Har Sanders reelt en chance for at slå Hillary?

Bernie Sanders’ kampagne er en af de største overraskelser i nyere tid. Så har senatoren fra Vermont en reel chance for at vinde den demokratiske nominering? Der er et par grunde til at være optimistisk, men sandheden er, at stort set alle indikatorer – som de hele tiden har gjort – peger på Hillary Clinton.

Bernie Sanders var nervøs.

Det var søndag morgen den 31. maj, og han sad midt i en trafikprop på vej til sit første store arrangement i Minneapolis. Han vendte sig bekymret mod sin field director:
”Er der sket en ulykke foran os?”

”Nej,” svarede Phil Fiermonte, manden bag Sanders’ græsrodsorganisering, ”de er her for at se dig.”

Som Sanders fortalte til Washington Post, så var det første gang, at det gik op for ham, at hans kampagne havde en chance. Siden har han fyldt stadion efter stadion og været manden bag nogle af de største vælgersamlinger i amerikansk valghistorie. 28.000 i Portland. 27.500 i LA. 24.000 i Boston.

Eller som Sanders’ støtter ville sige: Feel the Bern.

Men på trods af hans succes, utallig historier om momentum i medierne, og en entusiastisk, til tider fanatisk støtte på sociale medier, så er der kun få tegn på, at den selverklærede demokratiske socialist kan gøre det umulige og realisere, hvad han selv har kaldt den politiske revolution.

Grunde til at tro på Sanders
Det er i sig selv forbløffende, at en relativt ukendt 74-årig jøde fra en af de mest liberale og mindst befolkede stater i USA i dag bejler til landets højeste politisk embede. Gå tilbage og se Sanders’ annoncering af sit kandidatur. Det ligner nærmere en SNL sketch end en mand med tro på, at han en dag finder vej til vestfløjen. Hvis du kan finde eksperter, der i dag proklamerer, at de forudså hans succes, så er det en god indikator på, at du aldrig skal tage den eksperts udsagn for gode varer igen.

Sanders’ succes er sensationel.

Sådan som jeg ser det, er der faktorer, der forklarer hans fremgang. Hans evne til at få folk til lommerne overstiger alle tidligere kandidater. Hele 71 procent af hans pengetank kommer fra små donationer sammenlignet med Obamas 30 procent, da han vandt primærvalget i 2008. Derfor er det ironisk, at kolde kontanter er det bedste argument for manden, der om nogen tordner mod penges indflydelse i politik og ikke har en super PAC.

En af de mest anerkendte måder at bedømme en kandidats muligheder for sejr er evnen til at indsamle donationer til sin kampagne. For det første siger det noget om støtten blandt aktivister og donorer, der udgør en vital del af de politiske partier. For det andet viser det, hvor holdbar en kandidat kan være over en lang kampagne, der kræver investeringer i betalte reklamer, græsrodsorganisering, oppositionsresearch, interne meningsmålinger og, skørt nok, fundraising. Bernie Sanders evne til at få folk til at donere er imponerende. I de 24 timer efter sejrstalen i New Hampshire fløj svimlende 6,4 millioner dollars ind på kampagnens konto (til sammenligning er Obamas rekord 10 millioner efter Sarah Palin var blevet introduceret som vicepræsidentskandidat).

Derudover bevæger målingerne sig den rigtige vej. Gennemsnittet i national støtte er nu nede på fem procentpoint i Clintons’ favør efter at have været tættere på 15 i januar og 25 procentpoint i slutningen af 2015. Studier fra tidligere primærvalg viser, at såkaldt momentum i medierne, der hungrer efter at trække valget ud så længe som muligt, påvirker, hvem folk stemmer på. Derfor kan et overraskende resultatet i South Carolina eller på Super Tuesday tilføre benzin på Bernie-bålet. Derudover er der en generationel kløft i det demokratiske vælgerkorps, hvor 4 ud af 5 under 30 i gennemsnit støtter Sanders.

Og til slut hænger spørgsmålet om Hillary Clintons email stadig ved i den offentlige debat. Selvom intet er bevist endnu, truer de igangværende undersøgelser, især den nyligt oprettede fra FBI, hendes kandidatur. Hvis FBI rejser tiltale mod Clinton, kan alt ske.

