I 2016 fik de sociale medier en stor del af skylden for både præsidentvalgets udfald, men også for russernes indblanding via deres platforme. Det skal Facebook og Twitter for alt i verden undgå i år, og derfor er der kommet mere fokus på faktatjek og regulering af indhold. Men i platformenes iver efter at feje for egen dør melder sig nu et nyt spørgsmål, som både Demokrater og Republikanere står på spring til at handle på: Har de sociale medier fået for meget magt? Og hvor meget må de blande sig i præsidentvalget?
Der gik ikke længe, fra Twitter havde blokeret en Biden-kritisk historie fra New York Post på deres platform, til de første Republikanere, præsidenten inklusiv, meldte sig på banen.
Twitter CEO Jack Dorsey skal nu vidne foran Senatet den 23. oktober.
Da en Biden-kritisk historie i sidste uge breakede hos det konservative tabloid-medie New York Post, handlede de sociale platforme som Facebook og Twitter nemlig hurtigt.
Historien var ikke bekræftet af andre medier, og New York Post havde fået historien via lækkede e-mails fra Joe Bidens søn, Hunter Biden, der satte både ham og faren – altså Demokraternes præsidentkandidat – i forbindelse med et ukrainsk gasfirma.
Ifølge New York Post-artiklen viste det, at Biden altså lod udenlandske interessenter blande sig i valget, akkurat som vi så i 2016 med russerne, men ifølge Facebook og Twitter var indholdet hverken bekræftet, eller velkommen på deres platforme, fordi det var fremskaffet på ulovlig, hacket metode. Noget platformene i forvejen har retningslinjer mod, og som de forbyder deling af.
Facebook lod historien blive på deres platform, men bremsede dens udbredelse via algoritmen. Twitter derimod blokerede historien helt fra at kunne blive delt på deres platform.
Det faldt derfor hurtigt Republikanerne for brystet, og selvom Twitter siden har undskyldt, at de blokerede indholdet fra deres platform, og selvom de nu siger, de vil ændre deres retningslinjer, skal CEO Jack Dorsey altså nu vidne foran Senatet d. 23. oktober, hvor han skal redegøre for Twitters valg, og hvorfor platformen blokerede indholdet.
Men samtidigt åbner Republikanernes stævning af Jack Dorsey for et gammelt, men i amerikansk politik, velkendt sår: Hvor meget magt og ansvar har de sociale platforme? Og hvor meget må de blande sig i det amerikanske præsidentvalg her få dage, før det afgøres, hvem der skal være USA’s næste præsident?
Barbra Streisand-effekten
Men lad os først dykke ned i et par interessante pointer.
Twitter og Facebook og andre sociale medier har haft utroligt travlt med at ”feje for egen dør” i dette valgår, efter de i 2016 fik en stor del af skylden for valgets udfald, men også for en i dag dokumenteret indblanding fra russerne, som netop skete via de sociale medier.
Det har platformene for alt i verden villet undgå.
New York Post-artiklen er derfor ikke det første misinformerende indhold, platformene enten fjerner eller faktatjekker – de har særligt været ude efter Præsident Trump, hans pressesekretær og andre fra præsidentens stab – men det er første gang, platformene mindsker udbredelsen af eller helt blokerer indhold fra et etableret, journalistisk medie.
Samtidigt opstår der egentlig et interessant fænomen. For midt i platformenes iver efter at bremse eller blokere det hackede indhold på deres platforme, har det blot skaffet hele historien mere opmærksomhed.
Barbra Streisand-effekten kaldes det. Det fænomen, at et forsøg på at skjule eller fjerne noget information har den modsatte effekt og medvirker til at gøre informationen mere interessant og derved efterspurgt.
Den kvikke læser har nok fanget, at fænomenet er opkaldt efter den kendte, amerikanske sanger Barbra Streisand, der i 2003 forsøgte at forbyde udgivelsen af billeder af hendes hus i Californien ved at lægge sag an mod fotografen Kenneth Adelman for at krænke hendes privatliv. Sagen var blot, at billederne ikke var paparazzi, men en del af en billedserie, der skulle dokumentere erosionen af Californiens kystlinje.
