Hvilken betydning får debatten?

Det bliver det mest betydningsfulde punkt i præsidentvalget. Hillary Clinton mod Donald Trump. Her er, hvad du skal holde øje med, når det går løs på Hofstra University i aften.

90 minutter.

Efter mere end 400 dage og tusindvis af analyser om præsidentvalget anno 2016, så er vi her endelig.

Endelig, endelig.

Årets præsidentvalg har brudt alle politiske normer og produceret et hidtil uhørt antal game changers og, rent ud sagt, WTF øjeblikke.

Hvis du har fulgt med på Kongressen.com, så ved du, at jeg er den våde karklud. 90 procent af hvad medierne dækker i en valgkamp, er støj. De fundamentale faktorer afgør valg. Den ene såkaldte skandale efter den anden tiltrækker journalister og kommentatorer; skaber vrede og selvpromoverende retskaffenhed på sociale medier. Men i sidste ende betyder det meget lidt for, hvem der ender i Det Hvide Hus.

Men denne debat er anderledes. Ingen enestående begivenhed har indtil nu haft så stor betydning som valgets første debat mellem Hillary Clinton og Donald Trump.

Når rampelyset rammer debatscenen i aften og Lester Holt byder velkommen til den første debat i 2016, kan de næste 90 minutter meget vel afgøre, hvem der bliver USA’s næste præsident.

Debatternes betydning
Historisk set har den første debat minimal betydning.

Målingerne kan svinge en smule. Tager du et gennemsnit af de seneste fem præsidentvalg ændrer det typisk fire procentpoint i målingerne.

Og effekten bliver mindre, hvis du ser samlet på alle tre debatter. Ifølge en analyse i Robert Erikson og Christopher Wleziens bog ”The Timeline of Presidential Elections: How Campaigns Do and Don’t Matter” rykker debatterne i snit 1-1,5 procentpoint. Et andet studie af James Stimson og en separat analyse foretaget af Gallup drager samme konklusion. Siden 1968 er det kun valget i 2000, som blev afgjort med under 2 procentpoint.

Og debatterne har sjældent betydning for de bredere konturer i valget.

Den første debat i 2012 er et perfekt eksempel. Barack Obama førte solidt før første debat. Men hans katastrofale præstation i Denver åbnede, ifølge de fleste eksperter, muligheden for, at Romney kunne komme tilbage. Obamas forspring på tre procentpoint forsvandt, og Romney førte for første gang i gennemsnittet af meningsmålinger. Det blev udråbt som et vendepunkt i kampagnen.

Men der var et problem: Det var forkert.

Ifølge Obama-kampagnens interne målinger var det kun republikanere, der havde forladt Romney efter den famøse ”47 procent”-kommentar, som vendte tilbage og støttede Romney. Romneys nye føring i målinger var i stedet et udtryk for støj i målingerne. Efter Romneys sejr blev hans vælgere ganske enkelt mere tilbøjelige til at svare, når de ringede. Obamas vælgere nægtede omvendt at deltage.

I sidste ende sluttede valget på samme sted, det havde været før debatterne: en solid Obama-sejr.

Særligt politisk miljø
Men der er faktorer, som tyder på, at 2016 er anderledes.

For første gang i dette århundrede stiger antallet af vælgere, som ikke har bestemt sig endnu efter Labor Day. Trump og Clinton er de to mest upopulære kandidater i moderne præsidentvalgshistorie. Kampagnen har været ukarakteristisk negativ og begge kandidater har ikke slået igennem med en positiv vision for USA. Støtten til Gary Johnson og Jill Stein overstiger niveauerne for tredjepartis-kandidater i de sidste par valg.

Debatterne er den bedste mulighed for kandidaterne til at overbevise de uafklarede vælgere. Forsikre dem om, at Trump eller Clinton kan være en præsident, som USA kan acceptere i fire år.

Kampagnerne øver normalt deres svar ned til mindste detalje. Forberedelserne handler om at få deres kandidat til at have oplevet alle svar fra modkandidaten og spørgsmål fra værten. Selv de mest rationelle strateger sveder over minimale detaljer, som da Bill Clintons hold i 1992 stjal barstolene, som de havde brugt i deres øvelser og sneg dem ind på debatpodiet. Som Paul Begala siger i dag: Det var vigtigt, at Bill Clintons røv følte sig på hjemmebane.

I aften kan du forvente indøvede linjer, som er skabt til at dominere debatten på de sociale medier (horses and bayonettes), og hvert eneste ord fra kandidaternes mund kan skabe et øjeblik, der dominerer medierne frem til næste debat. Tænk på de ikoniske udtalelser, som du stadig husker i dag: ”There you go again”, ”There is no Soviet domination of Eastern Europe, and there never will be under a Ford administration” og ”I will not make age an issue of this campaign. I am not going to exploit for political purposes my opponent’s youth and inexperience.”.

Hold øje med følgende
En af de ting, jeg vil holde mest øje med er, hvilket øjeblik som kommer til at definere debatten. Det øjeblik, som vil blive snakket om i de følgende dage og spillet igen og igen og igen og igen i newsfeeds på sociale medier og på tv-kanaler i hele landet. Amerikanske præsidentvalg kan i hovedtræk forstås som to fundamentale budskaber: hold kursen eller tid til forandring. En udvekslingen eller en udtalelse, uanfægtet hvilken kandidat det kommer fra, påvirker forståelsen af, hvad der er på spil i november. Det kan også besejle opfattelsen af en kandidats værste sider. Som da Al Gore højlydt sukkede. Da George H.W. Bush kiggede på sit ur under et publikum-spørgsmål.