Partiet bestemmer – og de har valgt Clinton
Men ingen af de ovenstående pointer overskygger faktum: Alle institutionelle faktorer, der normalt er udslagsgivende i amerikanske primærvalgpolitik peger på, at det bliver Hillary Clinton, der den 28. juli træder ud på scenen i Philadelphia og modtager nominationen fra det demokratiske parti.

Medierne fokuserer typisk på den enkelte kandidat og deres kampagne. Men det er i højere grad spillerne i nomineringsprocessen, der afgør, hvilke kandidater der vinder og taber. Før det første kryds er sat tester kandidater deres muligheder og bruger tid på at sikre sig officielle støtte-erklæringer, bedre kendt som endorsements, fra indflydelsesrige medlemmer af partiet, finansiel støtte og på at opbygge synlighed blandt vælgerne. Dette fænomen er kendt som det usynlige primærvalg. Det er i den periode, at feltet af kandidater indsnævres, og at en førende kandidat som regel indtræder på scenen.

Endorsements er en af de vigtigste indikatorer på en kandidats styrke. I deres bog ”The Party Decides” viser fire valgforskere, at støtte fra partiledere, specielt guvernører, senatorer og medlemmer af repræsentanternes hus er den mest afgørende faktor for, hvordan præsidentkandidater klarer sig i primærvalget. Støtte-erklæringer fra politikere fra partitoppen sender ikke bare et signal til vælgerne og andre medlemmer i partiet, de giver også adgang til et væld af ressourcer. Det drejer sig for eksempel om adgang til donorer, email-lister, græsrodsaktivister, politisk viden om deres stat/distrikt og en allieret til at tale på deres vegne ved lokale arrangementer.

Partiet er dog mere end de folkevalgte. Interesseorganisationer nyder en prominent rolle i det demokratiske parti. Fagforeninger som AFL-CIO udgør den vigtigste mobiliseringskraft af frivillige, der, som jeg tidligere har skrevet om, kan afgøre udfaldet af et valg. Interesseorganisationer ejer nogle af de største email-lister og følgeskarer på de sociale medier, der kan sprede budskaber og spørge om donationer. De skarpeste politiske hoveder, også kendt som policy wonks, kan give en kampagne et væld af lovforslag og være med til at bygge en troværdig platform. De dygtigste konsulenter besidder uvurderlig ekspertise om strategi, de taktikker, og viden om hvordan du i det hele taget fører en national kampagne. Og prominente meningsdannere i medierne bestemmer i høj grad, hvordan vælgerne opfatter valget.

Offentlige meningsmålinger har også vist sig at have betydning. Hvor godt befolkningen kender dig som kandidat afgør ofte, hvor stor mediedækning du får, og hvor seriøst dit kandidatur bliver taget. Målingerne dikterer også, hvem der får lov til at deltage i debatterne.

Det bedste eksempel på teorien fra denne kampagne finder vi i Det Hvide Hus, hvor vicepræsident Joe Biden var nødt til at opgive sine drømme om endnu om kampagne, efter at Clinton havde suget alt støtten til sig. Der er ingen tvivl. Hillary Clinton har domineret og vundet det usynlige primærvalg.

I øjeblikket har fire medlemmer af Obama-administrationen, 12 ud af 18 guvernører, 39 ud af 44 senatorer, 116 ud af 188 kongresmedlemmer og utallige lokale partiledere, tidligere partiledere, virksomhedsledere, akademikere, aktivister, kendisser og aviser givet Clinton deres støtte. Der er ganske enkelt ikke nogen kandidat, der hidtil har set så gigantisk en opbakning.

Organisationer som Planned Parenthood og Human Rights Watch har meldt sig under Clintons fane. Hendes udbredte støtte blandt akademikere og policy wonks er en af grundene til, at hun allerede i april kunne fremlægge en reformvision inden for straffeloven, og at hun i efteråret spillede ud med en detaljeret plan til at få styr på Wall Street, der ellers er en af Sanders’ hovedbudskaber. Og størstedelen af toppen af hendes stab består af de samme folk, der stod bag Obamas sejre i 2008 og 2012.

