Der er rygter om, at den nordkoreanske diktator Kim Jong-Un kan ligge for døden. Han er ikke set i længere tid, og selv ikke rygterne om hans død har fået ham frem. Der er ingen åbenlys efterfølger, og diktatorens død kan kaste landet ud i stor usikkerhed, lige så vel som det kan bringe mere usikkerhed til forhandlingerne mellem USA og Nordkorea om landets atomvåben, som præsident Trump har bundet op på personlig kontakt mellem lederne.
Det er længe siden, der er sket noget i forhandlingerne mellem USA og Nordkorea om landets atomvåben. Derfor har man da også kunne se et stigende testaffyringer af missiler over de sidste måneder fra Nordkorea i en klassisk øvelse for at få det internationale samfunds opmærksomhed.
Men nu er det også længe siden, at verden har set noget til den nordkoreanske diktator Kim Jong-un. Rygterne svirrer, om at han er alvorlig syg og muligvis ligger for døden. Rygterne om diktatorens snarlige død kan vise sig at være overdrevne, da det som altid er svært at få information ud af Nordkorea. Men amerikanske kommentatorer hæfter sig bl.a. ved, at end ikke rygterne om hans alvorlige sygdom har ført til, at diktatoren har vist sig offentligt, hvilket ellers ville være den oplagte strategi i et diktatur som Nordkorea for at vise, at lederen fortsat er i spidsen af landet.
Hvis Kim Jong-un skulle gå hen og dø, kan det få uoverskuelige konsekvenser. Der er ikke nogen åbenlys arvtager til diktatoren ifølge eksperter, som følger landet. Den eneste som nævnes åbent, er Kim Jong-Uns søster, Kim Yo-jong, som ville kunne fortsætte familiedynastiet. Årsagen er, at diktatoren ved sin magtovertagelse ryddede alle potentielle udfordrere af vejen, men jo så i sagens natur også potentielle efterfølgere.
Selvom der ikke har været meget fremgang i forhandlingerne mellem USA og Nordkorea, primært drevet af det usandsynlige i at Nordkorea kommer til at opgive sine atomvåben, så vil diktatorens død kaste forhandlingerne ud i større uvished.
Personbundne forhandlinger
Det centrale problem ved diktatorens død ift. forhandlingerne med USA er, at præsident Trump har bundet dem op på den personlige kontakt, som han mener at have med den nordkoreanske diktator. Ved den måde præsidenten har ført forhandlingerne, har han trukket det op på statsleder-niveau, og overtog processen fra det diplomatniveau, hvor sådanne forhandlinger ellers normalt befinder sig på. På dette niveau er det systemer, som taler sammen. Præsident Trump har gjort det afhængigt af personlig kontakt. Hvis diktatoren er død, så er den personlige kontakt brudt, og forhandlingerne kastet dybere ud i uvished.
I forvejen er forhandlingerne kuldsejlet, fordi de to parters mål med forhandlingerne og opfattelse af den rette progression er vidt forskellige.
Fra amerikansk side vil man have Nordkorea til at opgive sine berigelsesprogrammer, før man ophæver sanktioner mod landet. Nordkoreanerne vil have ophævet sanktionerne, før man opgiver berigelsesprogrammerne. Desuden er parterne ikke enige om, hvilke berigelsesprogrammer der bør være på bordet. Dette var en af grundene til, at topmødet mellem præsident Trump og Kim Jong-un i Hanoi kuldsejlede, for amerikanerne bragte et ekstra berigelsesprogram frem, som nordkoreanerne ikke var klar over, at amerikanerne vidste eksisterede. I sidste ende er der dog det endegyldige problem, at det er højst usandsynligt, at Nordkorea overhovedet vil overveje at opgive sine atomvåben. Man har simpelthen brugt for mange ressourcer på at udvikle og bygge våbnene til at opgive dem, og regimets overlevelse ses også som værende kædet sammen med atomvåbnene. Det er også lektien fra lande som Libyen og Syrien, som i sin tid opgav deres atomvåbenprogrammer for senere at opleve oprør mod regimet, som i Libyens tilfælde endte med drab på diktatoren. Det er en lektie, som er blevet lært i både Nordkorea og Iran.
Kaos og atomvåben – en dårlig kombination
Hvis den nordkoreanske diktator skulle gå hen og dø uden en tydelig arvtager vil det potentielt kaste landet ud i kaos, hvilket er dårligt nyt med et land præget af udbredt underernæring og tilstedeværelse af atomvåben. Risikoen er der derfor for, at Kina ville kunne finde på at rykke ind på den ene eller anden måde for at sikre stabilitet ved deres grænse og undgå en samling af den koreanske halvø.
Hvis landet kastes ud i magtkampe vil det internationale samfund skulle enes om en måde at sikre landets atomvåben, således at de ikke falder i de forkerte hænder. Samtidig vil det være et spørgsmål om at holde styr på en befolkning på millioner, hvoraf den store landbefolkning er kendt som notorisk underernæret og sårbare for sygdomme. Strømme af flygtninge til Kina eller til Sydkorea vil have yderligere uoverskuelige konsekvenser.
Kort sagt er der voldsomt mange ubekendte, hvis den nordkoreanske diktator skulle dø, og antagelserne om en manglende arvtager skulle vise sig at være korrekte.
