Howard Gordon – spionseriernes dukkefører

Han er manden bag ‘Homeland’, ’24’ og ‘Tyrant’. Han er manden, der om nogen har fået hele verden til at sidde klistret til skærmene for at følge Carrie, Saul og Quinn og som om et kort tid gør det igen, når 5. sæson af ‘Homeland’ har præmiere. I dette eksklusive interview med Kongressen.com fortæller Howard Gordon om ‘Homeland’, spionserier og fiktionens magt

De fleste af os har tilbragt adskillige timer i selskab med personer, skabt af Howard Gordon. Carrie Mathison, Nick Brody, Jack Bauer, for nu blot at nævne tre af de mest kendte. I mere end 20 år har spionserierne været omdrejningspunktet i Gordons tilværelse. Og er det fortsat. I øjeblikket er han og det øvrige team nemlig i fuld gang med at filme 5. sæson af ‘Homeland’, der denne gang har Berlin som udgangspunkt.
At det er en mand, der ikke er bange for at tage fat i kontroversille emner i sine serier, som Kongressen.com møder denne sommerdag i København, er der ingen tvivl om.
Et godt eksempel på dette er ’24’, som løb over skærmen i et USA, der stadig posttraumatisk slikkede sårene efter 11. september. Serien blev beskyldt for at forherlige tortur når Kiefer Sutherland i skikkelse af evigt tidspressede CIA-agent Jack Bauer, måtte sætte tommelskuerne på for at redde præsidenten, verden og sin familie. Den nyere serie ‘Homeland’ er blevet udskældt for fremstillingen af brugen af droner og for at skabe unødig frygt.
Så ja, Howard Gordons fiktioner skiller vandene. Men han har bestemt ikke tænkt sig at gøre noget anderledes fortæller han i dette interview med Kongressen.com.

Hvad er dynamikken mellem fiktion og virkelighed for dig?
”Som forfatterne lever vi – forhåbentlig – i den virkelige verden. Så de karakterer vi skaber stiller de samme spørgsmål, som vi selv stiller som mennesker. Jeg talte med Alex Gansa (producer på ‘Homeland’, red) om, hvorfor står jeg op kl 04.30 og laver havregrød for at lave den her serie så omhyggeligt som jeg gør. Det gør jeg, fordi verden er så forvirrende, uklar og kompleks. Det er en fiktiv udgravning af ideer om frygt, heltemodige gerninger, medmenneskelighed og venlighed – alt sammen noget vi selv prøver at finde en mening med.
Du fortæller en historie, og på den en side skal du fortælle en historie der, har en vis klarhed omkring hvad historien er, og du bruger de her karakterer, som føles så virkelige for dig, og bruger dem til at prøve at besvare nogen af de spørgsmål, der opstår gennem historien.
Et eksempel kan være Edward Snowden. Er det en god ting, det han gjorde? Og der er ikke noget godt eller dårligt. Ingen forsøger at besvare det spørgsmål, men vi prøver at stille spørgsmålet. Så jeg tror at det serien i virkeligheden gør, er at prøve at stille spørgsmål, der kan oplyse kompleksiteten frem for at besvare dem. Der er ikke nogen agenda eller polemisk.”

Du har ikke selv en politisk holdning som afspejles i serien?
“Nej, vi stiller bare vores egen spørgsmål og er drevet af en egen nysgerrighed, som jeg tror, er med til at animere dramaet i fiktionen”

Tror du serier som ’24’, ‘Homeland’ og ‘Tyrant’ giver en referenceramme for den debat?
“Det håber jeg virkelig. Det er ikke meningen det skal erstatte faktuel viden eller være dokumentarisk eller nyhederne, men genskabe rammerne for og behandle den verden vi lever i. Det her liv, det her øjeblik, den her ene times fjernsyn, kan være med til at folk et øjeblik kan forstille sig hvordan det er at være en flygtning i Syrien, en diktator eller en amerikansk diplomat. Så jeg tror at når man begynder at se fiktive karakterer som giver dig den trøst, som ligger i den fiktive distance – på en god måde fordi man kan behandle og omsætte det anderledes.”

Tror du at du har et større ansvar og en vis magt i en verden hvor færre rent faktisk ser nyheder mens de ser meget store mængder fiktion – heriblandt dine shows – fordi folk trækker deres viden fra fiktionen?
“Ja, eksempelvis ’24’. Det kunne aldrig, per definition blive ligeså nuanceret en serie, fordi handlingen var komprimeret til 24 timer – på en måde var det absurd, men magten fra det medium som så mange millioner mennesker ser er der. Men man kan jo ikke kontrollere den måde folk ser det på eller hvad de vælger at se i det. Så jeg tror man skal være ekstra bevidst om ikke at give nogen ammunition til at se hvad de gerne vil se eller læse ind i noget. Men man kan ikke kontrollere nogen af delene, så på sin vis leger man med ilden og man er nødt til at stole på at… Jeg tror nogle gange, at folk vælger at se det de vil se lige meget hvad man præsentere dem for.”