Lidt samme effekt er opstået i denne sag.
Mange vil nemlig mene, at de sociale platforme har været for langsomme på aftrækkeren i forhold til at reagere på deling af misinformationer, men særligt Republikaneren påpeger altså nu, at Twitter godt kan fjerne misinformerende indhold fra deres platform – når de bare selv altså har lyst.
Section 230 til debat på ny
Det hele taler i sidste ende ned i en politisk dagsorden, som både Republikanere og Demokrater står på spring for at blive en del af: Har de sociale platforme simpelthen fået for meget magt? Og hvor meget må de overhovedet blande sig i valget, der altså afgøres d. 3. november?
De sociale medier er i USA bl.a. beskyttet af lovgivningen Section 230 under The Communications Decency Act fra 1996. I bund og grund giver Section 230 de sociale medier en form for immunitet i forhold til, hvad der bliver delt på deres platforme.
Det betyder bl.a., at Twitter og Facebook og andre sociale medier regnes som tredjepartsplatforme og derfor ikke skal stå til regnskab for, hvad andre deler på deres platforme. En slags måde at undgå søgsmål på.
Platformene er altså PLATFORME med indhold og ikke UDGIVERE af indhold. De har derfor ikke samme redigeringsansvar som f.eks. etablerede journalistiske medier.
Men når Twitter nu går ind og rent faktisk blokerer indhold fra at blive delt på platformen, hvor går grænsen så fra at være en platform med indhold til at være en udgiver af indhold?
Ja, det vil Republikanerne – og i sidste ende også Demokraterne – altså nu gerne vide, og derfor stævnes Twitters CEO Jack Dorsey, der nu skal vidne foran Senatet d. 23. oktober.
Der er derfor ingen tvivl om, at vi kommer til at høre en del mere til debatten om de sociale mediers ansvar og magt.
Trump har allerede åbnet låget til den boks, da han i maj i år underskrev et præsidentielt dekret, der skal undersøge netop, om Section 230 skal sløjfes, og om de sociale platforme skal reguleres mere politisk.
Debat om Big Techs rolle fortsætter
Og netop Trump er da heller ikke gået stille med dørene i forhold til hele New York Post-miseren og Twitters blokering af den Biden-kritiske historie.
Historien om at et socialt medie på den måde selv kan vælge, hvornår de vil bremse en (anti-republikansk vel at mærke) historie, eller hvornår de vil lade den flyve, passer som hånd-i-handske til netop Trumps politiske narrativ og hans kommunikation til basen.
Derfor ser vi også i disse dage, hvordan Trump, der vel at mærke er bagud i meningsmålingerne, forsøger at spinne videre på den historie via bl.a. sin Twitter, hvor han nu er gået til kamp mod ”korrupte Biden”.
”Corrupt politician Joe Biden makes crooked Hillary look like an amateur!”, lyder et af hans mange tweets.
Trump vil derfor unægteligt spinne videre på den historie og på den måde forsøge at frame Joe Bidens kampagne – og hvis han vinder – sejr – som korrupt, ligesom han på jævnlig vis vil fortsætte sin kampagne mod ”fake news”, hvor de sociale medier altså ifølge ham hører under.
De er som bekendt kun ude efter at få ham ned med nakken, og dette fra Twitter er blot endnu en måde for dem at forpurre hans genvalg d. 3. november.
Men – måske mest interessant – i de sociale mediers iver efter at regulere, hvem der kan blande sig i præsidentvalget på deres platforme, er det måske i virkeligheden i sidste ende dem selv, der er kommet til at blande sig mest.
Og uanset om Joe Biden eller Donald Trump indtager Det Hvide Hus efter d. 3. november, vil hele debatten om de sociale mediers magt og ansvar med sikkerhed fortsætte.
