Hvorfor flager vi med lukkede øjne?

Danmarks nuværende veteranpolitik blev grundlagt som svar på udfordringerne nogle af vores danske Balkanveteraner måtte håndtere som følge af traumatiske oplevelser i det borgerkrigshærgede Ex-jugoslavien i 1990´erne. Veteranpolitikken er altså hverken ny eller uprøvet i en dansk kontekst. Det er derfor også helt uacceptabelt at den stadig her næsten tredive år senere, er mangelfuld, tillidskrænkende og underfinansieret.

Af René Gade, freds- og forsvarsordfører for Alternativet

For mange af de hårdest ramte veteraner og kampskadede er veteranpolitikken, trods politisk erkendelse af at ”det kan gøres endnu bedre”, i sig selv blevet en stor forhindring for deres tilbagevenden til et værdigt og meningsfuldt liv efter krigen. For nogle – for alt for mange – blev den hjemlige kamp, dén kamp de tabte. Og vi har kun set toppen af isbjerget, for vi har skabt en selvforstærkende kultur for vores ansatte i forsvaret, hvor erkendelse og åbenhed om et eventuelt psykisk problem for mange er det samme som at tage første skridt ud af fællesskabet.
I marts udtalte statsminister Lars Løkke Rasmussen: ”Vi skal tage de veteraner, der vender hjem med psykiske udfordringer, meget alvorligt (…) Det står klart, at vi ikke er i mål – men kan gøre det endnu bedre”.

Blandt mine nuværende kolleger, de valgte folketingspolitikere, er der flere veteraner fra Danmarks militære styrkebidrag. De ved ubetinget mere end mig om, hvad og hvordan det foregår, når man står midt i det. Altså krigen. Jeg lytter blot og gør mig mine tanker og overvejelser ud fra ekspertbidrag, veteraners overleveringer og det politisk elandskab, jeg bevæger mig rundt i. Her tales der om forståelse, respekt og nødvendighed, når den politiske drøftelse handler om veteranerne. Og det er også ret svært at få over sine læber, at dem der har tjent og kæmpet for vores land, fordi de er blevet bedt om at gøre det, ikke skal have den fornødne hjælp til at leve efter krigen. Til gengæld er viljen til for alvor at flytte linjen for forståelse derhen, hvor veteranerne ikke skal tigge og bede om at få den fornødne hjælp … i årevis … ikke så stor. Ikke så stor som man kunne forvente, når nu de fleste partier ser det som nødvendigt og ofte det logiske svar på konflikter rundt omkring i verden, at sende vores soldater afsted i krig – naturligvis for at vinde freden.

Veteranindsatsen opleves i mange af de berørte familier som fodslæbende og halvhjertet – og det ubestridelige faktum er, at for rigtig mange med det politiske ansvar, har det taget for lang tid at ”gøre det endnu bedre”. I mine øjne er det ikke et spørgsmål om at gøre det nogenlunde eller bedre for de fleste. Derimod er svaret jeg ønsker at vi som samlet folketing kan give til vores veteraner og kampskadede, at ja, vi anerkender, at psykiske lidelser kan være mindst lige så ødelæggende som fysiske. At ja, når man kommer hjem fra krig, som har man i mange tilfælde oplevet helvede på jord. Umenneskelige handlinger og sammenhænge, som efterlader lig i også den mentale last.

Hvor lang tid skal der mon gå, før vi som krigsførende nation erkender at en del af prisen for vores aktivistiske militære udenrigspolitik skal betales over lang tid. Hvor lang tid skal der gå, før vi fra begyndelsen vil acceptere, at de langsigtede menneskelige – og slutteligt økonomiske – omkostninger nødvendigvis må medtages i de økonomiske beregningsmodeller, der forud for hver folketingsbeslutning om udsendelse af danske militære styrkebidrag fremlægges som en del af beslutningsgrundlaget? Krigen fortsætter om man så må sige. Om det er i form af ar på krop og sjæl hos den enkelte – eller som et støt stigende behov for udviklingsbistand og konfliktmægling i de skrøbelige dele af verden, hvor freden nu skal til at spirre.

Politisk modvilje
I Alternativet har vi ét overordnet formål med at være i politik – vi vil gøre os umage med at gøre verden til et bedre sted for flere, og ikke mindst gøre Danmark til det bedste land for verden. I modsætning til det billede som mange ynder at tegne af os i Alternativet, er vi fuldstændig realistiske i vores forventning til, hvordan vi når vores mål – vi tager ét skridt af gangen, og forsøger gennem maksimal åbenhed og så involverende en demokratisk debat som muligt hele tiden at blive klogere og træffe bedre beslutninger.

Da den engelske Chilcott-rapport udkom i forsommeren 2016, var der i Storbritannien stort fokus på de politiske beslutninger, der førte til krigen i Irak i 2003. Her i Danmark blev et nødvendigt fokus også rettet imod vores egen beslutning om at deltage militært i Irak. Parallellen mellem danske og engelske forhold er berettiget i den forbindelse, det er efterhånden åbenlyst for alle. Også for mig, indtil den dag, jeg måtte blive klogere. Alligevel er der en voldsom og meget markant politiske modvilje herhjemme, mod at få klarlagt den politiske proces omkring vores deltagelse i krigen. Faktisk så stor at den nuværende regering nedlagde den kommission, der skulle skabe klarhed. Der bruges derimod uanede kræfter på at undgå at blive klogere på vores krigshandlinger og politiske bevægegrunde, endda i en sådan grad, at jeg efterhånden tvivler på, om vi er enige om, at vi skal undgå at gentage de samme fejl, som vi uomtvisteligt har begået i fortiden. Her taler jeg ikke om specifikke fejl og mangler, men generelt en politisk vilje til at insistere på at træffe stadig bedre beslutninger – ikke mindst når det handler om liv og død.

Den samfundsmæssige effekt bliver, når der politisk ikke er vilje til at påtage sig det fornødne medansvar for historisk afgørende beslutninger, at Christiansborg utilsigtet skaber en kultur, hvor det efterhånden er acceptabelt at løbe fra regningen, eller som det i vores nuværende regerings flygtningepolitik generelt er blevet et mantra, i det mindste at ”gå lige til grænsen”.

Vi har for længe siden passeret grænsen for, hvad vi som nation kan slippe moralsk afsted med overfor vores veteraner og kampskadede. Viljen til selvkritik og ansvarlighed er forudsætningen for politiske beslutninger, man kan have tillid til – og selvom det kan være dyrt, er fraværet til gengæld uerstatteligt.