Heading for the exits

USA angreb Afghanistan i 2001 efter terrorangrebene mod New York og Washington D.C. Krigen blev ført efter alle kunstens regler, og var en succes. Taleban regimet blev fjernet og Al Qaeda svækket. Men når USA og NATO forlader Afghanistan i 2014, 13 år efter succesen, er det med en blandet smag i munden.

PENTAGON-FOKUS: I 1980’erne var det texanske kongresmedlem Charlie Wilson en af katalysatorerne bag USA’s leverance af våben til de afghanske modstandsfolk i deres kamp mod Sovjetunionen. Da Sovjetunionen trak sig ud af Afghanistan, den Kolde Krig sluttede, USA’s fokus flyttede sig fra Afghanistan, og landet faldt dybere ned i borgerkrig, udtalte Charlie Wilson:

These things happened. They were glorious and they changed the world…
And then we fucked up the end game.

Wilsons ord er meget rammende for USA’s engagement i Afghanistan.

Invasionen af Afghanistan i 2001 var en klar militær succes for USA. Men siden er det gået anderledes.
Afghanistan har været gidsel i amerikansk udenrigspolitik, og har været præget af at have foregået i skyggen af krigen i Irak. Med Obamas sejr i præsidentvalget i 2008 kom Afghanistan ind på centrum af scenen, da krigen blev fremstillet, som krigen USA ikke kunne lade være med at føre. Amerikanerne gav derfor Obama mandat til at søge en afslutning af operationerne i Afghanistan.

Den politiske og folkelige vilje er ved at løbe ud, og USA og NATO er derfor på vej mod udgangene. De sidste kamptropper vil blive trukket ud af Afghanistan i 2014, en deadline, der er ved at nærme sig.

Jagt på terrorister
Begrundelsen for USA’s invasion af Afghanistan i oktober 2001 var klar. USA var blevet angrebet, og man måtte nu ud og få fat på dem, som gjorde det.
Operation Enduring Freedom, som amerikanerne døbte operationen, var indledningsvis en klar succes. Amerikanske specialstyrker blev sat ind som støtte til Nordalliancen, støttet af det amerikanske flyvevåben, og fordrev Taleban og Al Qaeda. Det var krig, som amerikanerne kendte det. Elitestyrker støttet af højteknologisk luftstøtte, der nemt fordriver fjenden med relativt få tab – massivt dækket af medierne. What was not to like!?

Den første del af USA’s tilstedeværelse i Afghanistan var helt i tråd med, hvad USA havde haft af præferencer lige siden Vietnam-krigen. Man var gået ind og fjernet fjenden i en hurtig krig og søgte nu en så lille tilstedeværelse som muligt for at undgå at blive trukket ind i en længerevarende konflikt.
Da den daværende forsvarsminister Donald Rumsfeld var den klareste fortaler for at holde USA’s tilstedeværelse så lille som muligt, blev der ikke afsat mange ressourcer til opgaven i Afghanistan.

I løbet af efteråret 2002 og foråret 2003 forsvandt det lille fokus, som var på Afghanistan.

Krigen i Irak kom fra nu af til at kræve fokus og ressourcer i en grad, som gik ud over operationerne i Afghanistan.

Afghanistan – den nødvendige krig
Fordi man anså situationen i Afghanistan for at være relativt stabil efter invasionen, og NATO i 2003 blev en aktiv partner med oprettelsen af International Security Assistance Force (ISAF), blev målsætningen at indføre demokrati i Afghanistan.

Men da det overordnede amerikanske fokus var stadig på Irak og derfor kunne man ikke bakke sine intentioner op med tilsvarende ressourcer.

Som en del af sin præsidentkampagne i 2008 søgte Obama at bringe Afghanistan tilbage i fokus. Han så krigen i Irak, som en krig USA havde valgt at gå ind i, modsat krigen i Afghanistan, som USA havde været nødt til at gå ind i på grund af terrorangrebene 11.september 2001. Derfor mente Obama, at USA skulle ud af Irak for bedre at kunne koncentrere sig om Afghanistan og søge at vinde krigen i landet.

