Hillary og proportionerne

I dag udkommer Hillary Clintons længe ventede erindringsbog ‘Hard Choices’. En bog, der skal være med til at rydde de sidste knaster, heriblandt Benghazi, af vejen, før fru Clinton meddeler at hun går efter at afløse Obama som præsident i 2016. Men selv om Hillary er favorit til at vinde valget, vil det være på sin plads med bare en smule koldt vand i blodet

Da jeg den anden dag gjorde et nogenlunde halvhjertet forsøg på at rydde op i bunkerne på skrivebordet, faldt jeg over en af mine gamle scrapbøger med artikler. Grebet af nostalgien og muligheden for at udskyde oprydningen en smule, satte jeg mig til at bladre lidt i den og nåede på et tidspunkt til en artikel, jeg havde skrevet den 21. oktober 2007.
Artiklens indledning lød:
“Personen, der 20. januar 2009 hæver sin højre hånd for at blive taget i ed som amerikansk præsident, kan meget vel tænkes at være Hillary Rodham Clinton. Skal man tro meningsmålingerne, har hun allerede vundet valget, selv om vi kun er nået til oktober 2007. Hele 48 procent af den amerikanske befolkning foretrækker den tidligere førstedame som deres næste præsident. Det ser med andre ord mere end almindelig godt ud for kandidaten, som alle amerikanere er på fornavn med.”

Deja-vu? Bare en smule, ikke sandt? For lad os prøve et eksperiment og tænke, hvordan indledningen til en artikel om Hillary Clinton i forbindelse med udgivelsen af hendes erindringer kunne lyde i dag:
“Personen, der 20. januar 2017 hæver sin højre hånd for at blive taget i ed som amerikansk præsident, kan meget vel tænkes at være Hillary Rodham Clinton. Skal man tro meningsmålingerne, har hun allerede vundet valget, selv om vi kun er nået til juni 2014. Hele 47 procent af den amerikanske befolkning foretrækker den tidligere førstedame som deres næste præsident. Det ser med andre ord mere end almindelig godt ud for kandidaten, som alle amerikanere er på fornavn med.”

Kan det overhovedet gå galt?
For selv om meget er sket siden, en syv år yngre Hillary Clinton sidste gang blev udråbt som storfavorit til at vinde et præsidentvalg, er det som om, flere af de samme mekanismer fra den gang, langsomt er ved at begynde igen. En god bekendt spurgte den anden dag, hvad der skulle gå galt, for at Hillary ikke blev præsident? Et spørgsmål, der lige så godt kunne være stillet tilbage i 2007.

Jeg må indrømme, at jeg skulle tænke mig lidt bedre om denne gang, end det var tilfældet tilbage i 2007. Men nåede til slut frem til, at svaret på spørgsmålet på lange strækninger var det samme den gang som i dag, om end af forskellige grunde. Svaret både den gang og i dag på spørgsmålet om, hvad der kan være med til at forhindre, at Hillary Clinton bliver amerikansk præsident er – Barack Obama. Tilbage i 2007, fordi han var en rockstjerne, som havde fuld fart på og som var umulig at standse. Selv for den ellers så velsmurte Clinton-maskine. I dag, syv år efter, er Obama ikke længere end rockstjerne, men en mand, som stadig flere amerikanere er skuffede over. Så skuffede, at det bestemt ikke kan udelukkes, at de kunne finde på at vælge en republikaner som præsident i 2016.

Change vs. More of the same
Det er vigtigt at huske på, at et præsidentvalg ofte har den faktor indbygget, at det i lige så høj grad handler om en befolknings ønske om noget nyt, som det handler om de kandidater, der stiller op. Det ved Clinton-ægteparret bedre end de fleste. Tilbage i 1992, var det deres chefstrateg, James Carville, der som øverste punkt i kampagnen lancerede begrebet:
‘Change vs. More of the same’. Enten kunne man få noget nyt, hvilket var Bill Clinton, eller man kunne få mere af det samme, altså George H. W. Bush.
Samme strategi kan meget vel tænkes at blive anvendt imod Hillary Clinton i 2016. For der er næppe nogen tvivl om, at Republikanerne vil forsøge at kæde hende sammen med præsident Obama, og gøre hende til medansvarlig for den skuffelse, som Republikanerne utvivlsomt vil fastholde, trives i bedste velgående hos amerikanerne. Det er dybest set noget vrøvl, men det er desværre ikke det samme som, at det ikke kan have en effekt.

Rove til angreb
Hvorfor vil det være noget vrøvl, at sige, at Hillary Clinton vil være den samme slags præsident som Obama? Primært fordi de to på mange måder har en meget forskellig indstilling til såvel politiske spørgsmål som lederskab i al almindelighed. På mange punkter er Hillary Clinton langt længere inde mod den politiske midte end Obama er, nøjagtig som hun er meget anderledes i sin ledelsesstil.

