Hvor drømme får taletid

Hollywood står for mange som et af de mest kendte symboler på den amerikanske drøm. Det er stedet, hvor de allerstørste drømme bliver til virkelighed. Og hvor jagten på stjernestatus altid er i gang. Læs uddrag af Ea Ørums kapitel fra ‘Den Amerikanske Drøm’ her.

Vi spejler os i dem og opsluges af dem. Vi drømmer os væk. ”The American Dream” handler om at finde og indtage sin plads i verden. Hollywood har promoveret drømmen om et bedre sted og et lykkeligere liv, siden de lavede storyboardet til den første film. Historien om selve Hollywoods opblomstring i begyndelsen af 1900-tallet kunne også være bygget på et manuskript til en film om ”The American Dream”. Først var der var ingenting, så blev der arbejdet hårdt og i modstand, og derefter var der alting. Ud af den vestlige popkulturs vugge, Hollywood, voksede en mægtig drømmemaskine – Hollywood-produktionerne.

Fra 1911 trak Californiens sol filmproducenter til denne del af verden, der små 30 år efter med stor selvfølgelighed blev omtalt som ”The City of Dreams”. Dengang var der brug for sollyset til filmoptagelserne, da kunstigt lys slet ikke var så medgørligt, som det er i dag. Det kunne Hollywood fint levere. 365 dage efter det første studie var skudt op i Los Angeles, var 15 andre kommet til. Byen blev en anden, og det var ikke kun lyset, som trak. ”The Golden Age of Hollywood” spirede. I de første år var skilte ved udlejningsboliger med ordene ”No dogs and actors allowed” ikke ualmindelige. Skuespillere blev anset som upålidelige og larmende. Mistillid kendetegnede synet på artister i USA, men i Los Angeles forandrede kultureliten sig i takt med, at filmstudierne blev rigere og flere. Den kreative industri voksede. Især området omkring Beverly Hills blev til en rigmandsghetto, hvor velhavende skuespillere byggede store villaer. Her bor de endnu. Ikke langt derfra skød de ikoniske hvide Hollywood-bogstaver op af den knoldede jord. De står der stadig og minder om dengang, en ejendomsmægler fik en god idé til, hvordan han kunne lave reklame for grundene i området. Små tre år efter i 1926 kunne filmbranchen skrive på CV’et, at de var blevet USA’s femtestørste industri med en indtjening på omtrent 1,5 milliarder Dollars om året. Hele verden var nu Hollywoods marked. Drømmemaskinen havde sat sig på 90 procent af den globale filmindustri.

Skuespillere var ikke længere i samme kategori som hunde. De blev nu beundret som stjerner over det meste af USA. Producenternes nyvundne rigdom afhang af dem. Hollywood levede af at opbygge stars and starlets og få publikum til at tro på drømmen om dem. De nye stjerner skulle funkle og nydes på afstand. Publikum købte den drøm, for Hollywoods nykreerede PR-maskine fungerede. Den formede det glitter, der stadig omgiver filmindustrien i dag. PR-folket bestemte, hvor og hvordan skuespillerne skulle bo, hvad de skulle spise, hvad de skulle have på, og hvilke mennesker de skulle ses med. Stjernerne fik også nye navne. I Hollywood blev Norma Jeane Mortenson omdøbt til Marilyn Monroe, Frances Ethel Gumm blev til Judy Garland og Frederick Austerlitz til Fred Astaire. De fleste af dem kunne fortælle historien om, at de var kommet fra ingenting, og at de nu var blevet til noget – big time. For nogle af skuespillerne blev stjernelivet for hårdt, og de brændte ud med hjælp fra alkohol og stoffer. Opmærksomheden blev for overvældende, men historierne om dem og deres præstationer levede videre efter deres død. Hollywood kunne gøre mennesker udødelige.

Efter 1920’ernes højkonjunktur dykkede økonomien. Depressionen ramte også filmproducenterne, som kæmpede mod konkurs. De holdt stadig fast i temaer, der vedrørte den amerikanske drøm, men de blev nicheorienterede og kunne konkurrere i kraft af den tilstræbte alsidighed. Hvor filmselskaber før havde produceret alle typer af film, dygtiggjorde de sig nu i stedet og blev til selvstændige brands. Universal og Columbia reddede eksempelvis deres økonomiske situation ved at skabe ’b-film’, altså film, der er billige at lave, og som taler til et stort publikum. Hollywood var uovervindelig og nærmest peakede under krisen.

Hollywoods Golden Age blev skudt endeligt i gang med talefilmen. Det var nu ikke, fordi der havde været stille i biograferne, inden talen kom på lærred. Før Warner Brothers lavede den allerførste ”talkie” i 1927, spillede orkestre med op til 100 mennesker i biografsalene. Selv om publikum var vant til lyd, blev omvæltningen stor, for fortællingerne skulle nu til at dreje sig om monologer og dialoger. Publikum elskede det. To år efter var produktion og biografer omstillet til talk, talk, talk.

Warner Brothers ”The Jazz Singer” bød på nogle af de første og mest kendte linjer: ”Wait a minute, wait a minute – you ain’t heard nothing yet”. Jackie Rabinowitz, hovedpersonen, taler til sit publikum. Han står på scenen i et teater. Filmen handler om ham, hans løsrivelse fra sin familie og sin jagt på at blive en beundret stjerne. Filmen dyrker The American Dream.

Jackie Rabinowitz’ far er kantor og forsanger ved gudstjenesterne i den jødiske kirke – ligesom sin far, og hans far og hans far og hans far har været det. Filmen skildrer det jødiske samfund som et parallelsamfund, hvorimod showbusiness er the real America. Jackie Rabinowitz er kun en lille dreng, da han stikker af fra sin familie og forfølger drømmen om showbusiness. Ved at arbejde hårdt bliver den jødiske immigrant en del af den kultur, som oprindeligt var fremmed for hans familie. Jackie Rabinowitz bliver til Jack Robin. Efter flere års slid og da han endelig vinder offentlig anerkendelse, kommer han tilbage til New York, hvor hans familie bor. Jack Robin har fået en stor rolle på Broadway. Selv om hans far ser sin søns succes, vil han stadig ikke kendes ved ham, før han på sit dødsleje hører ham synge en jødisk sang, som han har lært ham. Kort efter sin fars død træder Jack Robin igen op på scenen i teateret – tilbage i sin nye amerikanske identitet. Nu har Jack Robins mor fundet vej til teatersalen, og hun nærmest tilbeder sin søns optræden. Metalaget her er enormt. Hendes søn står på scenen som datidens klassiske ”blackface minstrel singer”. Det vil sige at han er malet sort i ansigtet og synger en form for happy jazz. De sortmalede ansigter var almindelige på datidens skrå brædder, men scenen bliver særlig interessant, idet han via sin succes er kommet helt tæt på den amerikanske identitet, som han higede efter, men primært ved at tage en helt tredje identitet på sig. Det er derfor blevet diskuteret i årtier, hvorvidt han lykkes med sin søgen efter en plads i verden. Fik han sin amerikanske drøm opfyldt? Mistede han det hele, eller blev han til noget?

Læs hele Ea Ørums kapitel i ‘Den Amerikanske Drøm’, der udkommer tirsdag den 30. juni på Forlaget Rosenkilde.