Ingen let udvej for Obama i Snowden-sagen

I snart et år har NSA-afhopperen Edward Snowden været en torn i øjet på præsident Obama med sine omfattende lækager. Spørgsmålet er, hvordan Obama kan ‘lande sagen’, som det hedder i moderne politik. Samlet set tegner der sig fem mulige scenarier. Ingen af dem vil dog kunne gøre både Obama og Snowden tilfredse.

Af Anders Agner Pedersen, Rasmus Søndergaard, Philip Chr. Ulrich og Mirco Reimer

Magtmidlerne er mange som amerikansk præsident. Koderne til atomvåben, verdens mægtigste militær i ryggen og en sværm af efterretningstjenester til rådighed 24 timer i døgnet. Men selv verdens mægtigste embede har sine begrænsninger. For såfremt det overhovedet havde været muligt for præsident Obama at lokalisere det sted, hvor pebret gror, ja, så havde han formentlig købt en enkeltbillet derhen til manden, der i snart et år har spoleret hans nattesøvn – whistlebloweren Edward Snowden.
For ganske vist blev Obama gråhåret ret tidligt som commander-in-chief, men hvis antallet af gråsprængte totter er blevet flere siden 5. juni 2013 hvor den på det tidspunkt 29-årige NSA-afhopper kastede første større spand af grus i Obamas diplomatiske maskineri.

Snowden havde dårligt nok sagt tak for i dag til Guardian-journalisten Glenn Greenwald, der stod bag interviewet, før en menneskejagt af episke dimensioner begyndte. For Snowden trådte direkte over på en af Obama-administrationens ømmeste tæer, nemlig den omfattende brug af overvågning både nationalt og globalt. Der var nemlig meget langt fra Obamas løfter om en åben og transparent administration, der ville værne om fri og fuldkommen udveksling af informationer, baseret på et frit og åbent internet. Det var for så vidt blevet en realitet, om end kun for NSA og ikke for borgerne.
Snowdens flugt førte ham til Rusland, hvor han via et længere ophold i Sheremetyevo lufthavn i Moskva, fik midlertidig asyl af Putin. Siden da har han været en kronisk torn i øjet på Obama og har ryddet forsiderne, hver eneste gang han har offentliggjort nye dokumenter.

Det er ikke meget, offentligheden har hørt til Snowden selv siden han stod frem. Han taler traditionelt set gennem Guardian-journalisterne, når han vil af med sine budskaber. Og ofte kommer de frem i sammenhæng med en mængde af hemmelige dokumenter. Der har dog været enkelte undtagelser. Senest i forrige uge, hvor Snowden var med via Google Hangout på den årlige SXSW-konference i Austin, Texas, hvor tusindvis af mennesker hyldede den 30-årige NSA-afhopper. Ejendommeligt nok var Snowden med på en noget haltende netforbindelse, hvilket hang sammen med at internetsignalet gik via adskillige forskellige servere, for ikke at afsløre, hvor præcist Snowden befandt sig. For Snowden tager sin sikkerhedssituation yderst alvorligt, og ville derfor ikke risikere noget. Heller ikke i denne situation. Derfor måtte tilhørerne finde sig i, at Snowdens fremtoning ikke blev en smule mere hakkende, end det måske ellers havde været nødvendigt. Snowdens budskab var ingen imidlertid i tvivl om. Mindre overvågning, mere åbenhed, mere handling. Og siden det nu var en teknologi-festival, så ønskede han sig også mere kryptering.

Snowdens budskab denne dag i Austin lå fint i tråd med det, da har været hans budskab siden han trådte frem på verdensscenen for snart et år siden. Budskaber, som gav anledning til store og længerevarende klapsalver flere gange undervejs i talen.
Var der en, der dog med sikkerhed ikke klappede af Snowden, så var det den amerikanske præsident, Barack Obama. Ikke at han var til stede den dag i Texas, men at præsidenten ikke hører til blandt Snowdens største tilhængere er så langt fra nogen hemmelighed. For siden The Guardian bragte de første artikler på baggrund af Snowdens lækager, har det kastet grus i Obamas præsidentielle maskinrum.

For konsekvenserne af Snowdens lækager har været mange og alvorlige. I forhold til de sikkerhedspolitiske forhold, har folk nu fået en indsigt i hvor detaljeret en mulighed, USA har af muligheder for at overvåge folk. Samtidig har såvel venner som fjender fået et konkret indblik i, hvordan det amerikanske efterretningsvæsen opererer. Det betyder, at man som fjende af USA, kan gå andre veje end dem, de nu ved, at USA går. Og dermed opsætte systemer, der bedre kan dæmme op for amerikansk overvågning.