Hvorfor vil det formentlig alligevel have en effekt? Fordi det plejer den slags at have, hvad end man vil det eller ej. Den seneste tid har Bushs gamle spindoktor, Karl Rove, været ude med en række voldsomme angreb på Hillary. Mest opsigtsvækkende var det, da manden, der står bag kampagnemantraet om, at hvis bare man kaster nok mudder, vil noget af det blive hængende, rejste spørgsmålet om, hvorvidt Hillary var hjerneskadet. Således mente Rove, at de briller, Hillary Clinton havde været iført efter sin indlæggelse for et par år siden, kun var briller, folk med hjerneskader var iført. Ikke at Rove kunne bevise noget som helst, men han mente da bestemt, at det var et spørgsmål, der burde besvares. I flere dage herefter kørte historien om, hvorvidt Hillary nu rent faktisk var hjerneskadet eller ej. Sympatisk? Bestemt ikke. Effektivt? Formentlig. For selv om Rove ikke har fremsat skyggen af bevis for sin påstand, så har han ‘plantet kornet’, som man kalder det, hvilket betyder at der nu vil være amerikanere rundt om i landet der tænker eller måske ligefrem tror på uhyrligheden.

Det republikanske Clinton-had
I det hele taget skal man næppe forvente, at Republikanerne vil beholde fløjlshandskerne på ret mange minutter, når først valgkampen for alvor går i gang. Tværtimod må det forventes, at angreb i stil med det, Rove den anden dag var ude med, vil blive fast inventar i mediemøllen og at det bestemt ikke bliver kønt.

Hillarys fordel er, at Republikanerne er en splittet enhed, som fortsat ikke har fundet en fælles kandidat at samles bag, modsat Demokraterne, hvor der allerede nu synes at være konsensus om Hillary. Ikke desto mindre er det værd at notere sig, at vindene så småt er ved at vende, og at Republikanerne ser ud til at få et godt midtvejsvalg til november. Og muligvis også vinder flertallet i Senatet.

Desuden skal man ikke underkende, hvilken betydning det kan få for den republikanske motivation, hvis den demokratiske kandidat hedder Clinton til efternavn. Få personer kan få en republikaner til at se rødt som Clinton-ægteparret, og hvor løjerligt det end må lyde, kan det ende med at få en form for samlende effekt, at Republikanerne for alt i verden ikke ønsker at se Bill og Hillary tilbage i Det Hvide Hus.

Warren og venstrefløjen
Modsat den gang i 2007, er det imidlertid ikke sandsynligt, at Hillary vil blive overhalet inden om af en af sine egne partifæller. Det betyder dog ikke, at den hellige gral er velforvaret og at alle demokrater bakker op om Hillary uden at blinke. For sådan er det langt fra. Om end det er et noget overset aspekt hidtil, hvor fokus i langt højere grad har været på den republikanske splittelse. Men nogen fasttømret, samlet enhed, kan man ikke just betegne Demokraterne som værende. Tværtimod vil især venstrefløjen i partiet komme til at spille en vigtig rolle med den populære senator Elizabeth Warren i spidsen. Warren bliver af flere nævnt som en mulig kandidat mod Hillary, hvilket dog næppe er sandsynligt. Det virker mere sandsynligt, at Warren og venstrefløjen vil arbejde aktivt for at trække fru Clinton ud i deres retning. Hvilket ikke bliver nogen helt enkel øvelse for Hillary at balancere. Præcis på samme måde som, at det heller ikke bliver nogen helt let øvelse for Jeb Bush eller hvem Republikanerne ender med at vælge, når han skal finde en balance med Tea Party-fløjen.

Proportioner midt i al virakken
En sidste pointe, som det er værd at bemærke omkring præsidentvalget i 2016, og hvorfor enkelte proportioner omkring det vil være på sin plads er, at det kun er sket en gang tidligere, at et parti, der har haft en two term president, sådan som det nu er tilfældet for Demokraterne med Obama, kun én enkelt gang har haft held med at bevare magten med en ny præsident. Det skete ved valget i 1988, hvor George H. W. Bush afløste Ronald Reagan. En mand, han havde tjent som vicepræsident de forgangne otte år. Så det kan altså lade sig gøre, men det hører til sjældenhederne.

Og ja, det er fuldstændig rigtigt, at demografien i øjeblikket ændrer sig på en måde, som udpræget er til Demokraternes fordel. Og det er også rigtigt, at Hillary står stærkt i målingerne. Og de næste mange dage vil være i fokus på grund af ‘Hard Choices’. En bog, som vil blive analyseret i alle leder og kanter, for at finde hints om, hvordan Hillary Clinton vil gribe sin kampagne an. og ikke mindst, hvordan hun vil forsøge at tackle spørgsmålet om Benghazi, hvordan hun vil forsøge at udstikke en ny politisk kurs væk fra Obama uden at lægge afstand til ham og den slags.

Midt i al virakken, vil det dog være en god ide, at slå bare en lille smule koldt vand i blodet og huske på, at der fortsat er 881 dage til præsidentvalget i 2016. For ja, Hillary ligger godt til i øjeblikket, men en enkelt proportion eller to, ville bestemt være på sin plads. Nøjagtig som det, set i bagklogskabens ulideligt klare lys, ville have været tilfældet i indledningen på den artikel, jeg selv forfattede for snart syv år siden.