Helvede til havs

Da den spanske syge hærgede for 100 år siden, kostede den talrige menneskeliv i både USA og Danmark. En ny dansk bog af Tommy Heisz fortæller på fremragende vis historien om den dødbringende epidemi. Kongressen.com bringer her et uddrag fra bogen, der netop er udkommet.

Af Tommy Heisz

I Hoboken, New Jersey, lå skibet SS Leviathan i slutningen af september klar til afgang. Det 54 tons tunge og næsten 300 meter lange skib var kronjuvelen blandt de mange amerikanske troppeskibe, som havde travlt i disse uger. Dagligt bragte skibene tusinder af friske soldater i land ved den franske kyst. USA’s præsident Wilson sendte så mange mænd af sted som overhovedet muligt i håb om at kunne gøre en hurtig ende på krigen. Han havde ellers et langt stykke hen ad vejen forsøgt at holde sit land ude af verdenskrigen, men i det lange løb var det ikke muligt.

Tyske ubåde havde ved flere lejligheder sænket amerikanske skibe. I 1915 omkom 128 civile amerikanere, da Lusitana blev torpederet og gik til bunds ud for Irlands kyst. Da Tyskland i 1917 erklærede uindskrænket ubådskrig omkring De Britiske Øer, risikerede alle skibe, der nærmede sig Storbritannien, uanset nationalitet, at blive sænket. Det
kunne amerikanerne ikke leve med. Den 6. april 1917 erklærede USA krig mod Tyskland.

SS Leviathan var paradoksalt nok et tysk skib. I 1913 var det med pomp og pragt blevet præsenteret som verdens største passagerskib. Skibet blev døbt Vaterland og indsat på ruten mellem Hamburg og New York. Da krigen brød ud i 1914, var Vaterland netop ankommet til USA, og kaptajnen turde ikke sejle tilbage over Atlanten af frygt for at blive angrebet af den britiske flåde. Først da USA trådte ind i krigen knap tre år senere, kom skibet ud at sejle igen. I mellemtiden havde USA’s hær taget det i besiddelse og omdøbt det til SS Leviathan. Nu blev det brugt til at fragte troppetransporter over Atlanten. Kæmpeskibet egnede sig perfekt til formålet. Det var så solidt, at ingen tysk ubåd ville kunne sænke det, og derfor behøvede det ikke sejle med destroyer-eskorte. Der var masser af plads om bord. Som passagerskib havde det kunnet rumme 1165 passagerer. I ombygget tilstand som militærskib med tætte køjer var der plads til 6500 mand, og amerikanerne fandt snart ud af, at man faktisk kunne stuve endnu flere mænd sammen på skibet. Hvis soldaterne kunne deles om køjerne ved at skiftes til at sove, kunne skibet snildt rumme 11.000 mand, og der var brug for det. Meldingerne fra Europa var ikke til at tage fejl af. Generalen John Pershing havde fra Vestfronten meldt ud, at han ønskede op mod fire millioner friske soldater i løbet af det næste års tid.

På sin seneste rundtur havde SS Leviathan på hjemrejsen haft en 36-årig mand ved navn Franklin Delano Roosevelt på passagerlisten. 15 år senere skulle han blive valgt som USA’s præsident. I 1918 skulle han efter et ophold i Europa hjem til New York. Undervejs blev han, ligesom en række andre af skibets passagerer, syg af influenza, som også nåede at udvikle sig til lungebetændelse. Da Roosevelt nåede New York, stod hans hustru Eleanor og ventede på ham på havnen i selskab med en læge og en ambulance. Et telegram om hans sygdom var løbet i forvejen, og i al hast blev han bragt på hospitalet, hvor han kom sig. Den danske prins Axel var passager på samme rejse. Ifølge Roosevelt lykkedes det den danske prins og hans følge at holde influenzaen på afstand ved at drikke whisky på overfarten.

På rejsen fra Europa til Amerika i begyndelsen af september havde en del været syge, men det var intet sammenlignet med de rædsler, der skulle udspille sig, da SS Leviathan igen satte kurs mod Europa. Da skibet skulle sejle den 29. september, blev det i første omgang forsinket. Det havde været planen, at soldaterne skulle marchere fra en nærliggende militærlejr til kajen i New Jersey, men mange af dem var allerede så syge, at de knap kunne holde sig på benene under den ellers korte march. Mand efter mand blev pillet ud af rækkerne og ført tilbage til lazarettet i militærvogne og ambulancer. For de fleste af mændene var det et stort nederlag, når de blev hentet. De havde set frem til at skulle følge deres deling hele vejen til fronten i Europa. Grædefærdige blev de syge mænd ført væk på bårer. Militærlægerne tog det meget alvorligt at få tjekket mændene grundigt inden afgang. Selvom den spanske syge havde været på retur i USA på det seneste, var influenzaepidemien stadig alvorlig. Troppetransporterne var et særligt sårbart sted. Det værste, der kunne ske, var at få smittebærere med om bord på et skib, hvor de skulle leve tæt sammen med tusindvis af andre soldater i små rum med elendig ventilation. Ad flere omgange havde militærlæger advaret mod at overfylde skibene, men det fik ikke de ansvarlige til at skære ned på antallet af soldater.

Tværtimod.

