Hillarys gemte og glemte passion

Det trækker op til valgkamp, og den demokratiske favorit Hillary Clintons hemmelige våben bliver pudset af. Et våben, den tidligere udenrigsminister ellers ikke har gjort meget brug af de forgangne seks år, men som nu kan komme i spil – hendes tro

“This is a time when she relies on her strong religious faith,” lød det i 1998 fra Hillary Clintons talskvinde Marsha Berry, da nyheden om Bill Clintons forhold til Monica Lewinsky breakede i den amerikanske offentlighed.

Og det gjorde Hillary Clinton. Hun søgte råd hos sin tidligere præst, Don Jones, og hun opsøgte Billy Graham, den baptistiske præst, som har været rådgiver for flere amerikanske præsidenter.
”At those moments in time when you are tested, it is absolutely essential that you be grounded in your faith,” sagde hun i 2007 under valgkampen, da hun så tilbage på Monica Lewinsky sagen.

Hillary Clinton er nemlig dybt troende. Og efterhånden som spændingen når bristepunktet i forhold til, hvem demokraterne stiller med som kandidat til 2016-valget, så pudses det hemmelige våben hos én af de meget mulige kandidater.

Hillary Clinton er kendt for ikke at tale offentligt om sin tro, og i et interview med New York Times sagde hun engang, at hendes tro primært har været af privat karakter. Men i et land hvor to ud af tre mener, at en præsident skal være troende, så er det nødvendigt for hende at åbne op for den del af sin personlighed – hvis altså hun vil være demokraternes bud på den 45’ende amerikanske præsident.

Ifølge en undersøgelse lavet af Pew Research Center i 2007 mener 57 pct. af amerikanerne, at man skal tro på Gud for at være moralsk. 67 procent mener, at præsidenten skal have en stærk religiøs tro, og 61 procent vil være mindre tilbøjelige til at stemme på en kandidat, hvis vedkommende ikke tror på Gud.

Too little, too late
Da Clinton i 2008 forsøgte at blive valgt som demokraterne kandidat åbnede hun en smule op for offentligheden og fortalte om sin tro som metodist. Hun havde ikke lyst til det, men peppede alligevel nogle af sine buskaber op med religiøse henvisninger.

Men det var, som man siger – too little, too late. Nogle mener, at Hillary simpelthen glemte at vise sin personlighed, sin menneskelighed – sin religion, som, jf. ovenfor nævnte undersøgelse af PEW, vidner om moral.

De sidste seks år har der været stille på Clintons religiøse front. Men nu er chancen der for at gøre det rigtigt, og kampen er gået i gang.

I foråret gjorde Clinton noget, der er meget uvant for hende. Hun talte ved en stor konference for metodister, hvor hun i en 45 minutter lang tale fokuserede primært på religion og den rolle, religion har spillet i hendes eget liv.

Samtidig blev sitet ”Faith Voters for Hillary” lanceret. Sitet skal, som navnet antyder, trække religiøse støtter til Hillary-lejrens potentielle 2016-kampagne. På Facebook har den godt 54.000 likes. På Twitter kontoen @Faith4Hillary, som blev lanceret for godt et år siden, er der godt 36.000 følgere.

Som hendes religiøse rådgiver i 2008, Burns Strider, ifølge Washington Post har udtalt:
“She’s been out and about the planet working and doing things and speaking out, especially on things that Methodists would categorize as social justice issues.”

I USA ungår det ikke mediernes opmærksomhed. Omvendt undgår det heller ikke deres opmærksomhed, at hun på sin relativt nyåbnede Twitter-konto kalder sig selv mor, hustru, advokat osv. Men ikke kristen, metodist, troende eller lignende. Er det en måde at undgå beskyldninger om, at hun fedter for et religiøst publikum? For for meget af det gode – kan være for meget for amerikanerne.

Men troende er hun. Hendes mand, Bill Clinton, ligeleder. Han er baptist, og rygtet lyder at ingen af de to har villet skifte kirke for den anden.

Dybt troende
Hillarys far knælede ved hendes seng og bad med hende, hendes mormor sang hymner, der lærte hende aldrig at være bange for at få fingrene i bolledejen, og moren underviste i søndagsskole. Clinton selv var aktiv i ungdomsgrupper, bibel-læsning og velgørende arbejde – de to sidstnævnte også aktivt i sit voksenliv.

I Clintons bog fra 1996, ”It Takes a Village and Other Lessons Children Teach Us”, behandler hun i et helt kapitel sin egen religion.
”We talked with God, walked with God, ate, studied and argued with God. Each night, we knelt by our beds to pray before we went to sleep,” skrev hun om opvæksten.

Og ved en metodist konference i 1996 talte hun også åbent om sin opvækst i det religiøse hjem:
”The Church was a critical part of my growing up, and in preparing for this event, I almost couldn’t even list all the ways it influenced me, and helped me develop as a person, not only on my own faith journey, but with a sense of obligations to others,” sagde hun.

Metodisterne bestræber sig som religiøse mennesker på at leve som helliggjorte personer, puritanske, med et stort socialt engagement og bogstavelig efterlevelse af Bibelens ord.

Da Bill Clinton blev valgt som præsident, satte Hillary Clinton nationalt fokus på emner som sundhedsreform og kvinderettigheder. Dengang løftede hun også noget af sløret for sin stærke tro, da hun til Living History fortalte, at hun og Bill Clinton på valgnatten gik ind i deres soveværelse, lukkede døren og bad om Guds hjælp, da han accepterede at blive USA’s næste præsident. De ord lød bekendt hos dem, der kender Biblen.
”Og når I beder, må I ikke være som hyklerne, der ynder at stå og bede i synagoger og på gadehjørner for at vise sig for mennesker. Sandelig siger jeg jer: De har fået deres løn. Men når du vil bede, så gå ind i dit kammer og luk din dør og bed til din fader, som er i det skjulte. Og din fader, som ser i det skjulte, skal lønne dig,” står der i Mathæusevangeliet.

Det bliver interessant at følge, hvordan Hillary Clinton fremadrettet vil bruge sin tro – og om hun vil.

For amerikanerne kender hende jo godt. Hun har som bl.a. udenrigsminister bevist sit værd. Det betyder, at befolkningen ikke i lige så høj grad som ved en ny præsidentkandidat, har behov for at bruge det religiøse aspekt som garant for, at det er et godt og moralsk menneske, de har med at gøre.