I klimakampen er USA vinder og Danmark taber

Klimaforhandlinger er ikke bare at have velforberedte forhandlere med på COP’erne. Det handler også om at positionere sig i forhold til omstillingen til grøn økonomi. Det ved Obama, og han handler derefter. I Danmark satses der i stedet på, at der er mere global indflydelse i den sorte økonomi.

Af Lau Blaxekjær

Der er seks uger til COP21 begynder i Paris – det største og mest betydningsfulde klimatopmøde siden COP15 i København. Dengang var forventningerne skruet helt i vejret. Dels som led i en strategi for at få opbygget folkeligt pres på nølende politikere og erhvervsliv. Dels fordi man i FN’s klimaforhandlinger havde fastlagt en to-årig tidsplan, hvor COP15 skulle munde ud i en altafgørende global og juridisk bindende aftale om reduktion af drivhusgasser. Modsat Kyoto Protokollen var det hensigten at opnå enighed om en klimaaftale, hvor også udviklingslande skulle forpligte sig.

I dag er det dominerende narrativ om COP21, at videnskaben nu er endnu mere sikker i vurderingen af de menneskeskabte klimaforandringer end tidligere. Samt hvor lidt tid der er at gøre godt med, hvis man effektivt skal bremse klimaforandringerne og samtidig tilpasse sig til den nye virkelighed. COP21 er en skillevej i den fortælling. Men vejen frem til COP21 har været bumpet.

For det første fordi COP15 ødelagde meget af forhandlingsgrundlaget. Her led tilliden til FN-systemet og tilliden mellem Nord og Syd nemlig et knæk, som siden har vist sig svært at reparere. Blandt andet takket være Danmarks indsats på mange fronter er der dog gennem de senere år kommet mere tillid tilbage i forhandlingerne.

For det andet har vejen frem til COP21 skiftet spor. COP15 var en top-down proces, mens de nuværende forhandlinger og COP21 er lagt ud som en bottom-up proces. I stedet for at få globalt vedtagne mål for enkelte aktører, skal landene nu selv melde ind, hvad man kan og vil gøre. Disse nationale klimaplaner kaldes ’Intended Nationally Determined Contributions’ (INDCs). Alt imens de fleste lande har indsendt deres klimaplaner, har man måttet sande, at summen af disse INDCs hverken lever op til videnskabens anbefalinger eller som grundlag for højere klimaambitioner i fremtiden.

Samtidig er en del af COP21 narrativet dog også, at INDC-processen er nødvendig. COP15 i København illustrerer, at top-down modellen fejlede. En fiasko på COP21 i Paris kan betyde et kollaps af 20 års klimaforhandlinger. Derfor er erkendelsen, at en utilstrækkelig aftale er bedre end ingen aftale.

Fortællingen om COP21 og fremtidens klimakamp bliver også at definere skurke og helte i transformationen til den grønne økonomi. Her har USA i den seneste tid positioneret sig som en engageret deltager. Ved hjælp af en bottom-up tilgang, med en nationalt styret proces, kan USA vise sig at blive en helt. Eller i hvert fald heltens hjælper.

Samtidig bevæger Danmark sig i modsatte retning, og er ved at melde sig helt ud af nuværende og fremtidige forhandlinger og partnerskaber. Danmarks klimaambitioner, ulandsbistanden og støtten til forskning og udvikling af grøn energi er sænket. Ligesom den offentlige støtte er flyttet fra grøn til sort økonomi.

Danmark har således vinket farvel til USA, Kina og EU på den grønne sti, og i stedet drejet ind på den sorte vej. Med Danmarks ”grønne realisme” er man gået fra at være helt til skurk, og derfor bliver Danmark allerede nu holdt uden for globale arrangementer og uformelle forhandlinger, hvor nye aftaler og partnerskaber bliver formet.

Danmarks ”grønne realisme” er dermed en sikker vej til mistet indflydelse i udformningen af den grønne økonomi. Hvis Danmark skal have sin grønne indflydelse tilbage, skal man skynde sig tilbage til den sti, man før var fakkelbærer på. For hvis narrativet om klimakampen skal have en ’happy ending’ med dansk deltagelse, vil Danmark blive tvunget til omvendelse eller total udelukkelse – skurkens død om man vil.

Lau Blaxekjær er post.doc ved universitetet i Torshavn med speciale i klimapolitik. Han var blandt bidragyderne til bogen ‘Klimakrisen’, hvor han skrev kapitlet om Asien og var medforfatter til kapitlet om COP-møderne.