Hvorfor Obama er den nye Carter – på godt og ondt

Obamas udenrigspolitik er de seneste år begyndt at minde mere og mere om hans forgænger præsident Jimmy Carters. For kendere af historiens dom over Carter lyder det ikke som en flatterende sammenligning, men i virkeligheden er det måske slet ikke så slemt, som det lyder.

Et hurtigt blik på Carters indenrigspolitiske situation i 1979 og Obamas tilsvarende i 2013 afslører åbenlyse – og ensidigt negative – lighedspunkter: et dårligt forhold til kongressen, store økonomiske problemer og en høj arbejdsløshed. Men de seneste år har afsløret, at der også er udenrigspolitiske ligheder, og de er ikke nødvendigvis lige så entydigt negative.

Umiddelbart lyder sammenligningen af de to præsidenter måske ikke så oplagt. Carter trådte ind i Det Hvide Hus som en lidt grå ingeniør fra Georgia, der senest havde bestridt guvernørposten i Georgia. Obama ankom derimod som en karismatisk jurist fra Chicago, med Washington-erfaring fra Senatet. For godt år siden var Carter endda ude med en voldsom kritik af Obama, som han anklagede for at have forladt USA’s position som en global forkæmper for menneskerettigheder. Netop menneskerettighederne gjorde Carter som den første amerikanske præsident til et fremtrædende element i sin udenrigspolitiske strategi.

Den seneste tids begivenheder, blandt andet forløbet omkring Syrien, har ikke desto mindre afsløret flere ligheder mellem de to præsidenters udenrigspolitik

Enhver sammenligning mellem præsidenter må tage højde for en række forbehold. Carter var præsident under den kolde krig og fik kun 4 år i det Ovale Kontor. Obama er præsident i en verden, hvor USA indtager positionen som verdens supermagt omend den position bliver kraftigt udfordret af omkommende magter. Derudover lykkedes det som bekendt Obama at vinde genvalg, og hans tid ved magten er endnu ikke ovre, så enhver vurdering af hans overordnede eftermægle vil selvsagt være foreløbig. Alligevel kan man pege på en række ligheder mellem de to.

Opgør med den dominerende strategi
Det ligger i naturen i amerikansk politik, at en ny præsident i et eller andet omfang gør op med sin forgænger. Carter og Obama har dog begge gjort det i markant grad på det udenrigspolitiske område.

Carter gik til valg på at gøre op med den Realpolitik, der havde bragt USA ind i Vietnam-krigen og det moralske fordærv mange følte krigen og Watergate-skandalen havde resulteret i. Det var Carters intention, at USA’s udenrigspolitik skulle gøre op med det fastlåste kold-krigs paradigme og i højere grad være baseret på amerikanske værdier. Gennem sin præsidentperiode forsøgte Carter at opnå dette ved at gøre menneskerettigheder til en sin strategiske rettesnor. Obama har på samme måde forsøgt at gøre op med arven fra Bush. Krigen mod terror er blevet redefineret som en krig imod terrornetværket Al-Qaeda, og USA har gradvist trukket sig ud af Irak og Afghanistan. Samtidigt har Obama taget afstand fra forestillingen om USA som en exceptionel nation med en mission om at demokratisere Mellemøsten til fordel for en mere beskeden og konsensussøgende udenrigspolitisk linje.

Begge opgør kom i kølvandet på massiv offentlig utilfredshed med den eksisterende udenrigspolitik og advokerede et mere forsigtigt alternativ, hvor amerikansk enegang afløses af internationalt samarbejde.

Modvilje mod militære interventioner
Jimmy Carter mente, at USA skulle være mere tilbageholdende med anvende sin militære magt, og han var en stærk modstander af militære interventioner. Et godt eksempel på dette var Carters politik overfor Nicaragua. Den traditionelle kold-krigs logik kaldte på militær støtte til den siddende højreorienterede diktator Anastasio Somoza for at forhindre de venstreorienterede Sandinistra-oprørere i at komme til magten. Men Carter modstod et stærkt politisk pres for at intervenere med henvisning til, at det skadede USA’s langtidsinteresser at intervenere militært i andre landes interne forhold. Obama synes at dele dette synspunkt.

Der er selvfølgelig forskelle mellem Nicaragua i 1978 og Syrien i 2013. I Nicaragua var diktator Somoza en allieret i den kolde krig og kravet var en intervention for at holde diktatoren ved magten. I 2013 er Syriens diktator Bashar al-Assad langt fra en god ven af USA, og kravet er en intervention for at hjælpe oprørerne. Alligevel minder Obamas tilbageholdende politik meget om Carters. USA truede som bekendt med at anvende militær magt, men der gik meget lang tid før denne trussel kom, og så snart muligheden for en fredelig løsning bød sig, blev den grebet. Et andet eksempel er Libyen, hvor Obama godt nok støttede en militær intervention mod diktator Muammar Gadaffi, men valgte at gøre dette ved at ’lede-bagfra’ og i høj grad overlade initiativet til de europæiske allierede.

Både Carter og Obama havde forgængere, der havde ført USA ind i lange, kostbare og upopulære krige, og de to præsidenter deler tydeligvis en klar skepsis overfor militære interventioner og en forståelse for at overdreven brug af militær magt kan skade USA’s interesser.

Svag leder eller visionær statsmand
Alt efter temperament opfattes begge præsidenter som svage ledere, der ikke er i stand til at træffe afgørende beslutninger på den udenrigspolitiske arena, eller de ses som visionære statsmænd med et nuanceret verdenssyn.

Carter er traditionelt blevet placeret i den første kategori. Men samtidigt har hans støtter påpeget, at den stil, der af mange opfattes som tøvende og svag, i virkeligheden er et resultat af en nuanceret udenrigspolitik baseret på en pragmatisk case-by-case tilgang til internationale spørgsmål og et opgør med et forsimplet kold-krigs tankesæt. På samme måde kritiseres Obamas udenrigspolitik ofte for at være usammenhængende og mangle en overordnet strategi. Mere venligt stemte iagttagere hæfter sig ved, at en mindre dogmatisk linje er at foretrække frem for Obamas forgængers selvsikre og egenrådige facon.

Vurderingen er altså i høj grad et spørgsmål om politisk ståsted, men kritikken såvel som rosen til de to præsidenters udenrigspolitiske linje er påfaldende ens. I samme forbindelse er det påfaldende, at Carter og Obama deler æren af at være de få amerikanske præsidenter, der har modtaget Nobels Fredspris. Foruden Obama og Carter, har også Theodore Roosevelt og Woodrow Wilson modtaget fredsprisen. Carter modtog godt nok først sin efter sit præsidentembede og primært for sit fredsfremmende virke i årende efter sin tid som præsident. Men det symboliserer meget fint, hvordan i hvert fald dele af det internationale samfund har set både Carter og Obama som politikere, der har bidraget til en fredeligere verden.

Historiens dom
Historiens dom over Carter har som sagt overvejende været hård. Han fremhæves ofte som en af USA’s dårligste præsidenter og historikere har traditionelt beskrevet hans udenrigspolitik som ‘naiv’, ‘svag’ og ‘tøvende’. Men efterhånden som nyt arkivmateriale er blevet tilgængeligt, er billedet af Carter blevet nuanceret en del af historikere, der fremhæver hans bidrag til opgøret med datidens koldkrigs-tankegang og udviklingen af et mere globalt verdenssyn. I de seneste år er det blevet fremført, at netop denne arv fra Carter bør ses som et led i udviklingen frem imod post-koldkrigstidens udenrigspolitik.

Dommen over Obamas udenrigspolitik er fortsat genstand for intens debat og afsiges i højere grad på baggrund af ideologiske standpunkter end empiriske analyser, og det er selvsagt for tidligt at vurdere en siddende præsidents eftermægle. Men hvis man alligevel skal driste sig til et bud, peger de sidste års begivenheder i retningen af, at fremtidens historikere muligvis vil se ham som arvtager for Carters udenrigspolitik – på godt og ondt. Hvorvidt de to præsidenter selv vil bryde sig om denne sammenkædning er selvfølgelig en anden sag.