Hvordan frihandel blev et fy-ord i valgkampen

Ledelsen i begge partier er begejstrede for frihandelsaftaler. Men de to præsidentkandidater deler – i hvert fald ikke officielt – den holdning. Tværtimod taler både Clinton og Trump dunder mod TPP og TTIP. Frihandel er nemlig blevet et fy-ord i kampen om Det Hvide Hus.

Forskellene mellem Hillary Clinton og Donald Trump er mange. Rigtig mange endda. Og deres måde at lede USA på vil være vidt forskellig. Et område, hvor de ellers stridende parter dog er nogenlunde enige er i forhold til frihandelsaftaler. For både Trump og Clinton er imod både TPP og TTIP. Selv om partiledelserne hos både Demokraterne og Republikanerne er tilhængere af aftalerne. Forvirret? Hvis ja, så er det forståeligt.

For at forstå, hvordan frihandelsaftaler er blevet et af de politiske områder, som begge kandidater henrykker forsamlinger ved at kritisere, starter vi lige med at træde et skridt tilbage og se nærmere på aftalerne. Ikke mindst TTIP, som er den frihandelsaftale, som USA og EU gennem flere år har forhandlet om.

Transatlantic Trade and Investment Partnership (TTIP) er en foreslået frihandelsaftale, hvis formål er at styrke samhandelen mellem EU og USA og på sigt skabe multilateral økonomisk vækst. Aftalen er under igangværende forhandlinger og indeholder tre overordnede områder, hvor man vil forsøge at harmonisere samarbejdet: markedsadgang, fjernelse af told og afgifter på varer og tjenester over Atlanterhavet samt arbejde mod gensidig anerkendelse af internationale standarder.

Gevinsterne ved TTIP har potentiale til at blive ganske betydelige for internationale investorer og forbrugere i Europa såvel som i USA. Ophæves told og afgifter på produkter og tjenester, der handles over Atlanten, vil en øget samhandel være forventelig, og når regler og standarter for en sådan samhandel koordineres, vil det ligeledes højne kvaliteten af samhandlen idet virksomheder og forbrugere slipper for at skulle forholde sig til to separate bureaukratier, men nøjes med at navigere i ét.

EU-kommissionen har meldt ud, at TTIP vil pumpe den europæiske økonomi op med €120 milliarder den amerikanske økonomi med €90 milliarder og resten af verden med €100 milliarder. I den forbindelse har flere eksperter påpeget, at TTIP har potentiale til at skabe flere millioner nye jobs – noget de politiske ledere i både EU og USA har stor interesse i.

Kulturelle forskelle EU og USA imellem
At få en aftale på plads er imidlertid ikke uden besvær, for amerikanerne og europæerne har to meget forskelligartede syn på lovgivning. I USA er man af den overbevisning, at der skal være fri adgang til at drive forretning på alle områder. Dvs. at hvis det ikke er videnskabeligt bevist, at et stof eller produkt er til skade for menneskers liv og helbred eller miljøet, så skal det ikke være forbudt. Modsat værner Europa om Forsigtighedsprincippet. Her vejer hensyn til menneskeliv og miljø tungere end retten til at drive forretning. Derfor kan et forretningsområde i EU sagtens reguleres trods det, at sundheds- eller miljømæssige risici ikke direkte kan begrundes videnskabeligt endnu. Denne kulturelle forskel har således – på begge sider af Atlanten – givet anledning til bekymringer om, at TTIP vil resultere i en forringelse af etablerede standarder på en række områder, produkter og ydelser.

Omvendt er TTIP samtidig en unik mulighed for at koordinere standarter, som kan føre til de mest omfattende bilaterale handelsstandarter i verden. EU og USA kan med vedtagelsen af TTIP iværksætte det mest omfangsrige handelssamarbejde, der repræsenterer en størstedel af de reguleringsstandarter, der eksisterer for produkter, ydelser og tjenester – og samtidig har en sådan aftale potentiale til at påvirke det internationale handelsmarked i den resterende del af verden. Med det in mente vil en vedtagelse af TTIP samtidig signalere et skridt mod globale reguleringsstandarter.

Hvad har TTIP med det forestående præsidentvalg at gøre?
Frihandel har været, og er til dels stadig, en kerneværdi for de fleste republikanere (og for mange amerikanere generelt), hvorfor det ikke er underligt, at republikaneren og formand for Repræsentanternes Hus, Paul Ryan, og resten af ledelsen hos Republikanerne, er tilhængere af TTIP. Det samme gør sig gældende hos præsident Obama og ledelsen hos Demokraterne – der med Obamas udnævnelse af Michael Froman som USA’s handelsrepræsentant i 2013 – satte gang i TTIP forhandlingerne med EU.

Således befinder USA sig i en situation hvor begge de etablerede partiers ledelse bakker op om en aftale, der af kritikere er blevet beskyldt for at favorisere multinationale virksomheder på bekostning af middelklasseamerikaneren. Kombineres det med, at middelklasseamerikanerens købekraft de sidste 40 år har stagneret, flere store virksomheder udfaser produktionen til særligt Asien og samtidig bliver rigere og rigere, resulterer det i en ikke ubetydelig skepsis blandt store dele af den amerikanske befolkning.

Mange amerikanere føler ikke at etablissementet i Washington D.C. lytter til dem, men med Donald Trump er deres frustration og skepsis blevet bragt ind på den politiske scene og ind i den amerikanske præsidentvalgkamp. Trump proklamerer, at han som præsident vil føre en protektionistisk handelspolitik, hvor han vil stoppe TTIP-forhandlingerne med EU og bringe middelklassejobs tilbage til USA. Det interessante er, at Hillary Clinton i august 2016 ligeledes har ytret at TTIP-forhandlingerne ikke nødvendigvis vil fortsætte med hende som præsident. Den tidligere udenrigsminister har udtalt, at hun vil stoppe enhver aftale, der bringer amerikanske jobs i fare.

De nuværende respektive ledelser hos Demokraterne og Republikanerne og fortalerne for aftalen i de europæiske lande står altså i en situation, hvor de potentielt risikerer at misse verdenshistoriens største handelssamarbejde og den ”politiske pondus”, der naturligt følger i kølvandet på en succesfuld politisk aftale, når amerikanerne vælger USA’s femogfyrretyvende præsident d. 8. november. Obama har med sin retorik længe signaleret, at han gerne så TTIP-forhandlingerne på plads, inden han officielt træder tilbage som præsident i januar, men det ser på nuværende tidspunkt ikke ud til at lykkes grundet forhandlingsmæssige grundet de ovenstående forhandlingsmæssige uenigheder parterne imellem. Paul Ryan, der af flere er spået som republikanernes bedste bud på en præsidentkandidat i 2020, vil også stå stærkere, hvis han med gennemførslen af TTIP kan henvise til sin rolle i udformningen og derved signalere handlekraft, vedholdenhed og potentielt være medvirkende til skabelsen af millioner af amerikanske jobs.

Det bliver derfor interessant at følge, hvordan de to præsidentkandidater, Hillary Clinton og Donald Trump, frem mod valget vil adressere TTIP, og i hvilket omfang Obama-administrationen med opbakning fra speaker Ryan og ledelsen i det Republikanske parti, formår at føre forhandlingerne tættere på en regulær aftale. Uanset hvem amerikanerne vælger som præsident i november bliver det både fra europæisk og amerikansk side interessant at iagttage den kommende præsidents træk ift. forhandlingerne om en frihandelsaftale, idet implikationerne af udfaldet af forhandlingerne potentielt rækker vidt udover den vestlige verden.