Hvorfor trækker Trump USA fra nedrustningsaftale?

At se USA’s udtræden af INF-traktaten som begyndelsen på en ny Kold Krig er en for begrænset forståelse af amerikansk udenrigspolitik i disse år. USA ser sig som del af en stormagtskonkurrence med Rusland og Kina, og en udtræden og mulig genforhandling af traktaten er del af administrationens indsats for at håndtere en ny verdensorden. Her spiller udfordringen fra Kina en særlig rolle.

Præsident Trumps besked om at USA ikke længere vil være del af INF-traktaten fra 1987 har med det samme fået mange til at tale om, at USA’s præsident var ved at indlede en ny Kold Krig. Men at anskue USA’s udtræden af INF-traktaten i den optik er en for snæver forståelse af aktuel amerikansk udenrigspolitik.

Ifølge amerikanerne overholder Rusland ikke traktaten, bl.a. ved udvikling og opstilling af mellemdistance missiler – præcis den type af missiler som traktaten forbyder. Denne anklage er ikke noget Trump-administrationen har fundet på, men blev også fremsat af Obama-administrationen. Men hvad der er af nok større vigtighed for amerikanerne, så har Kina aldrig været del af INF-traktaten, og har derfor problemfrit kunne udvikle mellemdistance-missiler, som nu kan true amerikansk adgang til det vestlige Stillehav.
For amerikanerne har situationen altså været, at USA har været begrænset af en traktat, som de to storpolitiske konkurrenter enten har ignoreret eller aldrig været bundet af. I Trump-administrationens optik er dette en uholdbar situation, og derfor har præsident Trump meldt ud, at USA vil trække sig fra aftalen, men at man er åben for en genforhandling, hvor Kina også sidder med ved bordet. Denne tilgang er helt i tråd med de sikkerhedspolitiske strategier, som Det Hvide Hus og Pentagon udgav i december 2017 og januar i år.

Man er altså nødt til at se ud over den gamle bilaterale aftale for at forstå situationen omkring INF-traktaten, og i stedet se det som seneste amerikanske træk i processen for udviklingen af en ny verdensorden.

Kina en drivkraft i USA’s modvilje mod INF

I flere år har amerikanske sikkerhedspolitiske analytikere indenfor og udenfor Pentagon været meget bekymret over en særlig tendens i Stillehavet: Kinas udvikling af mellemdistance-missiler. Med udviklingen af en hel klasse af anti-skibs missiler så har kineserne udviklet kapaciteter, som amerikanerne ser som en klar trussel mod deres evne til at operere i det vestlige Stillehav. I tilfælde af en konflikt vil kinesernes missiler nemlig kunne affyres mod og potentielt set sænke amerikanske hangarskibe. Det vil betyde, at den amerikanske flåde vil være tvunget til at placere sine hangarskibe udenfor rækkevidden af disse missiler for ikke at udsætte dem for stor risiko. Men en sådan placering vil samtidig betyde, at amerikanske kampfly ikke vil kunne deltage nævneværdigt i kamphandlinger tæt på det kinesiske fastland. Dermed har kineserne udviklet en kapacitet, som truer USA’s dominans i området – og dermed sikre kinesisk handlefrihed overfor USA’s allierede. Hvordan har kineserne kunne udvikle sådanne kapaciteter, uden at USA har et modtræk? Fordi Kina ikke har skrevet under på INF-traktaten, og derfor ikke været skrevet under på ikke at ville udvikle sådanne missiler.

(artiklen fortsætter under billedet)

Rækkevidden for kinesiske missiler ifølge rapport fra Pentagon om Kinas militære udvikling

Traktaten fra 1987 er en bilateral aftale mellem USA og daværende Sovjetunionen og senere Rusland om afvikling af og forbud mod landbaserede missiler med en rækkevidde på mellem 500 km og 5.500 km – både af konventionel og atomar karakter. Derfor har Kina alene kunne udvikle sådanne missiler, uden at USA har kunne lave et modtræk.