Der er et andet slags øjeblik, som jeg leder efter. Et autentisk øjeblik som underbevidst fortæller en almindelig vælger, at de kan stole kandidaten som leder. I 2012, på den samme scene, som Clinton og Trump skal stå på i aften, skabte værten Candy Crowleys faktatjek nogle af de største overskrifter efter Obama og Romneys anden debat.

Men det var Obamas svar få sekunder forinden om angrebet på den amerikanske ambassade i Benghazi og de fire døde embedsmænd, der var et af højdepunkterne for de vælgere, der ikke havde bestemt sig endnu.

Obama vendte sig om. Stirrede Romney i øjnene, mens han sagde ”(…) the suggestion that anybody on my team, whether the Secretary of State, our U.N. Ambassador, anybody on my team would play politics or mislead when we’ve lost four of our own Governor. Is offensive. That’s not what we do. That’s not what I do as President. That’s not what I do as Commander-In-Chief.”

I en kampagne, hvor vælgerkorpset eftersøger autenticitet og har svært ved at få sig selv til at stemme på en upopulær kandidat, kan et øjeblik som Obamas få de uafklarede vælgere til at bestemme sig.

En kvinde på scenen
Til slut kan vi ikke komme udenom en åbenlys, men ubekendt faktor. Hillary Clintons køn.

Der har været vicepræsidentdebatter med kvinder i 2008 og 1984, men aldrig før har en kvinde stået på scenen. Debatter er langt mere stil end substans. Adskillige studier og politisk research viser, at kropssprog, toneleje, udseende og andre kønsbaserede bias alle spiller ind i, hvordan vi vurderer kvindelige politikere. Men selvom tidligere forskning giver en ide, om hvad der kan ske, og hvordan vælgerne opfatter Clinton, så er der ikke et eneste studie, der kan vejlede.

Oven i det, så snakker vi ikke om en hvilken som helst kvinde. Hillary Clinton har 25 år i det offentlige liv og adskillige kontroverser bag sig. Vi taler heller ikke om en almindelig mand. Donald Trump anses som sexistisk af flertallet af vælgere. Hans svageste øjeblikke i primærvalgsdebatterne var i kontroverser med kvinder. Tag for eksempel øjeblikket, hvor Carly Fiorina fik et spørgsmål om Trumps tidligere kommentarer om hendes udseende. Fiorina svarede iskoldt, at hun var sikker på, at alle amerikanske kvinder forstod, hvad Trump havde sagt klart og tydeligt.

Trumps dominerende instinkt, som virkede effektivt i primærvalgsdebatter med andre mænd, kan meget vel ændre opfattelsen af ham fra alfa-han til en fyr, der bliver afvist klokken 4 om natten på et diskotek i Midtjylland. Efter Fiorina-fiaskoen faldt Trumps støtte med otte procentpoint i målingerne, mens Fiorinas gik op med tre procentpoint.

Mænd har traditionelt haft det sværere med kvinder på debatscenen. Det var tilfældet i 1984, hvor Geraldine Ferraro i vicepræsidentdebatten udnyttede George H.W. Bushs patroniserende sprog, i dag kendt som ”mansplaining”, til at male Bush som en mandschauvinist.

Clinton har selv været i centrum for en række af den slags angreb. I 2000 gik hendes modkandidat til senatet Rick Lazio over til hendes podium under en debat. Øjeblikket blev set som, at Lazio overskred hendes personlige grænse og står som en af de faktorer, der hjalp Clintons vej til hendes første politiske embede. I dag siger Lazio selv, at det øjeblik var ødelæggende for hans kandidatur.

I 2008 var nogle af hendes mest autentiske øjeblikke baseret på kønsbaserede angreb, som da John Edwards kritiserede hendes jakke under en debat. Eller hendes evne til at grine, da Barack Obama kaldte hende ”likable enough”. Eller hendes hurtige og selvironiske svar til debatværten Scott Spradling, der anfægtede hendes likeability og, at New Hampshires vælgere bedre synes om Barack Obama: ”Well, that hurts my feelings,” sagde hun med et stort smil. Donald Trumps kampagne anerkender, at hans største trussel er at blive set som aggressiv og sexistisk. Spørgsmålet er, om kandidaten har det på samme måde.

Sandheden er, at vi kun kan gætte, når det kommer til den første debat. Vi har den første kvindelige kandidat på scenen mod den mest uforudsigelige kandidat i amerikansk historie. En kandidat kendt for at studere hårdere end nogen anden og en kandidat, der ikke tror på at øve sig. Lisa Simpson mod Bart Simpson. Leslie Knope mod Jeremy Jam.

Men vi ved, at aftenens debat endelig vil tvinge USA’s vælgere til at se kandidaterne i et seriøst miljø. Renset for reality. Vi ved at svarene vil klarlægge de enorme kontraster mellem Clinton og Trump. Deres debatstil. Deres personlighed. Deres vision for landet.

Og at de 90 minutter meget vel kan afgøre, hvem der bliver USA’s næste præsident.