“Hear me roar”

Ligestilling er i stadig stigende grad et tema, der præger den offentlige debat i USA. For ligestillingen mellem mænd og kvinder halter fortsat i staterne, selv i en tid, hvor der er mulighed for, at supermagten får sin første kvindelige præsident. Læs uddrag af Sarah von Essens kapitel fra Den Amerikanske Drøm her.

Af Sarah von Essen

”We hold these truths to be self-evident, that all men and women are created equal, that they are endowed by their creator with certain inalienable rights, that among these are life, liberty, and the pursuit of happiness.”
Erklæring om kvinders rettigheder, Seneca Falls, New York, juli 1848

Det ser ikke ud af meget, det lille kapel. I hvert fald ikke på billeder. Men det er her, eller i hvert fald på denne adresse, at cirka 200 kvinder og 40 mænd mødtes til et hastigt indkaldt møde den 19. juli 1848 for at diskutere de amerikanske kvinders sociale, juridiske og religiøse forhold og rettigheder. Wesleyan Chapel ligger i Seneca Falls, i staten New York, og når historien om de amerikanske kvinders kamp for ligestilling fortælles, begynder den gerne her.

De fremmødte var for en stor del allerede aktivister, mange af dem kvækere, og de var optagede af kampen for afholdenhed, moralske reformer og ikke mindst slaveriets afskaffelse. Den lille kirke havde allerede lagt rum til mange møder, men at dette var særligt, må de tilstedeværende have vidst. I hvert fald at dømme ud fra mødets erklæring, der fandt sit forbillede i Uafhængighedserklæringen, men på dristig vis ændrede den første ikoniske sætning, så det ikke kun var mændene, der var født lige. Nu var kvinderne også med.

Kvinderne i Seneca Falls knyttede deres håb til det nye land, til den amerikanske drøm om lighed, frihed og ”the pursuit of happiness:” De ønskede at blive fuldgyldige medborgere, at deres forbindelse til staten ikke skulle gå via deres mand eller de børn, de fødte og opdrog til at blive gode amerikanske medborgere. De ville træde ud af den private sfære og ind i samfundslivet og den amerikanske offentlighed. Og allervigtigst, mest kontroversielt og vanvittigt radikalt: De ville have stemmeret.

Kvinderne og deres mandlige heppekor blev da også leet ud. Hvilket flere af mødets deltagere i øvrigt havde forudset og frygtet. Men én af arrangørerne og erklæringens pennefører, aktivisten Elizabeth Cady Stanton (1815-1902), var ikke bange. Da avisen the New York Herald genoptrykte erklæringen for at give læserne noget at grine ad, var hun derimod tilfreds:
“Just what I wanted. Imagine the publicity given to our ideas by thus appearing in a widely circulated sheet like the Herald. It will start women thinking, and men too; and when men and women think about a new question, the first step in progress is taken.”

Elizabeth Stanton vidste, at det ikke ville blive nemt. Men hun satte sin lid til sine amerikanske medborgere, deres sinds åbenhed og deres ønske om ”progress.” Stanton levede ikke længe nok til at opleve, at de amerikanske kvinder fik stemmeret. Og siden har kampen konstant udvidet sig, så Seneca Falls-kvindernes erklæring kunne blive virkelighed – og deres amerikanske drøm gå i opfyldelse.

I juni 2008 holdt Hillary Clinton en af sine allerbedste taler. Hun havde kæmpet, fra stat til stat, mod Barack Obama i håbet om at blive Demokraternes præsidentkandidat. Det var svimlende måneder, neglebidende dage. Hos Republikanerne havde den usandsynlige kandidat, veteranen John McCain, taget kandidatfrakken på og førte valgkamp uden interne afbrydelser. I hvert fald ikke nogen, der kunne sammenlignes med de bryderier, der prægede Demokraternes primærvalgkamp. At det hele kun skulle blive vildere, ikke mindst i forhold til ligestillingsdiskussionen, lå endnu ude i den nærmeste fremtid, hvor Sarah Palin blev John McCains vicepræsidentkandidat.

Men for Hillary Clinton var det forbi nu. Hun trak sig og pegede på Barack Obama.

Clinton havde længe lignet den oplagte præsidentkandidat, indtil Obamas løfte om forandring blev valgkampens altoverdøvende mantra og drive. Hendes kampagne underspillede, eller nærmere benægtede, hendes kandidaturs historiske status. I stedet blev hun portrætteret som en præsidentkandidat, der tilfældigvis var kvinde. En jernlady a la Margaret Thatcher.

Clinton endte som billedet på det etablerede Washington; hun blev en af ”the old boys”. Men den 7. juni stod hun foran tusinder af tilhængere i Washington D.C. og talte endelig smukt om, hvor stort det var, at hun som kvinde var nået så langt: At hun næsten var blevet præsidentkandidat. Hun gjorde sin historie til et afgørende kapitel i fortællingen om de amerikanske kvinders kamp for ligestilling. Hun sagde, at hun sammen med Obama havde taget stormskridt, der var afgørende for nationen og ”part of our perpetual duty to form a more perfect union.” Hun talte om kvinderne i Seneca Falls og om de 18 millioner nye revner i det højeste og mest uigennemtrængelige glasloft: En for hver af de kryds, der var blevet sat ved hendes navn i løbet af primærvalgkampen. Det var nok til at lade lyset bryde igennem; nok til at give håb om, at det ville blive nemmere næste gang:
”That has always been the history of progress in America. Think of the suffragists who gathered at Seneca Falls in 1848 and those who kept fighting until women could cast their votes (…) Because of them, I grew up taking for granted that women could vote …”

Læs hele Sarah von Essens kapitel i Den Amerikanske Drøm, der udkommer tirsdag den 30. juni på Forlaget Rosenkilde.