In Deutschland nichts neues: Merkelismens sejrsgang fortsætter

I den kommende uge præsenteres den nye tyske regering bestående af Merkels CDU/CSU og socialdemokraterne. Regeringen kommer dog næppe til at foretage de store kursskift i tysk udenrigspolitik og forholdet til USA, selvom tilliden skal genoprettes i det tysk-amerikanske forhold. In Deutschland bleibt alles bleibt beim alten.

Knap tre måneder efter det tyske forbundsvalg – som resulterede i en knusende sejr til Angela Merkels CDU/CSU – genopstår den store koalition mellem Merkels CSU/CSU og socialdemokratiske SPD, som også samarbejdede fra 2005-2009.
Men hvad kommer den nye tyske regeringsmenu til at byde på, når det gælder udenrigspolitikken og især forholdet til Tysklands tætte allierede, USA? Svaret er simpelt: In Deutschland nichts neues. Intet nyt i Tyskland. Den nye tyske regering vil formodentlig foretage små justeringer, men uden at ændre synderlig meget på Tysklands udenrigspolitiske kurs. Merkelismens sejrsgang fortsætter.

EU er stadig omdrejningspunktet
Europa-politikken er stadig det centrale omdrejningspunkt for tysk udenrigspolitik og den nye regering noterer i sin koalitionsaftale da også, at landets stærke økonomiske situation har højnet forventningerne til tysk lederskab i EU. Det betyder dog ikke, at regeringen kommer til at ændre meget den overordnede kurs. For selvom Tyskland er gået fra den mørke til den lyse side af magten, har landet stadig svært ved at acceptere sin nye, stærke rolle i Europa. I denne hensigt har landet det samme kompleks som Peter Pan; tyskerne ønsker ikke, eller føler sig ikke klar til, at blive voksen og påtage sig ansvar. Socialdemokraterne ville heller ikke ryste ved denne tankegang, da de allerede i de seneste fire år adskillige gange har sikret et flertal for kanslerens europæiske beslutninger i forbundsdagen. Derfor er det heller ikke den store overraskelse, at der på dette område hersker konsensus.

Det skal selvfølgelig pointeres, at koalitionsaftaler skal tages med et gran salt, idet de sjældent giver et indtryk af konkrete politiske tiltag, men snarere er en imponerende samling af intetsigende fraser. Dem er der heller ikke for få af i den tyske koalitionsaftale. Således pointeres for eksempel Tysklands tætte partnerskab med Frankrig og Polen – den såkaldte `Weimartrekant` – ligesom EU skal være åben over for en udvidelse overfor de vestlige Balkan-lande. Der hersker også bred enighed, når det kommer til spørgsmålet om et eventuelt EU-medlemskab til Tyrkiet. Skulle dette ikke vise sig at være realistisk, går parterne tilbage til den gamle model – som også var mantraet i den sidste tyske regering – at der skal være mulighed for et såkaldt `privilegeret partnerskab’ mellem EU og Tyrkiet.
Alt dette lyder også rigtig godt i teorien, men hvordan dette skal udfolde sig rent praktisk , og hvad regeringen vil tage af tiltag for at styrke samarbejdet, må de næste fire år give svar på. Det ligger dog også i sagens natur, da ingen regering kan sige fra overfor de politiske realiteter, som kommer til at karakterisere og definere, hvad der vil være muligt at gennemføre for Merkel og company.

Også i forhold til eurokrisen er der ikke de store overraskelser i aftalen. Socialdemokraterne har prøvet at presse Merkel på dette område, men i sidste ende fik de kun små tilståelser, som ikke er andet end symbolpolitik. Det store spørgsmål forbliver derfor, om den store koalition finder en mere jævn balance for EU’s økonomiske politik, som både fokuserer på at stramme budgettet men også sætter gang i væksten. En sådan politik ville man også hilse velkommen i Washington, hvor Obama administrationen i flere år har været utilfreds med Merkels økonomiske kurs. Men svaret på dette spørgsmål bliver formodentlig fundet i de kommende fire år, hvis det da ikke bliver udskudt yderligere i et par år, så partierne ikke skal brænde fingrene på det.

Tilliden mellem Berlin og Washington skal genoprettes
Når det gælder rammerne for det særlige forhold mellem Tyskland og USA består koalitionsaftalen heller ikke af meget mere end tomme fraser. Aftalen tillader dog ingen tvivl om, at forholdet mellem de to lande stadigvæk har stor betydning på begge sider af Atlanten. Det kan dog ikke overskygge det faktum, at ”Handy-Gate” – aflytningen af kanslerens telefon af den amerikanske efterretningstjeneste NSA – har været en stor belastning for forholdet, hvilket aftalen heller ikke er bleg for at påpege.

