Connect with us

Hi, what are you looking for?

Kongressen.comKongressen.com

Litteratur

Helt bevidst at Reagan ikke inddrog FN i Sovjet-forhandlinger

Der var flere grunde til, at præsident Reagan ikke så nogen grund til at involvere FN i forhandlingerne mellem USA og Sovjetunionen, fortæller hans chefrådgiver under forhandlingerne, Jack Matlock. Læs uddrag af Anders Agner Pedersens interview med Jack Matlock fra bogen ‘FN – Vores Sidste, Bedste Håb’ her

En af præsident Reagans nærmeste medarbejdere var Jack Matlock. Han havde et indgående kendskab til Sovjetunionen og fungerede fra 1983-87 som en af Reagans nærmeste rådgivere. Herefter sendte Reagan ham til Moskva, hvor han gjorde tjeneste som amerikansk ambassadør fra 1987 og frem til Sovjetunionens sammenbrud i 1991.
Siden hen blev Matlock underviser på en række prestigefyldte universiteter, heriblandt Princeton i New Jersey, hvor han fortsat bor. Og det er netop i hans store villa ned til Carnagie Lake nær universitetet, at den 86-årige Matlock tager imod.
Dårligt har jeg fået parkeret bilen for enden af den lange, smalle indkørsel, før han kommer gående ud af huset i et mørkt jakkesæt og et lidt spørgende blik.
”Anders?” spørger han, mens jeg stiger ud af bilen.
Jeg nikker.
”Yes. It’s a pleasure to meet you, Mr. Matlock.”
Han peger i retning af hoveddøren og smiler.
“Kom indenfor.”
Vi går hen mod hoveddøren, inden han gør holdt. Han har opdaget den bog, jeg har under armen, nemlig hans egen ’Reagan & Gorbatjov’, der udkom på dansk tilbage i 2007.
Vi taler lidt løst om bogen, mens Matlock laver kaffe. Det er et stort, gammelt hus, hvor det ikke er alle gulvbrædder, der kan sige sig fri for at knage en smule, når de bliver gået på. Matlock viser vej ind i den ene stue, som også fungerer som bibliotek. Der er højt til loftet, og gennem det store vindue kaster solen klare formiddagsstråler ind på den enorme bogvæg, hvor især litteratur om amerikansk og russisk politik præger udvalget.
Vi sætter os i hver vores lænestol foran vinduet med udsigt ud over haven og søen. Matlock retter sig op i stolen og tager en slurk af sin kaffe.
”So, UN and the end of the Cold War.”
Jeg stiller min kaffekop fra mig og tænder båndoptageren.

Da jeg læste din bog, kunne jeg ikke undgå at bemærke, hvordan FN glimrer ved sit fravær i præsident Reagans udenrigspolitik. Er det en rimelig antagelse?
”Ja, det kan man godt sige. På det tidspunkt blev FN i langt højere grad brugt til det, der ud fra vores synspunkt var sekundære ting. For Reagan, var det vigtigste punkt på den udenrigspolitiske dagsorden forholdet til Sovjetunionen. Og spørgsmålet om atomvåben i særdeleshed. Og det var altså ting, vi ikke mente, skulle håndteres gennem FN. Det var noget, vi skulle ordne med Sovjetunionen alene. Forstå mig ret, Reagan var ikke imod at bruge FN, når det gav mening, men i et spørgsmål som dette mente han at det var bedre at håndtere det bilateralt. Og det var så det, han gjorde.”

Hvordan kom det til udtryk?
”Inden første møde med Gorbatjov, havde han skrevet sine tanker om, hvordan vi skulle agere, ned på et stykke papir. Det gav ham mig, inden han tog til Geneve for at møde Gorbatjov for første gang. Det dokument er essentielt i forståelsen af hans måde at se udenrigspolitik på. Det handlede om, at han ønskede at behandle Gorbatjov som en ligeværdig politiker. Han havde ganske vist kaldt Sovjetunionen for ’Ondskabens Imperium’, men han havde aldrig ytret sig negativt om en leder af Sovjetunionen offentligt. Han forstod, at det var nødvendigt at opbygge et tillidsforhold, hvis de skulle kunne håndtere de store spørgsmål. Og det kan kun lade sig gøre, hvis du behandler modparten med ligeværd og respekt. For nøjagtig som Reagan skulle Gorbatjov forsvare sin politik og sit system, hvilket han gjorde. Så ja, han mente, at FN kunne være nyttigt, men når det kom til forholdet til Sovjetunionen, skulle vi selv tage os af det. De to lande imellem. Der kunne FN ikke bidrage.”

Læs hele Anders Agner Pedersens interview med Jack Matlock i bogen ‘FN – Vores Sidste, Bedste Håb’, der udkommer på på People´s Press mandag den 14. september.

Written By

Kongressen.com er et uafhængigt netmedie om amerikanske samfundsforhold. Vi grundlagde mediet i oktober 2012 ud fra den ambition at tilføre dækningen af supermagten substans og analyse. Som verdens supermagt spiller USA en helt central rolle for den verden, som Danmark er en del af. Derfor er der behov for at dække såvel amerikansk indenrigs- som udenrigspolitik på en mere kvalificeret og nuanceret måde. Lige som der er behov for at fortælle historier om det amerikanske samfund generelt. Det er det, vi her på Kongressen.com ser som vores fornemmeste opgave at gøre.

Click to comment

You must be logged in to post a comment Login

Leave a Reply

Læs også:

Copyright © 2021 Kongressen