Ingen tør sætte spørgsmålstegn ved “kejserens visdomsord”

Den kinesiske præsident Xi Jinping har ved en opsigtsvækkende ændring i forfatningen gjort det muligt for ham selv at sidde ud over de hidtil tilladte to perioder. Dermed sikrer Xi sin i forvejen formidable magtposition. Hvad betyder det for Kinas ageren i verden, og forholdet til USA. Kongressen.com har spurgt forsker Andreas Bøje Forsby fra Dansk Institut for Internationale Studier.

Ved den seneste partikongres i Kina var der ingen tvivl om at præsidenten Xi Jinping har et godt greb om magten i ”Riget i Midten”. Hans tanker blev ophøjet til partipolitik på linje med Mao Zedong, og kommer dermed til at dominere kinesisk politik i mange år fremover.
Men i et nyt træk har præsidenten yderligere konsolideret sin magt ved at gøre det muligt for ham at blive genvalgt ud over de to perioder, som reglerne eller normalt foreskriver.

Kongressen.com har talt med forsker Andreas Bøje Forsby fra Dansk Institut for Internationale Studier om hvad dette betyder for kinesisk indenrigs- og udenrigspolitik.

Hvad er det helt præcist Xi Jinping har gjort?
Xi har fået overbevist Centralkomitéen – det mest magtfulde organ i Kinas Kommunistparti – om at gennemføre en forfatningsændring, der skal afskaffe grænsen for, hvor mange perioder man kan bestride præsidentposten. Formelt set skal den annoncerede forfatningsændring godkendes af Kinas Folkekongres, “parlamentet”, som dog aldrig nogensinde har afvist centralkomitéens udspil. Med andre ord kan Xi blive siddende på præsidentposten længe ud over den 2. fem-års-periode, som han netop skal til at påbegynde. Selv om nøglen til magten i Kina reelt ligger hos den, der er generalsekretær for partiet (også Xi, hvis man skulle være i tvivl), har forfatningsændringen alligevel stor betydning. Den demonstrerer nemlig med al tydelighed, at Xi ikke har planer om at afgive magttøjlerne foreløbig, sådan som han to forgængere – Jiang Zemin og Hu Jintao – ellers har gjort efter ca. 10 år ved magten. Hvis Xi ikke længere er tvunget til at træde tilbage som præsident, er der jo heller ikke nogen grund til, at han også skulle afgive posten som generalsekretær for partiet – eller posten som formand for den centrale militærkommisssion. Xi har allerede konsolideret sin magt på en lang række områder de seneste par år, og derfor kommer det seneste træk ikke som nogen stor overraskelse for Kina-eksperter. Men det er ikke desto mindre et tiltag, der bryder med de regler og normer for magtoverdragelse, som ellers var blevet etableret i Kina siden den Kolde Krigs ophør.

Bare for at få det oversat til en amerikansk kontekst, ville det så svare til, at præsident Trump afskaffer begrænsningen for hvor mange gange han måtte genvælges, og dernæst kun behøvede at blive valgt af ledelsen af det republikanske parti?
Ja, og så skulle Trump også lige sørge for at forbyde Demokraterne, så USA ville blive en Republikansk ét-parti-stat.  

Hvad betyder det for de reformer som er sat i gang i den kinesiske regering (militæret, anti-korruption etc.)?
Forfatningsændringen gør det uholdbart at forsøge at opbygge alternative magtcentre inden for den kommunistiske magtelite, når der ikke længere er udsigt til, at Xi vil blive skiftet ud. Snarere må hele partiet forventes at rette ind, ikke kun fordi Xi samtidig har gennemført en omfattende anti-korruptionskampagne for at eliminere potentielle rivaler til magten, men også fordi de bebudede forfatningsændringer introducerer en ny ”national overvågningskommission”, der skal skærpe disciplineringen af partimedlemmer. Det betyder, at de reformer, Xi har igangsat de senere år, med stor sandsynlighed vil blive ført ud i livet af loyale embedsmænd og lokale partibosser. Kinas magtapparat er således blevet mere enstrenget, og hermed bliver det på en og samme tid mere effektivt, men også hen ad vejen mindre kompetent, fordi ingen længere tør sætte spørgsmålstegn ved “kejserens visdomsord”.

Vil dette styrke Kinas fremfærd i international politik i f.eks. det Sydkinesiske Hav?
Internationalt vil de nye vilkår efter alt at dømme konsolidere den mere selvhævdende kurs, som Kina har anlagt under Xi. Det er under Xi, at vi har set Kina bygge små rev om til militære baser for kinesisk magtprojicering i Det Sydkinesiske Hav. Det er ligeledes under Xi, at vi har været vidne til, hvordan Kina har trådt internationale havretsregler under fode og afvist en klokkeklar domsfældelse fra den internationale voldgiftsdomstol i Haag, fordi den var i strid med Kinas interesser i området. Hertil kommer Xi eget prestigeprojekt, “Den Nye Silkevej” (“Belt and Road”), som i kraft af massive infrastrukturelle investeringer i Asien, Europa og Afrika skal binde omverdenen tættere sammen med Kina og på sigt lægge fundamentet for en alternativ verdensorden med Beijing som det strategiske omdrejningspunkt. At Xi må forventes at fortsætte som Kinas leder mange år endnu, giver yderligere vind i sejlene for Silkevejsprojektet, idet Kinas samarbejdspartnere vil være mere tilbøjelige til at involvere sig fuldt ud i projektet. 

Vil det få en betydning for forholdet mellem USA og Kina? Vil Kina blive mere ”besværlige” for amerikanerne?
Umiddelbart skulle man ikke tro, at det vil få nogen negativ betydning for USA-Kina forholdet, idet Xi og Trump har opbygget en god personlig kemi. Og indtil videre har de to topmøder mellem Xi og Trump jo signaleret, at verdens to største magter sagtens kan finde en fælles modus vivendi. Men nedenunder den forsonlige overflade, lurer rivaliseringen mellem USA og Kina, som bl.a. kommer klart til udtryk i USAs seneste nationale sikkerhedsstrategi, hvor Kina udpeges som en strategisk konkurrent. Store dele af det amerikanske politiske etablissement (og ikke mindst Pentagon) betragter tydeligvis Kina som en strategisk trussel, og for disse kræfter vil den seneste udvikling blot yderligere forstærke indtrykket af Kina som et autoritært regime – et fuldbyrdet diktatur, som “den frie verdens leder” nødvendigvis må konfrontere direkte, inden Kina har vokset sig alt for magtfuldt.