Donald Trumps fremkomst i amerikansk politik handler om race og identitet. Og hans støtte er hovedsageligt drevet af partiloyalitet. Finansielle trængsler og økonomisk ængstelighed spiller kun en lille rolle.
GETTYSBURG, PENNSYLVANIA: Det bugnende Trump-skilt er ikke til at tage fejl af. På verandaen i Gettyrburg sidder Rodney og Ann. Et hvidt ægtepar i Adams County, et solidt republikansk amt.
”Vi er de fordømmelige,” siger hun med et smil.
Det er en uge efter, at Hillary Clinton kaldte Trump-supportere en blanding af racister, sexister, homofober, xenofober, islamofober. Mennesker, du kunne placere i en kurv fyldt med fordømmelige. For Trumps vælgere er det blevet et emblem, de bærer med stolthed.
”Jeg bryder mig ikke om muslimer. Jeg har ikke et problem med at være islamofob. Det var ikke islamofober, der fløj de fly ind i World Trade Center. Det var ikke islamofober, der skød i Orlando eller San Bernadino,” siger Rodney.
Det handler om race og kultur
Donald Trump har tilsyneladende 40 procent af amerikanske vælgere, som er med ham uanset hvad.
Ingen sætter spørgsmålstegn ved, at han er ukvalificeret. At han siger ting, der får de fleste til at krumme tæer. Men ligeså meget, som Trump bliver forstået som et ikon, hans støtte som et udtryk for en kult af personlighed og reality-glimmer, så tag ikke fejl:
Trumps kernevælgere er motiveret af racemæssig bitterhed og kulturel konservatisme.
Gå til et tilfældigt vælgermøde. ”Byg muren”. ”Vi tager vores land tilbage”. ”Lov og orden”. Trump-vælgere støtter politiske forslag som indrejseforbuddet mod alle verdens muslimer i langt højere grad end resten af den amerikanske befolkning. En anseelig del mener, at det var en fejl, at USA afskaffede slaveri ifølge målinger.
En lokal amtsformand for Trump-kampagnen i Ohio kom forleden i problemer efter et interview i The Guardian, hvor hun sagde, at der ikke var racisme i 60’erne, fordi hun ikke selv havde oplevet det og skød skylden på lav stemmedeltagelse blandt Afro-Amerikanere på den måde, de blev opdraget på (stemmedeltagelsen blandt Afro-Amerikanere overgik i 2012 hvide for første gang i USA’s historie).
”Hvis du er sort, og du ikke har haft succes i de sidste 50 år, så er det din egen skyld. Du er blevet givet alle muligheder. Jeg mener ikke, der var racisme, før Obama blev valgt,” sagde hun.
Kigger du nærmere på exit-målinger fra årets primærvalg klarede Trump sig ikke bedre blandt de vælgere, der havde økonomien og job øverst på dagsordenen. Til gengæld slog han alle andre kandidater blandt vælgere, som bekymrede sig om immigration.
Et af de dominerende temaer har ellers været økonomien. Og med Trumps fokus på frihandel virker økonomisk utryghed som et godt sted at starte for at forstå Trump-fænomenet. Men en Gallup-undersøgelse af omkring 70.000 vælgere fra tidligere i år lagde den teori i graven.
Trumps vælgere er ikke lavtlønnede. De har ikke en højere arbejdsløshedsrate. De er ikke mere tilbøjelige til at leve i lokalområder, hvor eksponering til kinesisk import og mexicansk immigration er højst. Trump tiltrækker mindre støtte i områder, hvor frihandel har haft en indflydelse på antallet af fabriksarbejdspladser.
Trumps supportere er til gengæld mere tilbøjelige til at arbejde i erhverv, hvor konkurrencen fra indvandrere og udenlandske arbejdere er steget. Og jo mindre racemæssig tolerant en vælger er, jo større sandsynlighed er der for, at vælgeren støtter Trump ifølge YouGov og Reuters/Ipsos data.
Men er det virkelig overraskende for en kandidat, der indledte sin præsidentkandidatur ved at kalde mexicanere for voldtægtsforbrydere? Trump startede ikke sin kampagne med at foreslå store reformer i det amerikanske skattesystem eller gennemarbejdede økonomiske forslag.
Partiet, partiet, partiet
Lige så meget som byggematadorens nominering har chokeret verden, så virker det endnu mere uforståeligt, hvordan hans støtte kunne gå fra 13 millioner primærvalgsvælgere til mindst 40 procent af USA’s befolkning.
I vanviddet der er 2016 og de daglige overskrifter, som Trump skaber, er det nemt at glemme de fundamentale faktorer, der driver vælgeradfærd. Og den mest gennemgående og veldokumenterede indikator for, hvem du støtter som præsident er, hvilket parti du identificerer dig selv med. Selv om en pluralitet af amerikanere siger, at de er uafhængige, så taler vi reelt kun om et sted mellem 8-12 procent, som skifter mellem de to partier.
Resten er loyale overfor deres parti. Såkaldt negativ partiskhed er også steget. Demokrater og republikanere er mere tilbøjelige til at sige, at det andet parti er decideret farlige for landet. Efter den første debat spurgte MSNBC en gruppe vælgere i Columbus, Ohio, hvem de stemte på. En hvid kvinde var ikke vild med Trump, men hun ville stadig stemme på ham.
”Jeg stemmer på det konservative parti. Og hvis en røvbanan tilfældigvis leder muldyrs-karavanen, så er det sådan det er.”
Der er ingen tvivl om, at Trump-vælgere bekymrer sig om økonomien. At de frygter, at deres børn ikke har lige så gode muligheder, som de selv havde. Men under Obama har USA nu en lav arbejdsløshed, rekordhøje aktiekurser, en forbrugertillid på linje med 80’ernes, fattigdommen falder.
Der er ikke beviser på individuelt eller makroniveau for en teori om, at en gennemsnitlig Trump-vælger er drevet af økonomisk ængstelighed i højere grad end den almindelige amerikaner. Det er snarere frygt om ændring af det racemæssig hierarki blandet med kulturel konservatisme. Som den tidligere leder for Ku Klux Klan David Duke sagde forleden:
”Faktum er, at Trumps succes beviser, at jeg vinder. Jeg vinder.”
You must be logged in to post a comment Login