Flere og flere blev proppet på troppeskibene for hver afgang til Europa. Mændene var klar til at gøre hvad som helst for at komme med skibet. En soldat fortalte senere, hvordan han havde skjult sin feber ved at flytte termometeret op over tungen i stedet for at holde det under tungen, hvor lægen havde placeret det. Om bord på skibet blev mændene tjekket igen inden afgang. Før SS Leviathan satte ud, fik 120 mand ordre til at forlade skibet igen, fordi lægerne vurderede, at de var smittet med influenza. Men da skibet endelig lagde fra kaj og begav sig ned ad Hudsonfloden, var der stadig mange smittede om bord. Det var umuligt for lægerne at fange alle tilfælde. Med en inkubationstid på et par dage kan influenza ikke konstateres i sin indledende fase. Allerede efter en dag på havet var 700 mand syge. Om bord på skibet var heldigvis også omkring 200 sygeplejersker, der skulle til fronten og gøre tjeneste. De fik travlt med at håndtere de mange patienter. På et skib så overfyldt som SS Leviathan, hvor der var langt flere soldater end køjer, var det en stor udfordring at få isoleret de syge fra de raske.

Det blev besluttet at inddrage en hel sektion af skibet til patienter, men der gik ikke længe, før der heller ikke her var sengepladser nok. På dag to døde den første af lungebetændelse, og derefter gik det stærkt. Allerede om natten til den 1. oktober kulminerede det hele i, hvad der i en officiel militærrapport senere blev betegnet som “et sandt inferno”. Sygeplejerskerne styrtede rundt for at komme soldaterne til hjælp. Der lød skrig og klageråb fra de mange senge, og det var ikke kun de syge, der gav lyd. Mange af de raske kunne ikke udholde det syn, der udspillede sig for deres øjne. Hostende og rallende patienter skiftevis spyttede og kastede op på dækket.

Blodet sprøjtede ud af næserne af mange af dem, og ingen havde tid til at tørre det op. De mange kropsvæsker omdannede løbegangene mellem sengene til skøjtebaner, hvor sygeplejerskerne måtte kæmpe for at holde sig på benene.

De forsøgte at give de syge vand og frugt, men mændene kunne ikke holde det i sig. Konstant skulle de hårdtprøvede sygeplejersker tage stilling til, hvem der var raske, hvem der var lidt syge, og hvem der var meget syge. Da skibet den 4. oktober ramte høj sø midt i Atlanterhavet, fik mange mænd det dårligt, men det var svært at afgøre, hvornår der var tale om søsyge, og hvornår det var influenza, og en fejlvurdering, der sendte en rask mand ind til de syge, kunne få fatale konsekvenser. På samme måde skulle mænd, der kun var syge af influenza, holdes på afstand af dem med livstruende lungebetændelse. Med 22 knob i timen kværnede dødens skib videre på sin færd over Atlanten. Sygeplejerskerne fik næsten ingen søvn. De knoklede konstant for i nogle tilfælde at hjælpe mænd på højkant, i andre tilfælde for at lindre de sidste timer, inden døden indtraf. Flere og flere mænd fik lungebetændelse, og flere og flere døde.

Raske soldater parerede modvilligt ordre, når de i hold blev sendt ud mellem sengene for at samle de døde ind. Besætningerne om bord på troppeskibene havde fået ordre til at bringe døde i land, så de kunne få en ordentlig begravelse, men på flere amerikanske troppeskibe måtte man se stort på denne ordre. Smittefaren ved at beholde de døde om bord var for stor. På nogle skibe kastede man de døde i havet, på andre opbevarede man dem i skibets kølebokse. Logbogen på SS Leviathan talte sit tydelige sprog om krisen om bord. En dag stod der: “Totalt antal døde: 21. Balsamørerne kan ikke holde trit med antallet af døde.” Senere på rejsen noterede kaptajnen: “Totalt antal døde: 45. Umuligt at balsamere ligene hurtigt nok. Tegn på begyndende forrådnelse hos nogle af dem.”

En strid storm blæste, da SS Leviathan ankom til den franske havneby Brest den 8. oktober 1918. I det øjeblik, skibet lagde til land, var det tydeligt for alle på kajen, at der var noget helt galt. De første folk vaklede fra borde. Soldater med frygt i øjnene. Sygeplejersker med tårer trillende ned ad kinderne. De havde været vidner til frygtelige scener om bord, men i det mindste var de levende. Ud af de omtrent 11.000 soldater og besætningsmedlemmer, der havde bordet skibet i New Jersey, lå 2000 nu syge. Mange af dem var så dårlige, at de knap vidste, hvem de selv var. 70 var døde og måtte bæres fra borde i kister. De raske hastede i land for endelig at slippe væk fra smittereden. Ud over de 70, der var døde under sejladsen, omkom yderligere 31 i timerne efter, at skibet lagde til. De følgende dage blev dødstallet ved med at stige, efter at patienterne var blevet overført til hospitaler og feltlazaretter på land. Mareridtscenerne om bord på SS Leviathan talte deres tydelige sprog om, at den spanske syge var tilbage.

Anden bølge var i gang, og denne gang skulle den slå til med hidtil uset styrke. Også i Danmark.

‘Den Spanske Syge’ af Tommy Heisz er netop udkommet på Politikens Forlag.