Helsinki er ikke en by i Rusland

I Østeuropa har man siden 1945 ført en konstant kamp for national selvbestemmelse og frihed fra den russiske nabo i øst. Et afgørende skridt i denne kamp kom med Helsinki-aftalen i 1975. Aftalen var afgørende for Sovjetunionens opløsning og spiller en central rolle i den næverende krise i Ukraine, hvor Vesten anklager Rusland for at overtræde de principper Moskva selv kæmpede for i 1975.

Helsinki-aftalen blev underskrevet af Gerald Ford, Leonid Brezhnev og 33 andre statsledere fra Europa og Nordamerika i Helsinki den 1. august 1975 ovenpå mere end to års langstrakte forhandlinger. Aftalen satte rammerne for fredelig sameksistens i Europa og førte senere til dannelsen af det vi i dag kender som OSCE (Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa).

Sovjetisk initiativ – Europæisk sejr
Sovjetunionen var initiativtager til konferencen, som man fra sovjetisk side havde forsøgt at få etableret siden afslutningen på anden verdenskrig. Den primære hensigt var at opnå international anerkendelse af grænserne efter krigen samt konsensus om princippet om ‘grænsernes ukrænkelighed’ og ikke indblanding i interne forhold. Med andre ord en de facto accept af Sovjets herredømme i Østeuropa og en garanti fra vestlig side om at man ikke ville blande sig i, hvad der foregik bag jerntæppet.

Af samme grund var USA skeptisk. Man frygtede (med rette) at Moskva søgte at udnytte en sådan aftale til at legitimere sin magtposition i Østeuropa. Derudover foretrak USA ledet af Henry Kissinger forhandlinger mellem Moskva og Washington uden indblanding af allierede. Endelig var især Kissinger modvillig overfor inklusionen af menneskerettigheder i aftalen, som man frygtede ville afspore den afspændingspolitik (detente), der var kernen i USA’s udenrigspolitik. Enkelte medlemmer af State Department var mere positiv stemte overfor en aftale – om end stadig skeptiske.

Europæerne var i modsætning til USA betydeligt mere venligtsindede overfor en aftale. Selvom der lang fra var konsensus mellem de enkelte lande, lykkedes det blandt andet gennem EF at nå til nogenlunde enighed om en vesteuropæiske forhandlingsposition. Udover at sikre fredelig sameksistens i Europa, var vesteuropæerne især optaget af at sikre mere åbenhed mellem øst og vest. Gennem det der må betegnes som en betydelig diplomatisk genistreg lykkedes det de vesteuropæiske lande at få respekt for menneskerettigheder og frihedsrettigheder indskrevet i aftalen. Det har sidenhen vist sig, at netop det skulle blive en vigtig faktor for opløsningen af Sovjetunionen og den fredelige afslutningen på den kolde krig. Noget der efterhånden eksisterer bred enighed omkring blandt historikere.

En åbning for menneskerettighederne
Efterspillet af Helsinki-aftalen blev at menneskerettighedsaktivister i øst i samarbejde med NGO’er og regeringer i vest begyndte at presse Moskva på de indrømmelser om øgede friheder man var gået med til i Kreml. Noget der blev hjulpet på vej med den friere udveksling af information, der gjorde samarbejde på tværs af jerntæppet lettere. Listen af aktivister der brugte Helsinki-aftalen til at presse Moskva er lang og prominent: Forfatter, politiker og senere tjekkoslovakiske og tjekkiske præsident Vaclav Havel, grundlæggeren af den polske fagforening Solidaritet og senere polske præsident Lech Walesa, og de sovjetiske dissidenter fysikeren Andrei Sakharov og forfatteren Alexander Solzhenitsyn blot for at nævne nogle. (Alle er modtog i øvrigt Nobel priser – undtagen Havel, der angiveligt afviste sin nominering i 1991)

USA fik også gradvist øjnene op for Helsinki-aftalens potentiale i den kolde krig. Ingen mere kraftfuldt og effektfuldt end Ronald Reagan, der succesfuldt pressede Mikhail Gorbachev på Sovietunionens menneskerettighedsovertrædelser. I modsætning til Kissinger som havde arbejdet indædt på at holde sikkerhedsspørgsmål og menneskerettigheder adskilt, søgte Reagan netop at koble de to. Herved lykkedes det Reagan at gøre sikkerhedsmæssigt og økonomisk samarbejde betinget af indrømmelser og forbedringer på menneskerettigheder.

Helsinki 1975, Ukraine 2014
På baggrund af de oprindelige motiver for de forskellige parter til aftalen, er den nuværende situation i Ukraine – udover at være dybt tragisk – ret ironisk. I 1975 var det Moskva, der ønskede at sikre grænsernes ukrænkelighed, mens Vesten accepterede dette krav mod en række Sovjetiske indrømmelser om at åbne op. I 2014 er det derimod Ukraine og Vesten, der henviser til aftalens princip og grænsernes ukrænkelighed, og Moskva, der har blandet sig i Ukraines interne forhold med henvisning til behovet for at beskytte menneskerettigheder (trods manglende dokumentation for alvorlige overgreb). En kovending fra Moskva i forhold til situationen i 1975. Tankerne ledes hen på Karl Marx’ bemærkning om at historien gentager sig selv “den ene gang som tragedie, den anden gang som farce”.