Med et godt valg i Iowa og en sejr i New Hampshire er Bernie Sanders for alvor rykket ind på scenen som en af frontløberne i det demokratiske primærvalg. Den selverklærede ”democratic socialist” har også fået mange danskeres opmærksomhed for hans socialpolitiske agenda. Men for Danmark vil det ikke være Sanders’ sociale agenda, som vil have betydning. Det vil hans udenrigs- og sikkerhedspolitik. Og hvordan ser den så ud? På nogle måder lidt lige som præsident Trumps faktisk.
Det lader til, at den progressive venstrefløj i det demokratiske parti har fundet sin kandidat. Med et godt valg i Iowa og en (om end mere kneben end han kunne have ønsket) sejr i New Hampshire, lader senator Bernie Sanders til at have vundet kampen om venstrefløjen over Elizabeth Warren.
Dermed står Sanders som en af frontløberne i den demokratiske primærvalgkamp, og står som en lysende stjerne hos mange danskere. Den selverklærede ”democratic socialist” og hans snak om universel sundhedsforsikring, gratis uddannelse og en højere minimumsløn, vinder genklang hos mange danskere. Men i sidste ende vil sådanne Sanders-reformer ikke have den store effekt på os danskere. Hvad hvis vi kigger på områder, som har en mere direkte betydning for Danmark, generel sikkerhedspolitik, NATO eller frihandelsaftaler?
For hvis vi kigger på kandidatens holdninger til de emner, som de præsenteres på hans egen side, så er der altså flere lighedspunkter mellem præsident Trump og Bernie Sanders’ udenrigspolitiske linjer. Der vil med garanti være forskel i format, men nogle centrale områder for Danmark og USA’s øvrige allierede vil der ikke være stor forskel i substans.
Dette er tegn på en større tendens i den amerikanske udenrigspolitiske linje, som lægges frem af kandidater på tværs af det politiske spektrum. en tendens præget af mistro til det militære redskab i international politik, større krav om byrdedeling til allierede og en revurdering af prioriteterne i udenrigspolitikken for bedre at kunne skifte fokus mod Kina.
Bernie og NATO
Spørgsmålet om NATO alliancens sammenhold har fyldt meget i præsident Trumps tid i Det Hvide Hus. Hårde krav til de allierede om at forøge deres forsvarsbudgetter til det aftalte 2% af BNP er af præsident Trump blevet fulgt op med spørgsmålstegn ved om USA ville hjælpe en NATO-allieret i tilfælde af konflikt, hvis den allierede ikke brugte 2% af BNP.
Men kravet om de 2% er ikke opfundet af præsident Trump, men blev vedtaget ved topmødet i Wales i 2014, og presset begyndte allerede under præsident Obama. På det tidspunkt var der ikke antydninger af, at USA ikke ville leve op til sine Artikel 5 forpligtelser om kollektivt forsvar, men der blev igen og igen lagt pres på europæerne for at levere på deres løfter.
Situationen vil være den samme, hvis Bernie Sanders skulle vinde præsidentembedet. På trods af hans forståelse og ønske om en større statslig rolle i USA på områder som sundhed og undervisning, så vil kravet til de allierede fra præsident Sanders altså fortsat være at investere mere i militæret for at nå de 2%.
På et andet punkt er det værd at bemærke sammenfaldet mellem præsident Trumps holdninger til NATO, og Bernie Sanders’. Ved flere lejligheder har præsident Trump udtrykt modvilje mod udvidelser af NATO. spørgsmålet for præsidenten er, hvordan det er i USA’s nationale interesse at udvide sikkerhedsgarantier til flere og flere lande. tydeligst udtrykte han det, da Makedonien blev optaget som medlem af alliancen.
Men kigger man på Bernie Sanders’ officielle udmeldinger (bl.a. på hans hjemmeside), så er han altså heller ikke fortaler for yderligere udvidelser af NATO – noget som ellers tidligere er blevet set som en udvidelse af det liberale projekt, og dermed en sikring af den liberale verdensorden. Ifølge Bernie Sanders’ hjemmeside er det ”a wast of taxpayer dollars and not geo-politically sound.” Her ligger venstrefløjens frontløber altså igen på linje med præsident Trump.
Fortaler for ikke-interventionisme
Præsident Obama kom ind i Det Hvide Hus med en grundlæggende mistro til, hvad man kunne opnå med militære midler i international politik. Denne skepsis var læren af Irak- og Afghanistan-krigene. Denne mistro virker til efterhånden at være blevet mainstream, både hos de demokratiske kandidater, men også hos den nuværende præsident.