Det er også værd at nævne, at Clinton stadig er langt bedre kendt på landsplan, fører i næsten alle nationale og statslige meningsmålinger og i øjeblikket har 32,9 millioner dollars på kistebunden sammenlignet med Sanders’ 14,7 millioner. Og det er uden de 45,2 millioner, hendes super PAC ligger inde med.

2016 er ikke 2008
Til slut er det værd at kigge på nogle af de argumenter, som Sanders’ støtter jævnligt peger på. Der er flere pointer, der er værd at nævne, men kort sagt spår de, at 2016 bliver 2008 om igen. At Sanders kan følge samme rute som Barack Obama.

Jeg medgiver, at der er visse ligheder i fortællingen og spinnet, men som den ovenstående analyse understreger, så er Clinton i en langt stærkere position i år sammenlignet med 2008. Udover det, har vi allerede beviser for, at Sanders’ kampagne ikke en politisk revolution. Det er snarere en kombination af ungdomsoprør, populistiske optøjer og hysteri på social medier.

Hjertet bag Feel the Bern er troen på, at han kan vække en ny politisk strømning og få millioner af nye vælgere engageret i den politiske proces. Det vil vriste magten fra milliardær-klassen og tilbage til folket. Men hverken stemmetallene fra Iowa (236.000 i 2008; 171.000 i 2016), New Hampshire (288.000 i 2008; 239.000 i 2016)
eller Nevada (118.000 i 2008; 84.000 i 2016) kom tæt på Obamas. Der er altså ikke meget, der tyder på, at Sanders tiltrækker en ny koalition af vælgere.

En anden påstand er, at Clintons vælgere ikke er lige så entusiastiske. Men stort set alle meningsmålinger afkræfter den teori. Målinger i februar fra CBS/New York Times og Suffolk University/USA TODAY viser begge, at flere Clinton-vælgere entusiastisk støtter deres kandidat. I exit polls fra Iowa og South Carolina finder du samme mønster. Og en måling fra Public Policy Polling i Super Tuesday staterne viser, at Sanders kun vinder kampen om entusiasme i hans hjemstat Vermont. I de 11 andre stater fører Clinton, og den mindste margin er 11 procentpoint.

Det er også værd at bemærke, at Bernie Sanders ifølge exit polls har haft svært ved at vinde den absolut vigtigste vælgerblok i det demokratiske primærvalg: demokrater. I hans imponerende sejr i New Hampshire vandt Sanders blot demokrater 52 – 48 procent. I Iowa tog Clinton omvendt sejren 56 – 39 procent, og i Nevada vandt den tidligere udenrigsminister hendes partifæller med 58 – 40 procent.

Og argumentet om, at Sanders er en bedre kandidat i november, fordi han slår alle de republikanske kandidater i målinger lige nu, er så tåbeligt, at det ikke er værd at forklare i detaljer. Men du kan jo starte med at spørge præsident Mitt Romney, hvor meget du skal lægge i ”general election”-målinger foretaget i februar.

Den sidste skovl jord på Sanders-kampagnens kiste er, at også de strukturelle forhold taler imod ham. Ifølge The Cook Political Report’s fremskrivning af delegerede underpræsterer Sanders allerede. Samtidig passer størstedelen af staterne på Super Tuesday og i resten af marts demografisk langt bedre til Clinton. Vi går samtidig ind i den del kampagne, hvor flere stater stemmer på samme dag. Ligesom det er svært at kæmpe en krig på flere fronter, er det svært at se, hvordan Sanders indhenter Clintons føringer i flere stater ad gangen med færre ressourcer og som en mindre kendt, vellidt kandidat.

Selvom Bernie Sanders har overgået alle forventninger og stadig kan overraske, er vi efterladt uden mange beviser, for at hans kampagne er en bølge i amerikansk politik, der evner at skabe den politiske revolution. Sanders kandidatur ligner snarere en dråbe, der spreder sin ringe for en kort stund, blot for at ebbe ud og igen blive et med vandet.