NSA-overvågningen kommer dog ikke til at være et spørgsmål, som står højt oppe på dagsordenen for den nye tyske regering. Selvom spørgsmålet om omfanget og rækkevidden af den amerikanske overvågning stadigvæk er langt fra fuldt ud besvaret, er denne diskussion nemlig mere eller mindre blevet afblæst til fordel for indenrigspolitiske emner. Men ”Handy-Gate” har uden tvivl været en smertefuld episode for det tysk-amerikanske forhold, som udmøntede sig i det tætteste man er kommet til en krise i forholdet i de seneste ti år. Derfor skal de næste fire år også blive brugt til genoprette tilliden mellem Berlin og Washington.
Samtidig håbede man i Washington, at det stærke mandat for den store koalition – 70 procent af de tyske vælgere stemte for enten CDU/CSU eller SPD – ville give nyt momentum for forhandlingerne af en transatlantisk frihandelsaftale, som vil kunne være med til at løfte væksten og jobskabelsen på begge sidder af Atlanten.

Dette forekommer sandsynligt. Selvom NSA-skandalen har været en ubelejlig affære, så kommer den ikke til at stå i vejen for forhandlingerne om frihandelsaftalen. Tværtimod er frihandelsaftalen en af den nye forbundsregerings topprioriteter i de kommende fire år. Da Obama også gerne vil afslutte denne aftale, inden han forlader præsidentembedet i starten af 2017, kommer vi formodentlig til at se stigende mødeaktivitet på dette område.
Vigtigst af alt håbede man dog i Washington, at Tyskland påtog sig et større internationalt ansvar, når den nye regering endelig kom på plads. Præsident Obama havde i sin tale i Berlin tilbage i juni rettet en kritik mod Tyskland for ikke at tage nok ansvar for de udfordringer, som det internationale samfund står over for, og opfordrede til et større tysk lederskab, som står mål med Tysklands position i Europa. Men det kommer næppe til at ske. Tysk udenrigspolitik vil fortsat fokusere på EU, multilateralisme, og diplomati – nøjagtig som det har gjort i de sidste to årtier. Lige meget hvad Obama ønsker sig, så vil den nye regering ikke føre en aktivistisk udenrigspolitik, uafhængigt om det i højere grad ville afspejle Tysklands økonomiske styrke og politiske magt eller ej.

Hvem bliver finansminister?
Da Merkel har fået en ny regeringspartner, kan hun selvfølgelig heller ikke komme udenom at samle et nyt ministerhold. Selvom parterne har været gode til at lukke ned for en stor person diskussion, har der selvfølgelig været mange spekulationer, hvordan Merkels kabinet kommer til at se ud. To poster er særlig relevante i den sammenhæng, nemlig finansministerposten og udenrigsministerposten.
Merkel har hårdnakket prøvet at sikre, at hendes sidste finansminister Wolfgang Schäuble kan fortsætte på sin post, hvilket ser ud til at være lykkedes. Det vil være en stor sejr for Merkel, da finansministerposten, grundet eurokrisen, i det seneste år er gået hen og blevet den næst vigtigste post i tysk politik efter kanslerens. Hvis Schäuble som ventet løber med finansministerposten, vil SPD højst sandsynligvis stille udenrigsministeren i en kommende regering. Her forlyder det, at Frank-Walter Steinmeier, som også var udenrigsminister i den sidste store koalition fra 2005-2009, forventes at få et genvalg. Steinmeier var en meget pragmatisk og vellidt udenrigsminister, dog uden at tage for meget af opmærksomheden fra Merkel. Steinmeier er derfor formodentligt også indstillet på, at han som en kommende tysk udenrigsminister endnu en gang primært kommer til at trykke folk i hånden, og ikke kommer til at dirigere tysk udenrigspolitik. Det skal Mutti nok tage sig af.

Alles bleibt beim alten
Måske er det tilfældigt, måske ikke, men det er i hvert fald sigende, at emnet `tysk udenrigspolitik` først kommer på tale i det sidste kapitel af den 185-sider lange koalitionsaftale. Hvorom alting er, så er det i hvert fald en fabelagtigt illustration af hvordan tyske toppolitikere ser Tysklands rolle udenfor Europas grænser. Hvor andre lande ser en tilbageholdende og vellidt regional hegemon, ser Tyskland sig selv som en stor udgave af Schweiz; økonomisk velstående, men politisk beskeden. Derfor kan jeg kun gentage, hvad jeg allerede konstarede i kølvandet af resultatet af det tyske forbundsvalg for næsten tre måneder siden:
Tyskland har fået en ny regering, men konsekvenserne for landets udenrigspolitik kommer til at være marginale. Alt forbliver ved det gamle.