Alvorlige konsekvenser
Også i forhold til de diplomatiske relationer, har Snowdens lækager haft alvorlige konsekvenser. Især i de europæiske hovedstæder har skuffelsen været omfattende. For kunne det virkelig være rigtigt, at den mand, som fik Nobels Fredspris, og både som kandidat og præsident, havde talt om en ny start for USA internationalt, spillede med skjulte efterretningskort. Især den tyske kansler, Angela Merkel, var rasende. Ikke mindst fordi det viste sig, at NSA blandt mange andre, også havde aflyttet hendes private mobiltelefon. En del af vreden var dog også lidt påtaget. For ja, Merkel var muligvis lidt smågnaven over, at selv hendes egen telefon blev aflyttet. Men de resterende dele af Snowdens lækager kunne næppe komme som den helt store overraskelse for hverken hende eller flere af hendes europæiske kolleger, al den stund at de nyder godt af NSA’s efterretningsarbejde. Og derfor er den såkaldte vrede heller ikke mere dybfølt, end at det på ingen måde bliver NSA-skandalen, der bliver udslagsgivende i forhold til, hvorvidt det lykkes USA og EU at nå til enighed om en frihandelsaftale.
Og hvad angår stormagtsspillet, har både Rusland og Kina, klappet i hænderne af fryd over, at USA fik på puklen for at svinge dobbeltmoralens fane for fuld skrue. For det er vanskeligt for USA at blive siddende i elfenbenstårnet og pege fingre af såvel russerne som kineserne i forhold til fri information, når de selv anvender tilsvarende metoder.

At det er en whistleblower-tsunami, der er skyllet ind over Obama-administrationen, er der ingen tvivl om. Aldrig tidligere i historien har man set så omfattende lækager som dem, Snowden har leveret. Og der er ellers nok at tage af. Daniel Ellsberg var historiens første rigtig store whistleblower, da han tilbage i 1971 lækkede ’The Pentagon Papers’ til New York Times og dermed indviede offentligheden i en lang række hemmelige beslutninger omkring Vietnam-krigen. Beslutninger truffet både under den siddende præsident, Richard Nixon, og under den tidligere præsident, Lyndon B. Johnson.

På samme måde satte Mark ’Deep Throat’ Felt skub i Watergate-skandalen fra 1972, da han som anonym kilde mødtes med den unge Washington Post-journalist Bob Woodward i en parkeringskælder i Rosslyn, lige uden for Washington D.C. Felt var på det tidspunkt højt på strå i FBI og ønskede ikke sit navn frem i offentligheden, men indvilligede i at hjælpe Woodward og dennes makker, Carl Bernstein, på rette vej med deres historier. Skandalen førte i sidste ende til Richard Nixons fald som præsident.

Sidste store whistleblower i rækken før Snowden kom til, var Bradley Manning, der via Julian Assange og Wikileaks satte Obama-administrationen på den anden ende med omfattende lækager af hemmelige krigsdokumenter fra Irak og Afghanistan. Senere samme år offentliggjorde Wikileaks desuden tusindvis af interne ambassadedokumenter, hvilket udløste en større diplomatisk krise globalt.

Snowden er den største
Ingen af dem når dog Snowden til sokkeholderne. Hvilket både Ellsberg og Assange da heller ikke har tøvet med at anerkende. Deres lækager var store, men til sammenligning med Snowdens, ja, der er fortsat et godt stykke vej.
Det ved Obama og hans administration udmærket godt. Og derfor har de også sat alt ind på at få sat en stopper for Snowden og hans lækager. Det er ikke gået stille for sig og har i det hele taget givet både Obama og USA generelt ridser i lakken.
For der har været tale om noget, det minder om en klapjagt imod ikke bare Snowden, men whistleblowere i det hele taget gennem det seneste års tid. Snowden-sagen er uden tvivl den største sag, men flere andre sager har bidraget til et meget uskønt billede af en administration på jagt efter alt og alle. Den anerkendte New York Times-journalist, James Risen, har gennem længere tid kæmpet mod systemet for ikke at skulle udlevere sin kilde i forbindelse med en række artikler omkring efterretningsarbejde. En sag, der endnu ikke er afsluttet, og som formentlig ender i Højesteret. Risen har, helt efter bogen, nægtet at oplyse sin kilde, som han i sin tid har lovet kildebeskyttelse. Et fundamentalt journalistisk princip, som ikke skal brydes. Af samme grund har Risen, men ledelsen i ryggen, nægtet at oplyse sin kilde. Ikke nogen god sag for Obama-administrationen, og det må formodes, at der arbejdes på at finde en løsning. Det vil i hvert fald ikke være i Obamas interesse at gå i krig med den frie amerikanske presse i en sag om noget så grundlæggende som kildebeskyttelsen.
I forvejen gav det anledning til en god portion utilfredshed rundt om på redaktionerne, da det kom frem, at Obama-administrationen gennem et stykke tid havde aflyttet telefonerne hos Associated Press. En ting var at gøre det, men måden de efterfølgende meddelte AP at det havde fundet sted, gjorde det ikke meget bedre.

