Det er nemt at forestille sig, hvordan det Republikanske Parti kan forsvare flertallet i begge Kongressens kamre. Omfavn præsident Trump og brolæg vejen med kulturkrig og fokus på immigration.
Washington D.C. – Mark Sanford vidste allerede, at han kunne vinke farvel til Kongressen tilbage i 2017.
Det var ikke engang gået en måned siden Donald Trumps indsættelse, og kongresmedlemmet fra South Carolinas kyst vidste allerede, hvordan hans politiske fremtid så ud.
”I’m a dead man walking,” sagde han til POLITICO.
Sanford fik ret. I sidste uges primærvalg tabte den omstridte politiker og tidligere guvernør pladsen i Kongressen, han havde besat siden 2013 til Katie Arrington. Alt sammen fordi, han var en af de mest højlydte kritikere af præsident Trump.
”På en måde repræsenterer han det diametralt modsatte, eller destruktionen, af alt, hvad jeg troede, jeg vidste om politik, forberedelse og livet,” sagde Sanford.
Arrington var klar i spyttet. Hun forkastede Sanfords kritik af Trump:
”Det er tid til at stemme på en konservativ stemme, der vil arbejde sammen med præsident Trump; ikke imod ham,” erklærede hun i sin introduktionsreklame i primærvalget.
Historien i de republikanske primærvalg i år har været entydig: Omfavn præsidenten eller tag konsekvenserne. Sanford er den seneste kandidat, der måtte lade livet. I senatet har Jeff Flake (R-AZ) og Bob Corker (R-Tenn.) allerede afvist at søge genvalg efter udfald med lederen af partiet.
I Alabamas andet distrikt har Martha Roby været ude i kulden, fordi hun trak sin støtte efter offentliggørelsen af Access Hollywood båndet tilbage i 2016. Roby, som har siddet i fire perioder, og som inden 2016 blev set som en af partiets kommende stjerner, fik blot 39 procent af stemmerne og skal nu ud i et run-off. Hendes svaghed er bemærkelsesværdig, når du tænker på hendes modkandidat Bobby Brights profil. Bright repræsenterede tidligere distrikt, men som demokrat. Han har for eksempel stemt på Nancy Pelosi, der er en af de mest forhadte politikere blandt republikanske vælgere, som speaker.
I Virginia vandt den yderst kontroversielle Corey Stewart kampen om at udfordre den tidligere vicepræsidentkandidat Tim Kaine. Stewart er enig i Trumps anti-immigrations linje. Han har desuden skabt overskrifter ved at fremstå offentligt med neo-nazisterne, der arrangerede marchen i Charlottesville sidste år, og han har genoplivet konspirationsteorien om, at tidligere præsident Obamas fødselscertifikat var forfalsket.
Ja, det er i sandhed Trumps parti.
Den republikanske vej til sejr
Republikanerne skal undgå at tabe mere end 23 valg til november. Deres vej til succes er utvivlsomt flettet sammen med præsidentens. Det betyder blandt andet, at de skal have valget til at handle om de emner, som kan antænde partiets base i et år, hvor de har magten og derfor ikke er nær så entusiastiske efter at komme til stemmeboksen. Ifølge en måling fra Morning Consult stoler vælgere mere på republikanernes evne til at håndtere immigration. Immigration står derfor øverst på listen over mærkesager, som partiet vil have valget til at handle om.
34 procent af de republikanske tv-reklamer handler om immigration ifølge en analyse fra USA TODAY. Det er kun overgået af pro-Trump reklamer, og det har overtaget andenpladsen over skattepolitik modsat tidligere år.
På samme måde er kulturkrigen om politisk korrekthed og symbolpolitik områder, hvor præsidentens holdning ifølge meningsmålinger stemmer overens med flertallet af amerikanerne. Med Trumps evne til at kommandere dagsordenen gennem Twitter, og højrefløjens mediemiljø der næsten ikke har været kritisk igennem hele hans embedsperiode har GOP en klar fordel.
Amerikanernes syn på Trumps jobpræstation kommer til at blive en af de afgørende faktorer for, hvordan midtvejsvalget falder ud. I øjeblikket svinger den et sted imellem 41 og 44 procent, men den har peget opad de seneste måneder.
Præsident Obama havde omkring de samme numre som præsident i oktober 2010 og 2014. Her tabte Demokraterne henholdsvis 63 og 13 pladser. Upopulære præsidenter trækker altid deres parti ned. Ifølge en analyse af Gallup data foretaget af Kongressen.com har de ni præsidenter, der har haft under 50 procent i approval i den sidste måling før midtvejsvalget i gennemsnit tabt 36,5 pladser i Huset.
Det betyder ikke, at Republikanernes vej til at bibeholde magten er svær at forestille sig. Der er unikke omstændigheder, der gør sig gældende i 2018, hvor normale historiske sammenligninger kommer til kort.
Republikanerne har for eksempel langt lavere eksponering i år. Jo flere distrikter, der læner imod oppositionspartiet, som det regerende parti skal forsvare, jo værre bliver deres nederlag, hvis de politiske vinde ikke er med dem.
De politiske vinde blæser tydeligvis ikke imod højre, men GOP skal kun forsvare 23 distrikter, som Clinton vandt i 2016. Til sammenligning havde Demokraterne i 2010 49 kongresmedlemmer, der førte kampagne, steder hvor McCain havde vundet i 2008.
Da kongresdistrikterne blev ændret i 2010 var det med en anseelig republikansk fordel. Der har aldrig før været så stort et Republikansk bias i det valgpolitiske kort som i år. Den strukturelle fordel, der bedre er kendt som gerrymandering, kan altså i sig selv være nok til at fastholde et rødt flertal.
I Senatet ser partitoppen ligeledes et kort, der favoriserer dem. Begge partier ser realistisk set 10 stater som de centrale slagsmarker. Republikanerne skal blot vinde to af dem for at nå 50 og otte af dem er stater, som Trump vandt i 2016. I seks af dem vandt præsidenten med en to-cifret margin.
Det er svært at forestille sig, at det republikanske flertal i Huset ikke skrumper til november. Men en blå bølge er ikke nødvendigvis nok. Valg handler om at tælle til 218 i Huset og 50 i Senatet (siden vicepræsidenten har den afgørende stemme i tilfælde af 50-50).
Der er høj sandsynlighed for et scenarie, hvor Republikanerne får et mindretal af stemmerne på nationalt plan, men kun taber en håndfuld pladser i Huset og samtidigt kan byde et par nye senatorer velkommen. Deres geografiske og strukturelle fordel er så stor.
Desuden er den demokratiske koalition i langt højere grad afhængig af vælgere, som ikke er nær så tilbøjelige til at deltage i midtvejsvalg. Særligt medlemmer af det såkaldte Rising American Electorate – ugifte kvinder, millennials, latinoer og afroamerikanere. Et andet spørgsmål er universitetsuddannede kvinder i forstæderne. De er en af de demografiske grupper, der er mest utilfredse med præsident Trump, men mange af dem er registrerede republikanere, og de har en vane med at komme hjem til deres hold, når valget står for døren.
Sådan som tingene står nu, er det på eget ansvar at afskrive Republikanerne fra at fortsætte med at kontrollere alle tre magtinstitutioner, når amerikanerne vågner den 7. november.
You must be logged in to post a comment Login