I audiens hos Kennedys taleskriver

I dag udkommer bogen ‘Fred Til Alle Tider – Kennedys Største Taler’. Efter aftale med Forlaget Rosenkilde & Bahnhof bringer Kongressen.com her et uddrag fra bogens åbningskapitel, hvor bogens forfatter, Anders Agner Pedersen, fortæller om sit møde med Kennedys berømte taleskriver, Ted Sorensen

Én ny mail var der i min indbakke, da jeg tændte computeren den 29. juni 2010 sidst på eftermiddagen. Afsenderen var Theodore C. Sorensen, hvilket jeg må tilstå, kom godt og grundigt bag på mig. Det var blot tre dage siden, jeg i noget, der bedst kan betegnes som et skud i tågen, havde sendt en mail af sted til en mailadresse, som muligvis kunne være hans. Det var ikke den længste mail, jeg i mit liv har modtaget, men dens indhold fik mit ansigt til at flække i et smil så bredt som Manhattan.
”Både Danmark og New York er fint, hvis kalenderen tillader det,” lød det kortfattede svar på den mail, hvori jeg havde spurgt om muligheden for et interview i forbindelse med bogen ”Kennedybrødrene”, som jeg på det tidspunkt var i gang med at skrive. Efter et par minutter, hvor jeg vel nåede at læse mailen cirka 60 gange, svarede jeg tilbage med en række forslag til mødedatoer i New York i slutningen af juli samme år, hvor jeg i forvejen havde planer om at tage til Amerika.
”Den 28. juli er god. Hvad siger du til klokken 4 om eftermiddagen?” stod der i en svarmail, som jeg fandt ud af, ikke var skrevet af Sorensen selv, men af hans assistent, Laurie. ”Yes, den 28. om eftermiddagen er glimrende. Det er en aftale,” fik jeg skrevet tilbage.

En hel måned minus en enkelt dag gik der, fra kontakten var etableret, til jeg sad på en Starbucks tæt ved Columbus Circle i New York City og for sidste gang tjekkede på min mobil, om jeg havde fået den mail, som jeg nærmest dagligt havde krydset fingre for, at jeg ikke ville modtage, nemlig den, hvor der stod, at det desværre ikke kunne blive til noget alligevel. Men der var ikke kommet nogen mails i løbet af de 30 minutter, det havde taget mig at gå fra hotellet nær Madison Square Garden og op til Sorensens hjem ved Central Park.

Et sidste kig på noterne og den sidste tår af min ikke længere så varme kaffe og så af sted. En yderst nobel mand med lang jakke og hat stod foran døren til bygningen, da jeg ankom.
”Hello. Jeg hedder Anders og kommer fra Danmark. Jeg har en interviewaftale med Ted Sorensen nu her klokken 16,” fik jeg sagt så autoritært, som jeg i situationen formåede at lyde. Samme sætning kunne jeg gentage, da jeg kom inden for døren, hvor portieren spurgte mig om nøjagtig det samme som manden, der lukkede mig ind til at begynde med – nemlig, hvad mit ærinde var.
”Mr. Sorensen er klar til at modtage dig, så du tager bare med elevatoren op,” lød det, sådan cirka samtidig med at Sahara åbnede en ny filial i min mund, og Lalandia et nyt badeland på min pande. Elevatorturen derop varede ikke meget mere end ti sekunder, men det var alt rigeligt til, at jeg nåede at tjekke, om min telefon var på lydløs, en sidste gang og ellers forsøgte at se om de blankpolerede klinker i elevatoren kunne give mig et eller andet hint om, hvor tilpas utilpas jeg så ud. Det kunne de desværre ikke rigtig.

Elevatordøren åbnede, og jeg trådte ud i en lille gang, hvor der var et par hvidmalede døre. Beslutsomt bankede jeg på den ene af dem, nøjagtig som det i sin tid var blevet indprentet, da jeg var værnepligtig. Først en gang hårdt, efterfulgt af to kortere, sammenhængende. Ingen respons. Eller rettere – der gik et par øjeblikke, før jeg kunne høre, at døren var ved at blive åbnet. Op gik den hvide dør, og foran mig stod en ældre mand i stribet skjorte og lærredsbukser.
”Anders! Godt at møde dig.”
”Mr. Sorensen. Fornøjelsen er helt på min side,” kunne jeg høre mig selv sige, mens vi trykkede hånd.
”Tak, fordi jeg måtte komme,” indledte jeg min korte, temmelig improviserede smalltalk, der dog ikke blev meget længere. Fra hallen var vi gået videre ind i en stor dagligstue, hvor hele den ene endevæg var ét stort panoramavindue, hvorigennem der var en udsigt over Central Park, hvis lige jeg til dato ikke har set.
”Sikke dog en mageløs udsigt,” røg det ud af munden på mig.
”Jamen, så lad os sætte os her,” svarede Sorensen, mens han pegede på et sofaarrangement foran vinduerne. Sorensen satte sig til rette i en lænestol, mens jeg selv fik sat mig nogenlunde i midten af den store sofa, der stod på den anden side af et lille sofabord. Bag mig var et billede, hvor Sorensen stod sammen med den nuværende præsident, Barack Obama. ’Så er stilen da også lagt,’ tænkte jeg.