Pressefrihed under pres
I det hele taget har pressefriheden i USA måtte tage nogle gevaldige tæsk det seneste års tid, som følge af Obama-administrationens jagt på whistleblowere. Det tydelige resultat af dette kan ses i den seneste årsrapport fra pressefrihedsorganisationen Reporters Without Borders, hvor USA er røget 13 pladser ned og nu frister en tilværelsen som nummer 46 på listen over den globale pressefrihed. Foran USA ligger Rumænien, mens Haiti ånder supermagten i nakken.
Nu er det næppe fordi det er det årlige pressefrihedsindeks, der giver Obama søvnløse nætter. Men det er ikke desto mindre endnu en sag, der bidrager til en stadig mere omfattende skuffelse over ham som præsident. Som præsidentkandidat lovede han en administration præget af åbenhed og transparens, men sådan er det så langt fra blevet. Til stor skuffelse for mange af Obamas ellers trofaste støtter.

Fem mulige løsningsmodeller
Der er derfor heller ikke nogen tvivl om, at Obama meget gerne så, at der blev fundet en løsning på Snowden-problematikken så hurtigt som overhovedet muligt. Problemet for Obama er imidlertid, at det ikke er nogen helt enkel øvelse.
Reelt set er der fem mulige løsninger for Obama, om end ingen af dem er hverken særlige ønskværdige eller gangbare.

1) Snowden bliver siddende i Rusland og fortsætter sine lækager. Et sandsynligt, men ikke særlig godt scenario for Obama, al den stund at det med jævne mellemrum vil stikke en kæp i USA’s diplomatiske hjul. Samtidig betyder det også, at Putin har en trumf på hånden i det indbyrdes forhold med Obama, i og med at han er manden, der, hvis han ville det, kunne sætte USA’s mest jagede mand bag tremmer.

2) Og netop situationen, hvor Snowden ender bag tremmer er et andet muligt scenario. Det vil i sagens natur kræve, at enten Putin udleverer ham eller USA på anden vis henter ham hjem. Heller ikke dette scenario er særlig optimalt for Obama, da det vil bidrage yderligere til heltefortællingen om Snowden og heller ikke vil sætte en stopper for lækagerne, da det blot vil ske per stedfortræder.

3) En tredje mulighed er, at et andet land end Rusland giver asyl til Snowden. Det er uden tvivl det scenario, Snowden selv ønsker sig mest. Han skal dog næppe sætte næsen op efter at komme til et andet europæisk land. I sin tid søgte han asyl i en lang række forskellige lande, men fik afslag. Det vil han uden tvivl få igen, hvis han søger. I flere lande, eksempelvis Tyskland, har dele af det politiske miljø advokeret for, at man burde give Snowden asyl. Blandt andet under sidste års valgkamp, var det flere gange fremme, men der var langt fra opbakning til det, og derfor skal Snowden nok ikke begynde at tage tysk-kurser lige med det samme.

4) En fjerde løsningsmodel er af en lidt mere brutal karakter, og handler slet og ret om, at der sker Snowden noget. Med andre ord: At han mister livet. Så afgjort det mindst sandsynlige og for den sags skyld attraktive scenario for Obama af flere grunde. Dels fordi det vil gøre ham til martyr, dels fordi det vil give frit løb for diverse konspirationsteorier om, hvad der skete og hvem der stod bag. Endelig vil det heller ikke kunne forhindre fortsatte lækager, da Snowden har sikret sig at hans oplysninger også vil se dagens lys, såfremt der sker ham noget.

5) Et femte og helt anderledes scenario er, at præsident Obama vælger at lade Snowden gå fri. Kort sagt, at han benåder ham. Flere, heriblandt Snowden selv, har lagt op til dette som en god afslutning på affæren. Blandt andet har New York Times i en leder for nylig fremført argumentet om, at det vil være det eneste rigtige for Obama at gøre. Dette er dog omtrent lige så sandsynligt som at Sarah Palin vinder præsidentvalget i 2016. For såfremt Obama valgte denne løsningsmodel, ville det sende signalet til alle potentielle whistleblowers om, at hvis bare du træder supermagten tilstrækkelig hårdt over tæerne, så slipper du for yderligere følger. Det signal hverken kan eller ønsker han at sende.

Der er med andre ord ikke meget, der taler for en løsning på Snowden-problematikken. I hvert fald ikke en, der vil tilfredsstille både Snowden og Obama. Tværtimod er der mest, der taler for, at Snowden fortsat vil være en sten i Obamas sko i de sidste knap tre år, han har tilbage i Det Hvide Hus. Og en person, der, uanset hvad der sker, vil skæmme hans eftermæle ganske gevaldigt. For Snowdens lækager har om noget være med til at flænse glansbilledet af Obama. Og derfor er der ingen let udvej for Obama i Snowden-sagen.