Connect with us

Hi, what are you looking for?

Kongressen.comKongressen.com

Klimapanelet

Hvem i det private erhvervsliv skal jeg diskutere klimapolitik med?

I disse dag er vores øjne endnu en gang rettet mod Paris. Denne gang heldigvis på en mere positiv baggrund og med et håb om, at COP21 trods alt vil føre verden på en mere klimavenlig kurs.

Af Andreas Hansen, formand for FN-forbundets bæredygtighedsudvalg

Der hersker egentlig en meget god fornemmelse for, hvad resultatet bliver. 166 lande, der samlet står for mere end 90 procent af verdens udslip af drivhusgasser, har op til forhandlingerne indsendt deres nationale klimaplaner. Følges disse planer vil den globale temperatur efter alt at dømme stige med cirka tre grader i forhold til førindustriel tid.

Målet om at begrænse stigningen til to grader vil derfor ikke blive indfriet. Derfor vil man gerne lave en fleksibel aftale, som gør yderligere fremskridt mulige, uden at man skal ud i en lang proces mod en ny aftale. På den baggrund er der visse forventninger om, at aftalen blandt andet vil munde ud i 5-årige cyklusser, hvor regeringer skal evaluere deres klimaplaner i forhold til den aktuelle situation.

Så langt så godt. Men måske er det i virkeligheden andre aktører end regeringerne, der kan skabe de nødvendige kvantespring, hvis vi skal nå 2-gradersmålet. Måske er hovedaktørerne snarere multinationale selskaber, investeringsselskaber og landbrugssektoren og lignende. Og her er der en knap så god fornemmelse for, hvad status egentlig er.

Den ene dag hører vi, at Goldman Sachs har besluttet at investere i 150 millioner dollars i grønne formål, og at bæredygtig energi er nutidens – eller i hvert fald den nærtstående fremtids – største vækstdriver. Den anden dag ser vi en modvilje mod eksempelvis omstilling i landbrugsproduktionen og henvisninger til, at behovet for en vis konkurrenceevne umuliggør en hurtigere grøn omstilling. Hertil kommer, at det kan være svært at finde en grimasse, der kan passe, når fredagen inden starten på COP21-forhandlingerne mange steder i verden udråbtes til “Black Friday”, som i alt ydmyghed må siges at være et koncept, der burde høre fortidens økonomiske model til.

For efterhånden adskillelige år siden spurgte Henry Kissinger, hvem han skulle ringe til, hvis han ville diskutere udenrigspolitik med Europa? Man fristes til at stille et lignende spørgsmål i dag, når det kommer til klimapolitik og det private erhvervsliv. For hvor højt er omstillingsstempoet egentlig i det private erhvervsliv, og hvordan bliver status mere synlig for civilsamfund og borgere – og i virkeligheden også FN-systemet i sig selv?

På den baggrund vil det være utrolig interessant, hvis man kan få de største multinationale selskaber til at blive en egentlig integreret del af de forventede 5-årige evalueringscyklusser. Så vil selskaberne kunne fremlægge deres planer og vurdere den profitmæssige nødvendighed over for den naturvidenskabelige nødvendighed. Det kan godt være, at det ikke er muligt med et direkte telefonnummer, men en mere synlig dialog med vigtige private aktører vedrørende deres egentlige klimaplaner, kan være et godt afsæt for at få sat omstillingshastigheden op.

Andreas Hansen er formand for FN-forbundets bæredygtighedsudvalg. FN-forbundet er en tværpolitisk NGO, som forholder sig kritisk og konstruktivt til spørgsmål, der vedrører FN. FN-forbundets formål er at styrke interessen for FN og øge forståelsen for nationernes gensidige afhængighed og fælles ansvar for den internationale udvikling.

Written By

Kongressen.com er et uafhængigt netmedie om amerikanske samfundsforhold. Vi grundlagde mediet i oktober 2012 ud fra den ambition at tilføre dækningen af supermagten substans og analyse. Som verdens supermagt spiller USA en helt central rolle for den verden, som Danmark er en del af. Derfor er der behov for at dække såvel amerikansk indenrigs- som udenrigspolitik på en mere kvalificeret og nuanceret måde. Lige som der er behov for at fortælle historier om det amerikanske samfund generelt. Det er det, vi her på Kongressen.com ser som vores fornemmeste opgave at gøre.

Click to comment

You must be logged in to post a comment Login

Leave a Reply

Læs også:

Copyright © 2021 Kongressen