Hvorfor forsøger Trump-administrationen at inddæmme Irans regionale tilstedeværelse og militære magt?

I sidste uge sendte Trump-administrationen et amerikansk hangarskib, USS Abraham Lincoln, til den persiske golf som et modsvar på trusler om, at Iran vil angribe amerikanske styrker eller allierede i Mellemøsten. Generelt har Trump-administrationen trukket en hård linje overfor Iran, men hvorfor er det, at forholdet mellem USA og Iran er så anspænt? Og hvilke politiske overvejelser er det der ligger bag Trump-administrationens hårde linje overfor Iran? – en hård linje som for alvor blev trukket, da Trump trak USA ud af atomaftalen og derefter genindførte hidtil udset hårde sanktioner mod Iran.

For at få et indblik i, hvorfor forholdet mellem USA og Iran i årtier har været anspændt, skal vi tilbage i historien. Forholdet mellem USA og Iran har nemlig ikke altid været præget af mistillid og anspændthed. I 1951 spillede USA en aktiv rolle i Irans indenrigspolitik, da USA skjult understøttede et kup der fjernede den daværende premierminister, Mohammed Mossadeq fra magten. Mossadeq havde stået for nationalisering af den iranske olieindustri, som tidligere havde været under britisk kontrol. I stedet fik den daværende shah, altså den persiske konge, Mohammad Reza Pahlavi, magten over landet. Pahlavi forfulgte en pro-amerikansk udenrigspolitik, og han holdte sine forbindelser med USA mere eller mindre konsekvent gode under sin regeringstid.

Pahlavi blev dog stærkt politisk kritiseret under sin regeringstid. Denne kritik var bl.a. baseret på Pahlavis autokratiske regler, korruption, ulig fordeling af Irans olieformue, den voldsomme undertrykkelse af Pahlavis modstandere, og den tvungen vesternisering af Iran. Disse forhold resulterede i stor utilfredshed især blandt de lavere klasser i Iran, hvilket medførte en stigende støtte til den shiitiske præst, Ayatollah Ruhollah Khomeini, som på dette tidspunkt levede i eksil i Paris. Efter masseoprør i Irans største byer forlod shahen landet den 16. januar 1979, og Khomeini overtog kontrollen. Selvom shahen ikke abdicerede, erklærede en folkeafstemning den 1. april 1979 Iran for en islamisk republik – en republik hvis værdier ikke kunne forenes med den vestlige kapitalisme.

Shahen kom den 22. oktober 1979 til USA for at modtage behandling for lymfecancer. To uger senere besatte iranske studenter den amerikanske ambassade i Teheran, hvor de tog mere end 50 amerikanere som gidsler. Til gengæld for gidslernes udlevering krævede gidseltagerne, at USA sendte shahen tilbage til Iran. Først efter 444 dage i fangeskab blev de amerikanske gidsler løsladt. Hele sagen var en stor ydmygelse for USA og for den daværende præsident, Jimmy Carter.

Revolutionen i 1979, og den efterfølgende gidseltagning på den amerikanske ambassade, vendte op og ned på forholdet mellem USA og Iran, og forholdet har siden da været præget af gensidig fjendtlighed og mistillid. Siden da har dette syn på Iran i mere eller mindre grad været grundlaget for de følgende amerikanske præsidenters Iranpolitik. Kun Ronald Reagan, Bill Clinton og Barack Obama har i deres respektive embeder forsøgt at slå bro over kløften mellem USA og Iran.

Trump-administrationens Iran-strategi – Inddæmning, inddæmning, inddæmning
Sammenlignet med USA’s Iranpolitik under henholdsvis Reagan, Clinton og Obama, er linjerne mellem USA og Iran blevet trukket væsentligt hårdere op under Trump-administrationens ledelse. Trump-administrationen har udpeget Iran som en særdeles farlig aktør, som har som mål at destabilisere den nuværende magtbalance i Mellemøsten, og som udgør en trussel overfor USA’s allierede i regionen. Dette er til trods for, at Irans forsvar, ifølge International Institute for Strategic Studies’ Military Balance, generelt består af forældet udstyr og manglende kapaciteter. Desuden er Irans årlige forsvarsudgifter på omkring 16 milliarder dollars, eller 3,7 procent af Irans BNP, betydeligt mindre end henholdsvis Israels, Saudi Arabiens eller De Forenede Emiraters forsvarsudgifter, som alle tre er vigtige amerikanske allierede i regionen. Iran har dog nogle avancerede militære kapaciteter. Blandt andet har Iran udviklet et ballistisk missil som har en rækkevidde på 2000 kilometer. Irans ballistiske missilprogram kan derfor udgøre en alvorlig trussel overfor USA, og resten af verdenen, hvis programmet kombineres med masseproduktionen af kompatible atomvåben. Dette er dog et fjernt problem, så længe atomaftalen fra 2015 forbliver i kraft.

