Hvem skal være Hillarys running mate?

Den demokratiske nominerede finder sig selv i en unik position. Hun kan vælge den bedst egnede kandidat som sin vicepræsident og er ikke begrænset af hensyn til kampagnen. I stedet handler det om kvalifikationer og kemi.

WASHINGTON D.C.: Da præsident Barack Obama i 2008 valgte Joe Biden som sin vicepræsident, var det næsten fornærmende nemt at analyse hvorfor. John McCains valg af Sarah Palin byggede på de samme overvejelser.

Find en kandidat, der maskerer dine egne mangler og balancerer stemmesedlen. Vælg en person, der hjælper dig med at håndtere politiske dynamikker. Intern partifred, demografiske og geografiske svagheder og kampagnens overordnede budskab.

Fire af de varmeste bud på Hillary Clintons nummer to opfylder flere af de betingelser.

Julian Castro, minister for Housing and Urban Development, er både ung og latino med en inspirerende historie. Senator Elizabeth Warren er elsket i det Demokratiske parti. Senator Sherrod Brown fra Ohio nyder bred støtte fra venstrefløjen og hører hjemme i svingstaten Ohio. Og senator Cory Booker fra New Jersey, et af partiets mest hypnotiske politikere.

Men de vigtigste overvejelse går ofte tabt i råb og jamren om, hvad det betyder for valget i forskellige politiske analyser. Som admiral Ackbar ville have sagt: It’s a trap!

I stedet bør Clinton tænke på to ting: Hvem vil hun føle sig tilpas med som makker i Det Hvide Hus i fire år. Og endnu vigtigere: Hvem ville være en kompetent præsident, hvis der skulle ske hende noget?

Kvalifikationer og kemi
Den moderne vicepræsidents rolle er at være et talerør for præsidentens agenda og forsvare den førte politik. Overfor kongressen, interesseorganisationer og i medierne. Det kræver en snedig politiker, der kender til de institutionelle processer og nærer tætte forhold i D.C.

Som tidligere beskrevet her på Kongressen.com så er vicepræsidentkandidaten næsten uden betydning for valgets udfald. En vicepræsidentkandidat kan i bedste fald rykke et par procentpoint i sin hjemstat, hvis vedkommende er kendt og fra en mindre stat geografisk. Samtidigt er Clintons modkandidat Donald Trump. Den mest upopulære politiker nationalt, siden USA startede med at foretage meningsmålinger, og en kandidat der i øjeblikket ikke har en funktionel kampagne, og hvis udtalelser virker skabt til at mobilisere alle dele af den demokratiske base. Det såkaldte Rising American Electorate: ugifte kvinder, racemæssige minoriteter og millennials.

Hillary Clinton befinder sig derfor i en unik situation. Hun behøver ikke tænke på kampagnemæssige fordele, og hun kan frit vælge en kandidat ud fra sine egne præferencer. Kvalifikationer og kemi ligger øverst.

Clinton er ikke blind overfor politiske overvejelser, men de afviger betydeligt fra Donald Trumps. Trump skal finde en kandidat, der hjælper ham øjeblikkeligt. Clinton skal tænke på hendes tid som regeringschef og ifølge flere kilder, tænker hun allerede på, hvordan hendes valg påvirker de såkaldte down-ballot valg til Senatet og Repræsentanternes Hus og midtvejsvalget i 2018.

Det største politisk dilemma handler om Senatet, hvor Demokraterne står til at vinde flertallet tilbage i 2016. Kontrollen i Senatet får en overvældende rolle i Clintons evne til at regere og for hendes agenda generelt. Det vil ikke bare gøre det nemmere for hende at gennemføre sine politiske planer. Den åbne plads i Højesteret er på spil. Højesteret har altid spillet en central rolle i amerikansk politik. Dens politiske retning kan bestemme hvilken vej USA’s jurisprudens tager i afgørende spørgsmål som miljø, immigration, stemmerettigheder og kampagnefinansiering i den næste generation. Den næste præsident kunne også erstatte venstrefløjens retslige ikon 83-årige Ruth Bader Ginsburg og den afgørende svingstemme Anthony Kennedy.

Kongressen er i en historisk uproduktiv periode. De største føderale lovændringer og regler kommer fra den udøvende magt. Med politiske valgte dommere i mange staters øverste retsinstans og en tiltagende aggressiv strategi blandt interesseorganisationer til at udfordre love i en politisk favorable circuit court (for eksempel 5. distrikt) vil de fremtidige dommere i Højesteret blive den vigtigste politiske udvikling i de næste 25 år.

