Hvad skal USA’s krigere nu lave?

USA og NATO er med stormskridt på vej mod et exit fra Afghanistan. I 2014 trækker NATO og USA sine kamptropper ud og overlader dermed fuldstændigt ansvaret for sikkerheden i landet til afghanerne selv. Opgaven for USA og de øvrige NATO-allierede er derfor at karakterisere fremtidens udfordringer for tiden efter Afghanistan.

PENTAGON-FOKUS: Gennem det seneste halve årti har det amerikanske militær fokuseret på såkaldte befolkningsfokuserede oprørsbekæmpelsesoperationer eller ”counterinsurgency” (COIN). Sådanne operationer har stridt imod alt, hvad det amerikanske forsvar har lært sig selv siden Vietnam-krigen om hvad type konflikter, det skulle udkæmpe. Den amerikanske hær skulle udkæmpe store konventionelle krige med fokus på store troppestyrker og teknologisk avancerede våbensystemer. Men nød lærer nøgen kvinde at spinde, og situationen i Irak og Afghanistan har krævet, at den amerikanske hær siden 2006 udførte COIN operationer og ‘nationbuilding’ i de to lande.

Nu er operationerne i Afghanistan slut, og med den såkaldte Strategic Guidance, som Obama-administrationen offentliggjorde for snart et år siden, skal USA til at bevæge sig væk fra længerevarende stabiliseringsoperationer som Afghanistan og Irak. I stedet er Asia-pivot blevet lanceret, som indebærer, at USA skal fokusere på Asien og USA’s magtposition i regionen.

Kina har de senest 10 år gennemgået en militær udvikling og etableret sig som dominerende regional magt, uden at USA har haft overskud til at imødegå det. Med afslutningen af operationerne i Afghanistan kan USA igen fokusere på denne region.
Men hvilke tanker og doktriner ligger til grund for den nye udvikling i det amerikanske forsvar i forhold til fremtidens konflikter.

Hvad så nu?
I forhold til Asien er den amerikanske frygt, at Kina vil være i stand til at kunne lukke USA ude af det vestlige Stillehav og dermed isolere USA fra nogle af dets mest centrale allierede og massive økonomiske interesser.
Et af de nye militære koncepter, der præger Washington i øjeblikket, er AirSea Battle Concept, som primært er rettet mod at kunne imødegå en sådan kinesisk blokade. Kina vil potentielt set søge at etablere en blokade af det vestlige Stillehav gennem udviklingen af våbensystemer, som skal gøre det umuligt for USA at operere i området, også kendt som Area-Access og Area-Denial kapaciteter. Systemerne skal forhindre USA i at sende krigsskibe og fly til regionen og dermed kunne influere en regional konflikt.

Amerikanernes idé er at ved hjælp af højteknologiske missilsystemer og stealth kapaciteter (fly og skibe som ikke kan ses på fjendes radarsystemer) skal USA være i stand til at bryde igennem en eventuel blokade af det vestlige Stillehav. De nærmere detaljer er højt klassificeret, så der er ikke kommet mange detaljer ud fra Pentagon om, hvordan det nye AirSea Battle Concept skal udfoldes i tilfælde af en konflikt.
Det virker dog ret sikkert, at det nye koncept er ment som et redskab til at genvinde initiativet i tilfælde af et kinesisk angreb, nedkæmpe Kinas Area-Access og Area-Denial kapaciteter og ellers udkæmpe krige, som USA gør bedst – med konventionelle højteknologiske styrker.

Kim Larsen på repeat
På grund af de store havområder i regionen, så vil US Navy, US Marine Corps og US Air Force skulle være de primære værn i gennemførelsen af de nye koncepter.
Det har gjort, at den amerikanske hær med rette har kunnet spille Kim Larsens sang, ”Hvad gør vi nu, lille du” på repeat i deres kontorer, siden operationerne i Irak og Afghanistan begyndte at blive droslet ned. For hvad skal den amerikanske hær, når nu de øvrige værn får lov at boltre sig i Stillehavet?