Til trods for dette har Trump-administrationen sat det som mål, at konfrontere Iran for at sikre den nuværende magtbalance, og dermed beskytte USA’s interesser i regionen. Ifølge administrationen skal dette opnås ved at inddæmme Irans regionale tilstedeværelse samt ved at sikre, at Irans militær bliver nedrustet, herunder især Irans arsenal af ballistiske missiler og nukleare våbenprogram. Især USA’s nationale sikkerhedsrådgiver, John Bolton og udenrigsminister, Mike Pompeo, samt Trump selv, har udtrykt store bekymringer overfor Irans militære og politiske ambitioner, som ifølge dem kan få store konsekvenser for regionens sikkerhed, stabilitet samt USA’s geopolitiske interesser i området.

Til Trump-administrationens store bekymring forsøger Iran at projektere deres magt henover Mellemøsten ved at støtte shiitiske oprørsgrupper, militser og regimer i regionen. Mest prominent kan dette ses i Yemen, Syrien, Irak og Libanon. I Irak, hvis befolkning består af et flertal af shia-muslimer, projekterer Iran deres magt ved at støtte landet shiitiske styre. Ironisk nok blev dette styre implementeret med hjælp fra amerikanerne efter, at den tidligere sunni-leder, Saddam Hussein blev afsat fra magten i 2003. Som beskrevet i tidligere artikler om henholdsvis USA’s involvering i Syrien (https://www.kongressen.com/hvad-goer-usa-i-syrien-herfra/) og i Yemen, (https://www.kongressen.com/hvad-laver-usa-i-yemen/), har Irans støtte til henholdsvis Houthierne i Yemen, og Bashar al-Assad i Syrien, i mere eller mindre grad været omdrejningspunktet for Trump-administrationens involvering i disse lande. I Yemen projekterer Iran deres magt ved at støtte den shiitiske oprørsgruppe med våben i deres forsøg på at etablere en shia-islamisk republik i landet lignende den islamisk republik i Iran. I Syrien har Iran lidt flere geopolitiske interesser på spil end i Yemen. Ved at støtte Assad har Iran i en direkte transportrute gennem Levanten til Libanon, hvor Irans vigtigste regionale ”stedfortræder”, Hezbollah, har tilhold.

Hezbollah er et shia-islamisk libanesisk politisk parti og en militærorganisation, som modtager enorme mængder af militærudstyr fra Iran. Hezbollah blev dannet i 1982 med det formål at uddrive den israelske besættelsesmagt. Siden da har den militære enhed af Hezbollah haft som mål at bekæmpe Israel blandt andet i de såkaldte Sheba Farms i Golanhøjderne. Så selvom Hezbollah langt fra har kapaciteten til at udgøre en sikkerhedspolitisk trussel mod USA, udgør iranskstøttede Hezbollah altså en stor trussel mod USA’s ældste allierede i regionen, Israel, samt mod den generelle stabilitet.

Trump dropper atomaftalen og genindfører sanktioner
Trump-administrationens mål er derfor at inddæmme Irans politiske og militære tilstedeværelse i disse lande. For at opnå dette har Trump-administrationen forsøgt at lægge økonomisk og politisk pres på Iran.

I juli 2015 indgik de såkaldte p5+1 lande – USA, Storbritannien, Frankrig, Kina, Rusland samt Tyskland – en atomaftale med Iran, nærmere bestemt the Joint Comprehensive Plan of Action (JCPOA). I bytte for at omverdenen løftede de daværende sanktioner mod Iran, skulle Iran afvikle deres atomprogram ved blandt andet at reducere landets antal af aktive centrifuger som bruges til at berige uran – den centrale proces i fremstillingen af atomvåben. Derudover skulle Iran reducere sine lagre af beriget uran fra 10.000 kilo til 300 kilo. Desuden er Iran forpligtet til at lade FN foretage inspektioner af de iranske atomanlæg med 24 dages varsel.

