Det republikanske had til Demokraternes præsidentkandidat, Hillary Clinton, er udtalt i Cleveland i disse dage. Både på gaden og på scenen bliver den tidligere udenrigsminister fremstillet som en slyngel af værste slags.
CLEVELAND, OHIO: ´Life´s a bitch, so don´t vote for one´ lød det meget lidt venlige budskab på den ene af de mange badgets, man dagligt bliver tilbudt, når man færdes i området rundt om konventcentret i Cleveland i disse dage. For selv om det måske ikke er alle republikanere, der er lige begejstrede over udsigten til, at partiet dette efterår stiller med Donald Trump som buddet på USA´s næste præsident. For det er det langt fra. Hvilket vi så med al tydelighed i går, hvor Never Trump-folkene protesterede højlydt over The Donald. Men udsigten til endnu en præsident Clinton, ja, det kan få stort set alle partisoldater ved konventet til at se rødt.
Overskriften på konventet mandag lød: ´Make America Safe Again´. Det kunne lige så godt have lydt: ´Det er Hillarys skyld´.
For det var det tema, der gennemsyrede langt de fleste af talerne. Budskabet om, hvorfor Hillary ikke må vinde, og hvor mange fejl hun gennem tiden har begået. Benghazi og mailsagen som de to mest benyttede referencer.
Især Benghazi fik for fuld skrue på konventets første dag. For ikke nok med, at et par af de sikkerhedsfolk, der havde været en del af redningsaktionen i Benghazi indtog scenen ganske længe med et hårdtpumpet budskab om, at Hillary havde svigtet både dem og deres kolleger den dag for snart fire år siden i Libyen. Nej, den fik et niveau mere, da moderen til en af de amerikanere, der mistede livet under angrebet på konsulatet fra talerstolen fastslog, at Hillary Clinton var direkte ansvarlig for sønnens død.
Det var bemærkelsesværdigt at iagttage tilhørerne, mens fru Smith talte om sin afdøde søn. Flere gange undervejs råbte de: ´She´s a liar!´, ´Crooked Hillary´ eller ´She doesn´t care!´
En af de T-shirts, der man oftest ser Trump-tilhængerne i – ud over ´Make America Great Again´ er dem med budskabet om ´Hillary For Prison´. Og mandag blev budskabet om, at fru Clinton skulle i fængsel sågar fremsagt fra talerstolen, til stor jubel for mange af de tilstedeværende.
At Hillary Clinton vækker vrede og foragt blandt de republikanske vælgere er der ingen tvivl om. Og Trump er klar over, at netop hadet til Hillary er en af hans bedste muligheder for at omvende de vælgergrupper, der måske heller ikke er udelt begejstrede over hans eget kandidatur. Derfor er der næppe nogen grund til at tro at konventets anden dag her i Cleveland bliver anderledes end den første. Altså at Hillary Clinton vil blive skældt hæder og ære fra, både rundt om i gaderne, fra talerstolen og på de sociale medier.
For de kan virkelig ikke lide hende, republikanerne. Virkelig ikke. Lige så lidt som Demokraterne kan lide Donald Trump.
Derfor er det også vanskeligt at forestille sig, at striden slutter når valget er overstået. Kløfterne mellem Demokraterne og Republikanerne var i forvejen dybe og bliver kun dybere for hver dag, der går. Der findes selvfølgelig også dem, der prøver at mane til besindighed. Dem er der bare ikke så mange af. Den eneste, jeg kunne få øje på i går, var en lidt ældre mand fra Texas, der stod på et fortov med et skilt, hvor der stod at Lincoln ville vende sig i sin grav med udsigterne til, at USA´s næste præsident hedder Donald Trump eller Hillary Clinton. Han kom dog hurtigt i mindretal, da op mod flere badge-sælgere tog opstilling ved siden af ham og meddelte, at Hillary var en løgner, der hørte hjemme i spjældet. Hvilket fik flere af de forbipasserende til at udbryde: ´That´s right!´
Stadig mere tyder derfor på, at efterårets præsidentvalg ikke bliver et valg af den ene kandidat men et fravalg af den anden. Og at den af de to vælgergrupper, hvor følelserne imod modstanderen er stærkest vinder. Et grundlag, der ikke just danner grobund for et amerikansk samfund, der skinlægger stridighederne efter valgkampen. Tværtimod er der grund til at tro, at spændingerne på tværs vil fortsætte. Også efter den 8. november.
You must be logged in to post a comment Login