Den amerikanske hær skal vænne sig til at agere som andenviolin i forhold til de andre værn. Igennem det senest årti har hæren ellers spillet førsteviolin i Irak og Afghanistan, men det er altså slut nu.
Hæren skal sørge for at holde sig så effektiv, at den kan afskrække USA’s fjender fra at indlede en konflikt, men ellers lade de andre værn være USA’s primære afskrækkelsesmidler især i Asien.

Fremtidens trusler
De trusler, som den amerikanske hær vil forberede sig på, mens de andre værn i bogstaveligste forstand sejler rundt i deres egen sø, er, hvad analytikere i den amerikanske hær har døbt Hybrid Threats. Disse trusler er den type konflikt, som den amerikanske hær ser i fremtiden. De indebærer konflikter, hvor kamphandlingerne vil rangere fra konventionelle kamphandlinger til statsstøttede grupper, som laver asymmetrisk krigsførelse. Det vil altså sige kamphandlinger der rangerer fra grupper der placerer vejsidebomber, og udfører terrorisme, til konventionelle kamphandlinger mellem to hære. Kort sagt vil den amerikanske hær fortsat kunne alt, der handler om krig, dog er det klart, at der ikke er vilje, hverken i militæret eller politisk, til operationer som dem i Irak og Afghanistan, da man ikke ønsker at indlade sig på sådanne operationer igen. Man har dog erkendt, at man ikke kan tillade sig at ignorere COIN operationer, som man gjorde det efter Vietnam-krigen, og derfor vil COIN fortsat have en plads i den amerikanske hærs doktriner.

Fra Vietnam til i dag
Disse tanker og koncepter er et udtryk for, hvilke type konflikter det amerikanske forsvar vil forberede sig på i de kommende år. Men det er ligeledes en angivelse af, hvilke type operationer det amerikanske forsvar ønsker at udføre i fremtiden.
Efter Vietnam-krigen var det tydeligt, at det amerikanske forsvar ikke ønskede at udføre oprørsbekæmpelse og genopbygningsoperationer, men skiftende regeringer i Washington har haft en anden opfattelse af, hvilke typer af konflikter, USA skulle involvere sig i. Dermed opstod flere uenigheder i tiden fra Vietnam-krigen og til Bush-administrationen i 2000.
Forskellen fra årene efter Vietnam-krigen til 2012 er, at der nu er enighed mellem regeringen i Washington og de væbnede styrker om, at den type operationer man er ved at komme ud af i Afghanistan skal undgås i den nærmeste fremtid.

Hybrid Threats er et af de argumenter, som den amerikanske hær vil bruge, når de skal sidde i forhandlinger om nedskæringer i det amerikanske forsvar. Deres argument vil være at for at kunne forberede sig på det fremtidige spektrum af konflikter, så må der ikke skæres for dybt, selvom der dog er en erkendelse i hele Pentagon af, at der skal skæres.

Verden efter 2014
Det amerikanske forsvar er altså allerede ved at forberede sig på, hvordan deres verden vil se ud efter 2014, hvor de vil være trukket ud af Afghanistan. Det gør de ved at have påbegyndt det strategiske fokusskifte mod Asien, som Obama offentliggjorde i januar 2012, både gennem troppestationeringer og konceptudvikling.

Om det amerikanske forsvar får lov at gennemføre den nye Asien-strategi vil afhænge af især to faktorer:

–          Om en budgetaftale mellem Kongressen og det Hvide Hus, som skal undgå at generelle nedskæringer, bliver sat i værk i hele det amerikanske statsapparat. De ekstra nedskæringer vil betyde en yderligere nedsættelse af det amerikanske forsvarsbudget på $500 mia. over de næste 10 år, oven i de $450 mia. som allerede er planlagt. (En sådan aftale er i skrivende stund ikke opnået)

–          Om man pludselig finder sig i endnu en mellemøstlig konflikt, denne gang mellem Iran og Israel.

Kan man undgå nedskæringer og større uforudsete konflikter, så ligger det amerikanske forsvars umiddelbare fremtid i Asien, og opgaven med at imødegå Kinas stigende indflydelse i regionen, og hævde USA’s stilling som en regional stormagt.