Med implementeringen af atomaftalen virkede det til, at forholdet mellem USA og Iran var rettet i en positiv retning der på sigt kunne udvikle sig til en normalisering af forholdet mellem de to – en normalisering som ikke har været set siden shahens fald. Denne optimisme drev dog over med valget af Trump i 2016. Trump havde gentagende gange under valgkampen udtrykt stor mistillid til Iran, og han lovede at, hvis han blev valgt som præsident, ville han trække sig fra aftalen, som han omtalte som ”den værste aftale nogensinde”. Trumps bekymringer var baseret på, at aftalen ikke forhindrer Iran i at udvikle atomvåben i fremtiden. Derudover omfatter aftalen ikke udviklingen og afprøvningen af ballistiske missiler – missiler som kan bruges til at anvende atomvåben. Trumps generelle mistillid til Irans intentioner resulterede derfor den 8. maj 2017 i , at Trump trak USA ud af JCPOA aftalen. Dette var på trods af, at Iran ikke havde brudt aftalen.

I samme omgang genindførte Trump sanktioner mod Irans olie- og banksektorer, som har efterladt landet i en seriøs økonomisk krise. Disse sanktioner har gjort det mere eller mindre umuligt for Iran at handle med omverdenen og dermed sælge deres olie. I frygt for at blive straffet af USA, betød dette også, at flere europæiske firmaer der havde kontrakter med Iran indenfor energi, byggeri og luftfart trak sig fra disse.

I november 2018 udmeldte Trump også, at USA vil sanktionere de lande som køber olie af Iran. På denne måde kan USA sætte en kæp i Irans økonomiske hjul, og dermed tvinge Teheran til at acceptere amerikanske krav. Disse krav inkluderer at Teheran underskriver en revideret version af atomaftalen som siger, at Iran skal opgive sin ret til at berige uran samt nedlægge samtlige nukleare anlæg, herunder de anlæg som bliver brugt til forskning. Trump administrationen kræver også, at Iran skal tilbagetrække deres ballistiske missilprogram, eller endda helt nedlægge det. For det tredje, i bytte for at USA ophæver sanktionerne mod Iran, forventer Trump-administrationen, at Iran ændrer deres politiske strategi i Mellemøsten drastisk, mindsker deres regionale tilstedeværelse og ”stopper med at støtte terrorisme”.

Trumps tilbagetrækningen fra atomaftalen, og den efterfølgende genindførelse af sanktioner, er dermed ikke udelukkende baseret på atomaftalens indhold – eller mangel på samme, hvis man skal følge Trumps rationale. Tilbagetrækningen skal altså også ses som en amerikansk mulighed for at lægge yderligere pres på Iran, med den hensigt at få Iran til at inddæmme sin regionale tilstedeværelse og militære magt – et forsøg der med stor sandsynlighed vil give bagslag, og dermed blot intensivere Irans støtte til regionale stedfortrædere i lande, hvor USA er aktive eller har interesser på spil.

For det tyder ikke på, at Iran er klar på at give op så let. I sidste uge, den 8. maj meldte Teheran ud, at Iran trækker sig fra dele af atomaftalen, hvis ikke stormagterne holder deres del af aftalen. Præsident Hassan Rouhani vil have de tilbageværende medlemmer af aftalen til at gennemføre deres løfte om at beskytte Irans olie- og banksektorer fra de amerikanske sanktioner indenfor 60 dage. Hvis ikke dette sker, vil Iran genoptage berigelsen af uran på et højt niveau, og dermed være et stort skridt tættere på at udvikle atomvåben.

Fremtidsudsigter – giver den hårde linje bagslag?
Iran lader sig altså ikke bøje overfor Trump-administrationens hårde linje overfor Iran, som er baseret på en generel mistillid og fjendtlighed mellem de to lande – en mistillid og fjendtlighed der blev stedfastet i 1979 og som siden da, i større eller mindre grad, har været grundlaget for USA’s Iranpolitik. Trump-administrationen har med hård hånd forsøgt at presse Iran til inddæmme deres militære magt og regionale tilstedeværelse ved at trække sig fra atomaftalen, ved at genindføre sanktioner mod landets olie- og banksektorer, og nu ved at sende et amerikansk hangarskib til den persiske golf. Det tyder dog på, at Trump-administrationens hårde linje mod Iran kan give bagslag, og dermed resultere i at Iran trækker sig fra dele af atomaftalen og/eller intensiverer deres støtte til regionale stedfortrædere. I så fald vil Trump-administrationens mål om at sikre stabilitet og sikkerhed i regionen ved at inddæmme Irans militære magt og regionale tilstedeværelse have den modsatte effekt.