Det er derfor, at senatorer fra en række stater kommer med en politisk ulempe. Hvis en stat har en republikansk guvernør, så vælger vedkommende erstatningen. Og siden Demokraterne har få stater under deres kontrol på statsniveau, udelukker det en række gode muligheder.

Der er ingen tvivl om, at Cory Booker og Sherrod Brown er gode kandidater, men de vil blive afløst af republikanere.

Ulemperne ved Warren og Castro
Både Julian Castro og Elizabeth Warren er blandt de tre første kandidater, som Clinton-kampagnen i sidste uge begyndte at researche og bede om de såkaldte spørgeskemaer – en udvikling, der typisk er forbeholdt seriøse kandidater. Men ingen af dem vil være stærke kort for Clinton, når det kommer til at regere.

Elizabeth Warren er en superstjerne i det demokratiske parti. I mandags førte hun kampagne i Ohio med Clinton og tilførte en entusiasme blandt tilhørerne, som kampagnen har manglet hidtil. Hun har desuden været en af de mest effektive kritikere mod Donald Trump, og det siger sig selv, hvad to kvinder på stemmesedlen betyder i et historisk valg. Og selvom Warren er fra en stat med en republikansk guvernør, så vurderer Demokraterne, at de kan holde et valg omgående i Massachusetts, så en ny senator kan træde ind i 2017. Men et af de største problemer, om hende og Clinton ville kunne arbejde sammen i Det Hvide Hus. Warren har sin egen agenda og Obamas rådgivere var frustrerede over hendes ego, da hun rådgav hans administration. Hun har dertil været kritisk overfor Clinton i fortiden, særligt over hendes forhold til bank-industrien. Kan hun sælge Clintons budskab og beslutning i medierne og overfor allierede? Kan hun manøvrere i senatet, hvor hun er aldeles upopulær blandt Republikanerne? Vil Warren være en effektiv medspiller? Internt frygter Clinton-kampagnen også, at den progressive favorit kommer til at overstråle deres egen kandidat. Desuden viser research, at når to kvinder har den samme holdning skader det deres troværdighed og afføder stereotypiske holdninger og sexisme imod dem. Ja, det er 2016, og tanken om at USA ikke er klar til hele to (!) kvinder på samme tid er nedslående, men Clintons rådgivere kender til dynamikken og har ingen grund til at tage risici med de nuværende politiske omstændigheder.

Det er desuden svært at se, hvad Warren får ud af det. Hun er samme alder som Clinton og er ikke det åbenlyse valg til partiets næste nominerede. Udenrigspolitik siger hende ingenting. Hun bliver tvunget til at indordne sig under Clintons agenda. Og det indlysende er værd at påpege: en amerikansk senator har enorm politisk magt. Fra hendes nuværende post vil hun have en uafhængig rolle til at trække Clintons administration mod venstre. Hendes indflydelse er størst, hvis hun bliver i Senatet. Særligt hvis Demokraterne vinder flertallet tilbage.

Manden på alles læber er Julian Castro, en af mediernes helt store favorit. Du kan finde ham på alle lister over potentielle kandidater, og som nævnt er han en af dem, som Clinton undersøger. Han har en inspirerende historie og er alt, hvad Clinton ikke er. Ung, latino og med spor af Obama-effekten. Men hans kvalifikationer er i bedste fald mangelfulde. Hans eneste folkevalgte post var borgmester i San Antonio, der dybest set var et glorificeret byrådsmedlem uden de store beføjelser. Castro har ganske rigtigt erfaring i Amerikas svar på by- og boligministeriet, men det er institutionelt et af de svageste ministerier, der ikke har stor indflydelse på landets overordnede boligpolitik.

Samtidig har Castro været en anonym leder. Han nyder ikke stor velvilje blandt aktivister og interesseorganisationer på venstrefløjen. De peger særligt på hans beslutning om at sælge boliglån til Wall Street, en manglende evne til at få det såkaldte Home Affordable Modification Program til at fungere og gøre det nemmere for boligejere at modificere lån i deres ejendom, privatisering af offentlige boliger under Rental Assistance Demonstration og en alt for passiv rolle i at gøre op med blyforgiftning. Hans politiske sejre minder om badebroer i Aalborg – de er svære at finde. Symbolsk underminerer det samtidigt et af Clintons mest potente angreb mod Trump. At han ikke er kvalificeret til at indtage det ovale kontor.

De sikre kandidater
Clinton bør i stedet kigge på de sikre kandidater, der opfylder kravene om kvalifikationer og kemi. På samme tid er det vigtigt at huske på kardinalregelen, når det kommer til at vælge en kampagnemakker: Vælg en person, der ikke laver ulykker (se Palin, Sarah).