Tilbagetrækningen fra Irak blev påbegyndt i juni 2009 og færdiggjort i december 2011. Det mindskede fokus betød, at det amerikanske forsvar kunne sende ekstra ressourcer til Afghanistan for at stabilisere landet.

Befolkningsfokuseret oprørsbekæmpelse
Efter megen intern debat valgte Obama at sende 33.000 ekstra soldater til Afghanistan for at stabilisere landet. De første af disse soldater ankom til landet i slutningen af 2009. Obama havde dog valgt at sætte foden ned i forhold til sine militære ledere. Hvor de militære ledere ønskede en lang tidshorisont for sikkerhedsoperationerne i landet, så satte Obama en tidsfrist, der hed midten af 2012. På det tidspunkt skulle alle de ekstra tropper være trukket ud af landet.

Troppeforøgelsen og opgaven at stabilisere landet ved hjælp af disse ekstra styrker var drevet af et ønske om en gentagelse af det, man havde gjort i Irak, hvor man mente, at de ekstra tropper, som præsident Bush havde sendt til landet, havde bidraget til stabiliseringen af landet.

Obamas ekstra tropper bidrog til en midlertidig stabilisering af Afghanistan, men da fristen for tilbagetrækningen af tropperne kom, mente det amerikanske forsvar ikke, at man havde opfyldt opgaven. På trods af dette holdt Obama fast, og de sidste tropper blev trukket ud i september 2012.

På vej ud
Efter tilbagetrækningen af de ekstra 33.000 soldater, har USA 68.000 amerikanske soldater tilbage i Afghanistan. Deres opgave lyder nu på at uddanne de afghanske væbnede styrker, således at de selv kan varetage sikkerheden i landet efter USA’s og NATOs tilbagetrækning i 2014.

Dette repræsenterer altså endnu en ny målsætning for indsatsen i Afghanistan.
Det første mål var at jagte gerningsmændene bag 11.september og holde den amerikanske tilstedeværelse i landet på et minimum. Dernæst blev målsætningen at indføre demokrati i landet, i stil med målsætningen for Irak. Da situationen i landet ikke var egnet til indførelsen af demokrati, blev målsætningen i stedet at stabilisere landet, således at Karzai regeringen kunne etablere sig som den legitime magt i landet. Efter tilbagetrækningen af Obamas ekstra styrker, er målsætningen nu at uddanne de afghanske styrker til at kunne klare sikkerhedsoperationer selvstændigt.

Størrelsen af den amerikanske tilstedeværelse i Afghanistan efter 2014 er ikke besluttet endnu, men flere er fortalere for en så lille tilstedeværelse som muligt for at jagte terrorister, som kunne true USA’s sikkerhed.

En foranderlig indsats
Krigen i Afghanistan blev de første mange år ført med et minimalt politisk og militært fokus fra amerikansk side. Især krigen i Irak trak opmærksomheden væk fra Afghanistan, både hvad angik militære kapaciteter, økonomi og politisk fokus. Obama søgte at ændre dette, da han trådte til som præsident i 2008. Gennem en Bush lignende troppeforøgelse søgte Obama at stabilisere landet og dermed finde en vej ud. Vejen ud er nu åbnet ved at målsætningen er, at de afghanske styrker selv skal kunne varetage sikkerheden i landet.

Af flere forsvarsanalytikere anses Afghanistan nu som det endelige dødsstød til general Petraeus’ doktriner om befolkningsfokuseret oprørsbekæmpelse. Doktrinerne fejlede. Om det var på grund af manglende tid eller forkerte forudsætninger eller målsætninger vil højst sandsynligt blive diskuteret i mange år fremover.

Mange stiller også spørgsmålstegn ved, om angrebet på Osama bin Laden i maj 2011 ikke reelt set har haft større relevans for amerikansk sikkerhed, end den massive militære indsats man har set igennem mere end et årti. Dette er endnu et spørgsmål til historiebøgerne, som fortalerne for en begrænset anti-terror tilstedeværelse vil argumentere for er tilfældet.

Folks svar på dette spørgsmål vil være med til at definere krigen i Afghanistans eftermæle – enten som et spild af USA’s ressourcer eller som et validt element i sikringen af USA’s sikkerhed…