i nat, leverede præstationer, der vil katapultere dem forbi Trump i målingerne i løbet af weekenden. Tværtimod fik manden i Trumps Iowa-baghjul, Ted Cruz, så tilpas mange hug, at han næppe skal søge opmuntring i målingerne de næste dage.

Valgkampen spidser til, hvilket nattens debat tydeligt illustrerede. At Trump så holdt sit helt eget show under stor mediebevågenhed samtidig, er på mange måder et godt billede på den republikanske primærvalgkamp, som den har formet sig indtil videre. Og formentlig vil gøre det i den kommende tid.

Anders Agner Pedersen er chefredaktør på Kongressen.com. Han er uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole og New York State University med speciale i amerikansk politik. Grundlagde Kongressen.com i 2012 og er en af landets mest benyttede USA-analytikere i både i tv og radio. Medvært på de populære podcastserier ‘POTUS’ og ‘Kennedyland’ og forfatter til flere bøger om amerikansk politik, blandt andet 'KENNEDY', 'De Største Taler' og senest 'Kampen Om Det Hvide Hus'. Skriver på en ny bog om amerikansk politik, der udkommer i 2025.

Click to comment

You must be logged in to post a comment Login

Leave a Reply

Læs også:

Copyright © 2021 Kongressen