Hvilken betydning får midtvejsvalget for klima- og energipolitikken?

Klima- og energipolitik har ikke fyldt meget i midtvejsvalget, men demokraternes sejre i en række guvernørvalg kan få stor betydning for klimapolitikken på delstatsniveau.

På nuværende tidspunkt har du formentlig fuldstændig styr på resultatet af midtvejsvalget til senatet og repræsentanternes hus, og du er sikkert så småt begyndt at bevæge blikket frem mod 2020. Men i forhold til klima- og energipolitikken er det værd at stoppe op og tage et spadestik dybere. Her er det nemlig ofte vigtigere hvem, der flytter ind i govenor’s mansion end hvem, der rykker ind på Capitol Hill. Det er nemlig i høj grad på delstatsniveau, at klimapolitikken føres. Tirsdagens midtvejsvalg får således næppe den store betydning for den føderale klima- og energipolitik frem mod næste valg. Anderledes spændende bliver det i de syv delstater, som har valget en Demokratisk guvernør til fordel for en siddende republikaner. Det er nemlig ikke ualmindeligt, at en udskiftning af guvernøren medfører drastiske ændringer i en stats klima- og energipolitik.

I Nevada, New Mexico, Kansas, Illinois, Wisconsin, Michigan og Maine har befolkningen valgt at skifte en siddende republikaner ud med en demokrat, og i de fleste af disse stater vil dette medføre en grønnere politisk agenda i de kommende år. I tre stater vil effekten af guvernørskiftet være særligt tydelig. I Nevada, New Mexico og Maine har de snart forhenværende republikanske guvernører nemlig brugt deres vetoret til at bremse lovændringer, som støttede overgangen fra fossil energi til vedvarende energi. Disse lovforslag er allerede forhandlet og godkendt i delstaternes parlamenter og vil derfor med stor sandsynlighed ligge på bordet, når de demokratiske guvernører tiltræder efter nytår.

New Jersey er et godt eksempel på, at skiftende guvernører kan have stor indflydelse på delstaters klima- og energipolitik. I 2009 var New Jersey en af i alt ti stater i det nordøstlige USA, som indgik et regionalt kvotesystem for udledningen af CO2. Men da republikaneren Chris Christie året efter overtog guvernørposten fra demokraten Jon Corzine trak han staten ud af det regionale klimasamarbejde. I januar 2018 måtte Chris Christie dog overlade sit kontor til demokraten Phil Murphy. New Jersey er derfor nu på vej ind i det regionale kvotesamarbejde igen og har lagt en ambitiøs klimastrategi med en stor satsning på havvindmølleparker.

Klima på stemmesedlen
I fem stater var klimaspørgsmålet og vedvarende energi et punkt på stemmesedlen, men her var opbakningen ikke stor. I Colorado nedstemte befolkningen et forslag om at begrænse udvinding af olie og gas på statsejet jord. Arizonas borgere takkede pænt nej tak til et forslag om at sætte farten op på statens skift fra fossile energikilder til solenergi. Også den stærkt demokratiske stat Washington havde klimaet på stemmesedlen med et meget omdiskuteret forslag om at indføre afgift på udledning af CO2. En sådan afgift ville være den første af sin slags i USA, og mange miljøforkæmpere havde store forhåbninger til afstemningen. Men CO2-afgiften fik en meget begrænset opbakning. Kun i distriktet King County, hvor byen Seattle ligger, var der flertal for CO2-afgiften.

I Nevada og Florida var der til gengæld lyspunkter for miljøforkæmperne. Nevada stemte ja til et forslag meget lig det, som blev afvist i Arizona. Ifølge forslaget skal elselskaberne i Nevada generere 50% af deres energi fra vedvarende kilder i 2030. Lovforslaget skal dog igennem endnu en stemmerunde i 2020, før forslaget endeligt skrives ind i loven. I the sunshine state valgte 69% af Floridas borgere at stemme for et forslag, som forbyder offshore olie og gasudvinding i statens farvande. Den store tilslutning skyldes måske, at mange stadig kan huske konsekvenserne af Deepwater Horizon katastrofen i 2010. Det er dog svært at vide hvad der motiverede vælgerne, forslaget var nemlig koblet sammen med et forslag om at forbyde indendørs brug af e-cigaretter, hvilket jo unægtelig gør motivationen bag tilslutningen noget tåget.

Midtvejsvalget har rystet den politiske pose, og udfaldet kommer naturligvis også til at påvirke klima- og energipolitikken. Kommentatorerne på klimaområdet har ivrigt diskuteret om klimaet blev vinder eller taber ved valget, dog uden at kunne finde frem til noget der minder om konsensus. At demokraterne vandt repræsentanternes hus er klart positivt for den amerikanske klimaindsats. Demokraterne i repræsentanternes hus har nu mulighed for at arbejde på nye føderale klimatiltag i samarbejde med det stigende antal af republikanske kongresmedlemmer, som anderkender klimaforandringerne og støtter den grønne omstilling. Men kommer fløjkrige og rigsretssager til at dominere valgperioden, vil der ikke ske noget som helst på den føderale klimascene.