Kontrasten kunne næppe være større mellem de to vicepræsidentkandidater, der onsdag nat dansk tid stødte sammen i debat. De to kandidater til det næsthøjeste embede i USA står ikke blot for hver deres vision for USA, men kommer fra helt vidt forskellige baggrunde.
Valgets fronter kunne derfor næppe være tydeligere trukket op end det er tilfældet med de to vicekandidater, men hvor meget kommer Kamala Harris og Mike Pence egentlig til at betyde, når amerikanerne går til stemmeurnerne 3. november.
Demokraternes vicepræsidentkandidat, Kamala Harris er indbegrebet af det moderne USA. En fremadstormende, progressiv kvinde med minoritetsbaggrund, der har gjort lynkarriere i det Demokratiske Parti efter en succesfuld karriere som statsanklager i Californien.
I skarp kontrast til hende står den siddende vicepræsident, Mike Pence, en ældre, konservativ, hvid mand, sådan som USA for mange nostalgiske amerikanere engang så ud. Med andre ord er valget af vicepræsidentkandidat et valg mellem moderniteten og traditionen.
De to kandidater skal appellere til kernevælgerne, ikke til svingvælgerne
En gammel visdom i amerikansk politik er, at vicepræsidentkandidaten skulle repræsentere en anden egn i landet end præsidentkandidaten og gerne en vigtig svingstat, hvor vicepræsidentkandidatens navn og status kunne være med til at tippe balancen.
Denne visdom lever i bedste velgående, hvilket spekulationerne i Tammy Baldwin (D-WI) og Gretchen Whitmer (D-MI) som mulige vicepræsidentkandidater tidligere på året vidnede om. Det er dog sjældent, at en vicepræsidentkandidat rent faktisk leverer en svingstat, alene på at være på hjemmebane. Hverken Pence eller Harris er fra svingstater, men derimod fra henholdsvis en sikker rød stat i Indiana og en sikker blå stat i Californien og er derfor ikke castet til at skulle tippe balancen i deres hjemstat.
De to kandidaters nytte skal findes i deres appel til de kernevælgere, der blandt andet findes i deres hjemstater, og som de to partier gerne vil have til stemmeurnerne i særligt svingstaterne. For det Demokratiske Parti ligger nøglen til en valgsejr blandt de kvindelige vælgere i forstæderne og blandt de minoritetsvælgere, der i 2016 blev hjemme på sofaen, dem skal Kamala Harris være med til at appellere til. Hos Republikanerne skal Mike Pence være med til at konsolidere den konservative base og sikre de evangeliske stemmer.
Vicepræsidentkandidaterne skal dække præsidentkandidaternes blinde vinkler
En anden vigtig egenskab, som helt sikkert har været i fokus med valget af Mike Pence og Kamala Harris har været, at vicepræsidentkandidaten skal kunne skabe en bredere politisk profil for præsidentkandidaterne og supplere disses appel til vælgerne.
Mike Pence er givetvis blevet genvalgt til vicepræsidentkandidaturet af samme grunde, som sikrede ham posten i 2016. Pences stærke profil som en religiøst konservativ og familieorienteret mand skulle være med til at få Donald Trump til at glide nemmere ned hos konservative og evangeliske vælgere, der måske umiddelbart kunne have svært ved at få den flamboyante Trump til at passe i den socialkonservative kasse. Mike Pence har samtidig fungeret som en forudsigelig og stabil figur i den ellers til tider kaotiske og uforudsigelige Trumpadministration.
Kamala Harris er ligeledes valgt til at skulle supplere Joe Biden og afhjælpe nogle af Bidens svage sider. Biden vil, hvis han skulle vinde valget, blive den ældste præsident til at blive indsat, og hans høje alder har allerede været et tema i valgkampen. Derfor er valget faldet på den, i amerikansk politisk liv, unge Harris, der med sine 55 år har trukket gennemsnitsalderen på den demokratiske del af stemmesedlen. Valget af Harris har skullet berolige de vælgere, der måtte frygte, at Joe Biden ikke holder perioden ud.
Udover alderen skal Kamala Harris også dække Joe Biden ind på den yderste venstrefløj og være med til at gøre hans kandidatur spiseligt for netop denne del af vælgerkorpset. Her er Harris’ profil, baggrund og fortælling vigtigere end hendes politiske ståsted, der ikke ubetinget er i tråd med den yderste venstrefløj. Men hendes fortælling og den fortælling om USA, som hun repræsenterer kan være med til at trække venstrefløjen til stemmeurnerne.
Hvor meget betyder vicepræsidenten egentlig for vælgerne
Det har længe været et diskussionspunkt og omdrejningspunkt for megen forskning præcis hvor meget vicepræsidentkandidaten fylder ved et valg. Det er et valg, der er blevet mere og mere betydningsfuldt i takt med, at vicepræsidenten har fået en større rolle, men overordnet set er det sjældent vicepræsidentkandidaten, der flytter vælgerne eller er det mest betydende for, hvor de sætter deres kryds.
Et eksempel på, hvor lidt vicepræsidenten fylder i forhold til præsidentkandidaten er, at den traditionelle vicepræsidentdebat sjældent kan trække mere end halvdelen af de seertal, præsidentdebatterne trækker.
Der er dog blevet spekuleret en del i dagene op til debatten, hvorvidt rekordmange amerikanere i år vil tune ind på debatten mellem Kamala Harris og Mike Pence. Disse spekulationer bunder i en forventning om, at vicepræsidentdebatten kommer til at have mere substans end den første, noget mudrede debat mellem de to præsidentkandidater, og den udbredte spekulation i, hvorvidt de næste debatter overhovedet bliver til noget ovenpå den første debat og præsident Trumps coronadiagnose. Der spekuleres med andre ord i, at vicepræsidentkandidatdebatten kan blive det sidste møde mellem de to lejre inden valget og skulle det, om end det er usandsynligt, ske, så kommer vicepræsidentkandidaterne til at fylde langt mere end tidligere set.
Kamala Harris og Mike Pences største rolle ligger dog, når alt kommer til alt, ikke i debatten onsdag nat. Den ligger i at føre kampagne blandt de to partiers respektive kernevælgere og sørge for, at disse vælgere kommer til stemmeurnerne eller brevstemmer ved valget. Det er med andre ord ikke vicepræsidenterne, der skal trække stemmerne, men de skal sørge for, at de kommer ud og stemme.