Hele problematikken med især disse missiler har været omdrejningspunktet for amerikansk militær planlægning i en årrække, hvor Pentagon har forsøgt at udtænke en strategi for, hvordan man kunne udkæmpe en væbnet konflikt mod Kina i et miljø, hvor man ikke ville have sin traditionelle handlefrihed som konsekvens af kinesiske våbensystemer. Tidligere gik det under betegnelsen AirSea Battle Concept, men er nu flyttet over i en bredere værnsfælles udvikling.

Den russiske udfordrer

Som nævnt er aftalen oprindeligt en bilateral aftale mellem USA og Sovjetunionen, som skulle føre til øget afspænding i forholdet mellem supermagterne.

Det er flere år siden, at amerikanerne begyndte at anklage russerne for ikke at overholde INF-traktaten, noget russerne naturligvis har afvist. I et strategidokument udgivet af Pentagon tidligere i år anklagedes Rusland for ikke at leve op til aftalerne om nedrustning, men at de faktisk var i gang med en omfattende modernisering af konventionelle og atomare våbensystemer.

Med præsident Trumps melding får russerne dog den PR-mæssige sejr, at det er amerikanerne som (i russisk optik igen) er den urimelige aktør, som hiver tæppet væk under aftaler som i mange år har været med til at sikre stabilitet mellem stormagterne.

I et amerikansk perspektiv er der dog blot tale om, at man reagerer på en ændret verdenssituation, hvor aktører som Rusland alligevel ikke spiller efter reglerne, og derfor bør man ikke selv være begrænset af dem indtil man kan finde ud af nye spilleregler.

Dette øger selvfølgelig truslen for et våbenkapløb også tæt på de europæiske lande, ligesom man så det under Den Kolde Krig – et våbenkapløb som i sidste ende ledte til INF-traktaten.

En amerikansk udtræden fra INF-trkataten vil være seneste skridt i et stærkt forværret forhold mellem USA og Rusland, hvor Trump-administrationen faktisk har ført en hård kurs overfor russisk ageren både i Europa og cyberspace.

For russerne vil udfordringen være (som det var under den Kolde Krig), at et våbenkapløb med USA vil stille massive økonomiske krav til en presset russisk økonomi, og at man derfor endnu en gang ender i et våbenkapløb, som man ikke kan følge med i.
Fordelen for russerne i denne omgang er, at amerikansk økonomi også er presset i disse år og at et våbenkapløb derfor heller ikke er til fordel for amerikanerne.

For begge parter gælder det dog, at man anser det som en nødvendig udvikling for at kunne begå sig i et internationalt system, som i disse år er under forandring.

Den globale trend

Efter Sovjetunionens fald var USA den eneste tilbageværende supermagt, men den status har USA ikke længere. USA er udfordret økonomisk af Kina, og det politiske lederskab er også udfordret i disse år både af amerikanerne selv men også af eksterne aktører.

Vi er altså i gang med udviklingen af det man kalder en multipolær verdensorden, hvor USA ikke er det eneste magtcenter (som vi ellers har været vant til siden 1991), men hvor aktører som Kina, Rusland og Indien på sigt også vil etablere sig som magtcentre. EU har også potentiale til at etablere sig som et sådant magtcenter, men det er der en række udfordringer ved, som ikke kan dækkes i denne artikel.

Nye magtcentre betyder også, at de regler, aftaler og normer som i de seneste årtier har udgjort rammerne for international politik i stigende grad bliver udfordret. Lande som Kina, Rusland og Indien kræver i stigende grad en indflydelse på det internationale system. Samtidig er Trump-administrationen af den opfattelse, at det etablerede system hæmmer USA’s evne til at stå imod disse aktører og deres udfordringer og at man derfor er nødt til at træde ud af disse for at kunne handle på lige fod med udfordrerne.

Se også seneste udgave af Morgen I Amerika, hvor Trumps udenrigspolitiske linje er under lup: