Hvorfor greb Rusland ind i Syrien?

Ruslands luftkrig i Syrien bunder i såvel indenrigspolitiske som storpolitiske hensyn, hvoraf de sidste kan henføres til magtskiftet fra øst til vest kombineret med det faktum, at Rusland – modsat Kina – er en stormagt i forfald.

Af Mette Skak, lektor i statskundskab, Aarhus Universitet

Det, der fik Rusland til at gribe ind i den blodige syriske borgerkrig 30. september sidste år er en uskøn blanding af stormagtsinteresser samt russiske indenrigspolitiske, militære og sikkerhedspolitiske hensyn plus opportunisme iblandet desperation. Det afgørende i sagen er naturligvis, at Ruslands luftstøtte til den trængte syriske diktator Bashar al-Assad giver ham et pusterum. Faren er, at det kan forpurre de fredsforhandlinger, som et sjældent enigt FN Sikkerhedsråd omsider har fået søsat, og som påbegyndes i skrivende stund i Genève.

Netop i dagene op til optrappede Rusland luftbombardementerne – der ofte rammer civile – og valgte at supplere luftstøtten fra landjorden. Ifølge Al Jazeera har det fået ’vinden til at vende’, idet Assads styrker har tilbageerobret den vigtige by Sheikh Miskeen fra de moderate syriske oprørere, Den Frie Syriske Hær. Alligevel udgør Iran og Saudi Arabien måske nogle større knaster for fredsforhandlingerne end Rusland. Således skrev Financial Times 22. januar, at Putin lige efter nytår – gennem en nu afdød oberst fra den russiske militære efterretningstjeneste på hemmelig mission til Damaskus – søgte at få Assad til at gå af.

Vestlige eksperter anser Kremls storpolitiske interesser og ikke Assads person for at være afgørende. De mener, at den russiske magtdemonstration handler om at positionere Rusland som afgørende stormagt i slutspillet om Syriens skæbne. For de samme iagttagere – fx Mark Galeotti – og den danske Mellemøstendiplomat Rolf Holmboe mener, at selv for Assads vedkommende har konflikten nået et mætningspunkt. Krigens utallige aktører begynder at være omtrent lige mørbankede og mere parate til at få lukket ned og i stedet pleje deres interesser gennem forhandlingsspillet i Géneve. Vi er muligvis fremme ved den målstreg, som freds- og konfliktforskningen kalder for ripeness – frugten er plukkemoden.

Russiske eksperter anser Kremls indenrigspolitiske hensyn for nok så vigtige og peger på det dødvande, der hersker i Ukraine-konflikten, hvor Rusland yder militær støtte til separatistiske militser i Donbas. Kreml øger sit handlerum i Ukraine ved at aflede den russiske befolknings opmærksomhed med det, der fremstår som blot en ny militær sæbeopera for de russiske fjernseere. Det afleder tillige opmærksomheden fra det økonomiske morads, som Rusland er ude i.

Herved er der også peget på det opportunistiske i Kremls dispositioner. For Putin handler det – ud over hans indædte modstand mod regimeskift, arabisk forår og ’farvede revolutioner’ – muligvis også om at forebygge islamistisk terror i Rusland ved i ord og til dels gerning at slå til over for Islamisk Stat i Syrien. Men bomben i Metrojet-flyet over Sinai-ørkenen 31. oktober før Islamisk Stat angreb Paris viste, at Rusland nu står over for en endnu større terrortrussel end før. Den er Rusland er langt ringere rustet til at tackle end Frankrig.

Det russiske militær nyder godt af Syrien-krigen som en træningsmission, hvor nye våbentyper afprøves. Kazakstan er dog ikke tryg ved at lægge territorium til russernes cruise-missiler, idet de højner terrortruslen mod denne endnu svagere stat. Faktisk skaber Kremls eventyr i Syrien flere problemer end det løser. Nok tjener aktionen til at råbe USA op, men derved peger interventionen hen på et overset, men uhyre vigtigt aspekt af Ruslands stilling i international politik i dag. Rusland er en stormagt i forfald, der lider under, at Kina løber med al opmærksomheden.

Under overfladen af nært venskab mellem Kina og Rusland lurer en nærmest eksistentiel angst i Rusland for naboen i syd – ikke ulig den angst for Tyskland, der var omdrejningspunktet i forne tiders Danmark. Dette islæt af desperation betyder, at vi i den nye ’kolde krig’ skal undgå at overreagere på russiske militære provokationer og interventioner i tredjelande.

Ph. D. Mette Skak er lektor i statskundskab, Aarhus Universitet (cand. phil. i russisk sprog og historie, AU). Blandt hendes seneste publikationer er: ”Ruslands betændte forhold til USA”, Samfundsøkonomen Nr. 4, 2015 og ”Fra lige til ulige sikkerhed i Europa”, Udenrigs Nr. 2, 2015.