Efter lidt snak om min interesse for Kennedyfamilien og amerikansk politik i al almindelighed fik vi pludselig indledt en længere snak om Danmark. Alt fra aktuelle politiske emner til journalistik var vi omkring. Et tilfredshedens smil bredte sig over Sorensens ansigt, da jeg fortalte ham, at den berømte Kennedysætning ”Ich bin ein Berliner” var en fast del af programintroen på det på det tidspunkt nystartede udenrigsmagasin på TV 2 News ’Ellemann/Lykketoft’.
”Sikke dog en god idé til et tv-program,” lød det fra Sorensen, mens jeg fortalte ham om konceptet med to tidligere udenrigsministre, der under ledelse af en af Danmarks bedste journalister, Martin Krasnik, analyserede aktuelle udenrigspolitiske begivenheder.
”Enig. Jeg ser det også hver uge,” smilede jeg, mens jeg kiggede på mit ur. Den var næsten kvart i fem. 45 minutter var pludselig gået og i betragtning af, at jeg oprindelig havde bedt hans assistent om en time, var det nok en ganske god idé, at vi kom i gang med selve interviewet. Den var Sorensen med på. Han måtte bare lige betinge sig, at hvis telefonen ringede, kunne vi lige tage en pause, så han kunne besvare opkaldet.

Dagen inden vores møde havde jeg siddet på mit lille hotelværelse nær Madison Square Garden og set Kennedytaler til bevidstløshed. Flere af dem havde jeg snart set så mange gange, at jeg kunne dem i søvne. Jeg havde sågar taget mig selv i at sidde og tale med under dele af indsættelsestalen, hvilket blev mit eget lille signal om, at jeg vist havde set nok Kennedytaler for dén dag. Det var med afsæt i de vigtigste taler, at interviewet med Sorensen skulle finde sted.

Vi talte nu lidt om, hvordan Sorensen som 24-årig fik job hos den nyvalgte senator Kennedy fra Massachusetts i januar 1953, hvordan samarbejdet var, og hvordan det generelle arbejde på Capitol Hill forløb, inden telefonen ringede. Sorensen undskyldte sig og tog telefonen. Jeg selv benyttede lejligheden til at kaste et blik ud ad vinduet, hvor den sene eftermiddagssol fortsat kastede en bagende varme ned over de mange mennesker, der efter endt arbejdsdag havde sat kursen mod Central Park. Sorensen afsluttede samtalen, og jeg kastede mig ud i et nyt spørgsmål, som var opstået, da jeg et par dage inden interviewet i New York havde været i Boston for blandt andet at besøge John F. Kennedy Presidential Library and Museum. På en af væggene hænger der et billede af Kennedy sammen med en ung Ted Sorensen. Citatet under billedet er JFK’s og er sagt til Sorensen i forbindelse med taleskrivningsarbejdet.
”I don’t want people to think that I am a windbag,” lyder citatet, der frit oversat betyder noget i retning af: ”Jeg vil ikke have, at folk skal synes, at jeg er en blærerøv.” Det var formentlig også på grund af det noget særprægede ordvalg, men i hvert fald havde jeg ikke kunnet slippe citatet, siden jeg så det den dag på præsidentbiblioteket. Blærerøv på hvilken måde? I sin livsførelse? I sin fremtoning? I sin påklædning? Prøvede Kennedy at sætte sit lys under en skæppe? Det måtte jeg høre Sorensens forklaring på.
”Hvad mente han egentlig med det, når han sagde, at han ikke ville have, at folk skulle synes, han var en blærerøv?” spurgte jeg Sorensen, samtidig med at jeg overvejede, om jeg nogensinde tidligere havde brugt udtrykket windbag. Det havde jeg vist ikke, nåede jeg frem til.
Sorensen slog en hyggelig latter op.
”Hahaha … Det er sandt. Det hænger sammen med, at han holdt sine taler i en længde af mellem 20 og 25 minutter. Han mente, at det, der var værd at sige, kunne siges i løbet af 20-25 minutter. Det efterlod samtidig en masse tid til spørgsmål-svar-seancer, hvilket han var virkelig god til. Og det sikrede samtidig, at folk ikke begyndte at kede sig eller blev rastløse og i stedet begyndte at tænke på mad eller andet, mens de hørte på ham.”

‘Fred Til Alle Tider – Kennedys Største Taler’ er skrevet af Anders Agner Pedersen og er netop udkommet på Forlaget Rosenkilde & Bahnhof