Så de, der går ind for tortur, for eksempel, vil se ’24’ og…?
”Og sige Jack Bauer er en helt – ja – de vil lede efter en undskyldning. Der var mange journalistker, der gav den serie en skurkerolle, for at kunne fortælle deres historie, som folk ellers ikke ville være interesserede i. Man føjer Jack Bauer til en historie om brugen om tortur, og stiller ham for retten som ’posterchild’. Altså som billedet på tortur. Pludselig er den historie mere sexet og flere vil læse den. På den måde kan man som forfatter føle at man bliver brugt af journalisterne. Jeg har ikke som sådan noget i mod det. Jeg tænkte fint, lad os tale om det her meget vigtige emne som samfund – og hvis ’24’ skal være den politiske fodbold vi så bruger, så er det fint. Jeg syntes faktisk, det er virkelig vigtigt at tale om.”

Hvad er din egen holdning til emner som tortur og brugen af droner?
“Min holdning til næsten alt er, at jeg er fuldstændig forvirret. Jeg tror at ethvert fornuftigt menneske må være fuldstændig forvirret over det. Hvis man ser på det taktisk, har droner været yderst effektive. Men de har også pustet til en anti-amerikansk ild og repræsenteret lige præcist det, mange hader ved USA. Når USA bruger denne teknologi til at undgå at ofre deres egne soldater fra luften. Det er nogen af de emner vi taler om i ‘Homeland’. Og det samme med overvågning og privatliv. Jeg ved ikke, hvad jeg skal mene om det. Vi har de debatter i ’writers room’. Ville du tillade at din telefon blev aflyttet og at nogen kan lytte til dine samtaler? Men det betyder at shoppingcenteret ikke bliver sprængt i luften. Og der er forfattere, der hellere ser shoppingcenteret blive sprunget i luften end at deres telefoner bliver aflyttet. For mig personligt, så ser jeg både fordelene og ulemperne ved alle de her ting. Og det jeg så tager med mig, er at jeg er virkelig glad for at jeg ikke skal træffe de beslutninger og at det ikke er mit ansvar. Jeg har medfølelse med de mennesker hvis job det er at gøre de ting, for jeg kan forstille mig at en samvittighedsfuld person ville være særdeles plaget af de beslutninger man skal træffe. Jeg tror ikke, der er gode eller dårlige beslutninger. Der er bare dårlige og endnu værre beslutninger. Og de forandrer sig.”

Dine serier bliver vist over hele verden – ser du dig selv som en slags kulturimperialist?
“Jeg vil hellere tænke på det som en salgs kulturambassadør. Jeg er optaget af historier fra andre dele af verdenen og jeg tror, at kunstnere har en meget vigtig rolle i at fortælle hinanden historier. Hvor politik dæmoniserer, humaniserer kunsten. Og jeg tror at Amerikas ansigt – hvad det så end betyder… altså, jeg er faktisk meget patriotisk. Jeg tror at USA har nogen frygtelige synder at gøre regnskab for, men det er stadig et sted, hvor der er lov og orden og en hvis grad af gennemsigtighed og man skal stå til regnskab. Og som ide tror jeg stadig, at verden kan lære meget af Amerika.”

Tænker du, som forfatter over hvorvidt at USA eksporterer særlige moralske værdier gennem tv-fiktion?
“Det gør jeg, men ikke på en bevidst måde. Jeg anerkender den magt, det har men på samme tid ser vi også ”The Bridge” og ”The Killing” og der syntes jeg det er en god ting at vi kan bytte formater og idéer.”

Tror du, at tv-fiktion er mere kulturel accepteret og anerkendt som kunstform i dag?
“Ja, helt sikkert. Det har opnået en vis respekt i kulturen og i samfundet. Det har aldrig været et mere magtfuldt medie. Bare det faktum at præsident Obama godt kan lide ‘Homeland’ og inviterede Damian Lewis (skuespiller fra ‘Homeland’, red.) til middag i Det Hvide Hus. Det er helt vildt. Han sad ovenikøbet lige overfor præsidenten. Og Bill Clinton kunne citere fra ’24’. Det er virkelig interessant.”

Hvorfor tror du det sker nu? Der er meget snak om tv-fiktionens tredje guldalder?
“Jeg tror det i høj grad er den teknologiske udvikling. Folk kan kontrollere hvordan de vil se tv. De skal ikke vente til tirsdag aften kl. 22 for at kunne se noget. De kan se det når de vil og i de mængder de vil. Og den kontrol tillader et serielt narrativ. Det ændrer den konventionelle visdom om en times langt, enkeltstående afsnit, hvor hele historien skal fortælles inden for det tidsrum. Nu fortæller du en meget mere, sæsonlang historie, og hvert kapitel er en sæson fremfor en enkelt time.”

Er det den forandring i formatet, der får store skuespillere som Claire Danes til at medvirke i tv-serier?
“Ja, helt sikkert. For fem år siden ville Claire ikke have lavet serien til Network, som på det tidspunkt betød 24 timers tv. Det plejede vi at gøre – 24 afsnit! Jeg kan ikke tro at jeg plejede at lave 24. Det var skørt.”