Det mest åbenlyse valg er Virginias senator Tim Kaine. Kaine var en af finalisterne som Obamas vicepræsident i 2008 og har været igennem hele møllen før. Han har altid været loyal overfor Clinton med en støtteerklæring tilbage i maj 2014 og har solide relationer i Senatet, hvor han sidder i relevante udvalg som Foreign Relations og Armed Services. Hans CV imponerer med en fortid som borgmester, vice-guvernør, guvernør, formand for det Demokratiske parti og nu senator. En af Clintons tætteste allierede, Virginias guvernør Terry McAuliffe, ville skulle udpege Kaines afløser. Både POLITICOS panel af Demokratiske og Republikanske insidere i svingstaterne erklærer Kaine som det bedste valg. Han er en hvid mand, der taler flydende spansk. Som han selv siger det, så er han ’kedelig’. Det sikre valg. Og en holdspiller.

Ulempen ved Kaine består hovedsageligt af hans tidligere positioner omkring abort (pro-life) og relativ konservativ økonomisk politik som afskaffelsen af boligskatten i Virginia. Han er desuden den person, der er mindst attraktiv, når det kommer til at appellere til minoritetsvælgere og den demokratiske base. Det taler heller ikke for ham, at Kaines oratoriske evner minder om Clintons i en kampagne, hvor historien om Clintons kampagne er manglende energi.

Alle de evner har en anden favorit til posten til gengæld: beskæftigelsesminister Tom Perez. Han er groft sagt en bedre, men mindre kendt version af Julian Castro. Perez’ personlige historie er inspirerende. Han er søn af dominikanske immigranter og mistede sin far som meget ung. Han arbejde som skraldemand, som lagermedarbejder og i skolens kantine for at fuldføre sin uddannelse på et af landets mest prestigefyldte universiteter, Brown University. Han har en juragrad fra Harvard og var Marylands beskæftigelsesminister. Han bringer betydelig erfaring som leder af forskellige borgerrettighedskontorer i den føderale regering, hvor han stod i spidsen for adskillige undersøgelser om politibrutalitet og immigration. Blandt andet sagerne om Trayvon Martin, undersøgelsen i Ferguson og søgsmålet imod Arizonas notoriske anti-immigrations sherif Joe Arpaio. Gennem sin tid blev han kendt som fortaler for stemmerettigheder og anti-diskrimination overfor LGBT-miljøet.

Perez er stadig ukendt på nationalt plan, og hans erfaring kommer ikke som den typiske politiker. Det højeste embede var hans tid som amtsrådsmedlem i Marylands Montgomery County. Men han er karismatisk og modsat Castro taler han flydende spansk og har imponerende resultater bag sig som Obamas beskæftigelsesminister. Perez har for eksempel indført regler, der sikrer overtidsbetaling for millioner af amerikanske arbejdere og sikret, at finansielle rådgivere, der håndterer pensionsopsparinger, har en pligt til at handle i deres kunders bedste interesse. Noget der har gjort ham særdeles upopulær på Wall Street, men elsket blandt liberale. Han har været en af de mest markante figurer i den såkaldte ’Fight for 15’-bevægelse, der advokerer for en højere minimumløn. Fagforeningerne er så glade for ham, at de førte en kampagne imod hans kandidatur til justitsminister i 2014 for at beholde ham. Han er den ideelle kandidat til at appellere til den progressive fløj og til at forsvare Obamas økonomi. Og han allerede udviklet et tæt forhold til Clinton ved at føre kampagne for hende.

Det er altid muligt, at Clinton kunne overraske. Senator og tidligere ’Saturday Night Live’ komiker Al Franken er vellidt på venstrefløjen og yderst kompetent i medierne i en reality-kampagne. Colorados guvernør John Hickenlooper er fra valgets potentielt vigtigste stat og har relevant erfaring. Det samme gør sig gældende for landbrugsminister og tidligere guvernør i Iowa Tom Vilsack. Eller hvad med Arizonas tidligere guvernør og minister i Department of Homeland Security fra 2009 – 2013, Janet Napolitano?

Som Clintons chefstrateg Joel Benenson sagde til AP for nyligt:

”Listen er sandsynligvis længere, end folk tror.”

Det politiske miljø kan stadig nå at ændre sig. Med et succesfuld Republikansk konvent, en mere modereret Donald Trump og en potentielt haltende økonomi, der mærker konsekvenserne af Storbritanniens beslutning over at forlade EU bliver det måske nødvendigt for Clinton at tage hensyn til kampagnen.

Men alt peger på, at den demokratiske nominerede kan tillade sig at vælge den person, der kan hjælpe hende med sin agenda, og som ikke kommer til at være en kæp i hjulet på 1600 Pennsylvania Avenue.

En rigtig vicepræsident, ikke en kun en kampagnemakker.