Det samme gælder for Bernie Sanders. Han var i slutningen af 1990’erne modstander af for stort amerikansk militært engagement i Kosovo, og mente at det militære redskab skulle nedprioriteres for at finde en løsning på konflikten, om end han støttede luftangreb for at standse serbiske overgreb. I 2011 var han direkte modstander af interventionen i Libyen og regimeskiftet mod landets diktator Muammar Gaddaffi.
For en præsident Sanders vil en overordnet prioritet
altså også være at undgå ny militære engagementer for USA, hvilket lægger ham
på linje med de øvrige demokratiske kandidater og den kurs som præsident Trump
har ført siden januar 2017.
En vej til at undgå en ny militær konfrontation i Mellemøsten er ved at indgå i
en mere neutral rolle i den regionale konflikt mellem Saudi Arabien og Iran.
Her er der en klar forskel til præsident Trump, som klart har lagt sin vægt bag
forholdet til Saudi Arabien og ønsket om en inddæmning af Iran. Det er denne
kurs, som flere gange har fået spændingsniveauet mellem USA og Iran til at stige,
til et punkt hvor mange frygtede en krig.
På den baggrund skal man altså ikke være blind for, at hvis Bernie Sanders skulle vinde til november, så vil amerikansk udenrigspolitik efter al sandsynlighed gå tilbage til en linje, som vil ligne den præsident Obama førte, og som af mange i Europa blev kritiseret for at være for tilbageholdende – f.eks. ift. konflikten i Syrien.
Heller ikke fortaler for frihandel
Noget af det mest opsigtsvækkende ved den udenrigspolitiske debat ved valget i 2016, var den måde Donald Trump formåede at skabe en modvilje mod frihandel. Det nåede et punkt, hvor selv Hillary Clinton, som havde været en af de amerikanske hovedforhandlere af bl.a. den store frihandelsaftale, Trans-Pacific Partnership Agreement, måtte tage afstand til den. Modviljen mod frihandel blev simpelthen dominerende. Frihandel blev associeret med tab af arbejdspladser og økonomisk dårligdom for amerikanerne.
Det er samme kritikpunkter, som ligger til grund for Bernie Sanders’ modvilje mod frihandel. På hans hjemmeside understreges det, at hvis Sanders skal støtte en frihandelsaftale, så skal det være en aftale til fordel for amerikanske arbejdere. Kritikken fra Sanders lyder på, at amerikansk handelspolitik de sidste 30 år i højere grad har været til fordel for store multinationale selskaber og ikke de amerikanske arbejdere.
I et dansk perspektiv er dette igen en bekymrende udvikling, da dansk økonomi i høj grad er baseret på et ønske om varers frie bevægelighed for at kunne give en lille stat som Danmark en plads på verdensmarkedet. Derfor vil en præsident Sanders præsentere en videre udfordring for forhandlinger med EU om frihandelsaftaler efter en periode med præsident Trump.
Så hvad får vi?
Hvis Bernie Sanders skulle vinde til november ville Danmark og de øvrige europæiske allierede altså på en række områder kunne se frem til en videreførelse af præsident Trumps udenrigspolitiske linje: Krav til NATO allierede om øget byrdedeling (noget som er dårligt nyt for Danmark), modvilje mod yderligere udvidelse af NATO, en ikke-interventionistisk linje når det kommer til militære engagementer, og en skepsis og direkte modvilje mod frihandelsaftaler.
For et land som Danmark som har været hårdt presset af Trump-administrationen, når det kommer til byrdedeling og har nydt godt af et aktivt amerikansk lederskab i international politik i mange år, så er det altså ikke nødvendigvis Bernie Sanders’ udenrigspolitiske linje, som er mest gavnlig for Danmark. Som vist ligger Bernie Sanders altså meget på linje med den nuværende administration på det udenrigspolitiske område, og her ligger kimen til bekymring for Danmark. For ønsket om forandring i amerikansk udenrigspolitik er en tværpolitiske tendens vi ser i disse år, og det udfordrer et land som Danmark, som i 30 år har ligget i kølvandet på USA, når det kom til militære engagementer, politiske aftaler og samme ønsker om øget frihandel.
I sidste ende bør det altså stå klart, at næsten lige meget hvem der vinder valget til november, så vil det medføre fortsatte udfordringer for USA’s allierede at skulle tilpasse sig en skiftende kurs og amerikansk rolle i verden.
