Ryan og den politiske uriaspost

Det er noget af en uriaspost, 45-årige Paul Ryan har overtaget med posten som formand for Repræsentanternes Hus. Forude venter adskillige hårde kampe, både med Demokraterne og ikke mindst de republikanske partifæller

Den tredjemest magtfulde politiker i USA – og den mest magtfulde republikaner i Kongressen – har fået nyt navn, efter at Paul Ryan i sidste uge afløste John Boehner på posten som Speaker of the House i Repræsentanternes Hus. Og det er lidt af et politisk minefelt, som Paul Ryan bevæger sig ind i som ny Speaker. Boehner forlod posten tidligere i efteråret i protest mod den dysfunktionelle og dybt polariserede kongres, hvor medlemmerne har gravet stadig dybere grøfter og brugt mere tid på at bekrige hinanden, end på konstruktiv forhandlingspolitik. Samtidig har Boehner ført kontinuerlige armlægninger med især højrefløjen i det republikanske parti, som ifølge den tidligere Speaker har været for højlydte og uden egentlig interesse i at finde fælles fodslag omkring større politiske lovforslag på for eksempel sundheds- og immigrationsområdet, såvel som de årlige budget- og gældsforhandlinger.

Omvendt er John Boehner blevet udsat for heftig kritik af ikke mindst Tea Party-fløjen, der mener, at han er gået for meget på kompromis med demokraterne og ofte har brudt med klassisk konservative værdier, for eksempel i forhold til ønsket om flere besparelser i det offentlige budget. Resultatet har været, at et historisk lavt antal lovforslag har fundet vej gennem Kongressens kamre, og det har John Boehner i høj grad fået skylden for. Ifølge en Gallup-måling fra august var hans ’approval ratings’ nede på rekordlave 23 procent, mens hele 54 procent af amerikanerne var utilfredse med hans arbejde. Hvad værre er, så har han også mistet opbakningen og tilliden blandt store dele af sit eget parti. 42 procent af de republikanske vælgere var utilfredse med Boehner i august, mens kun 37 støttede op om hans arbejde. I sidste ende tog han konsekvensen, smed håndklædet i ringen og trådte tilbage.

Og det bliver altså den 45-årige Paul Ryan, medlem af Repræsentanternes Hus fra Wisconsin, som overtager den komplicerede, men meget magtfulde post som Speaker. Ryan er kendt som en talentfuld og faglig stærk politiker, som for alvor trådte ind på den landspolitiske scene i 2012-valgkampen, hvor han var Mitt Romneys vicepræsidentkandidat. Han er kendt i Kongressen som lidt af en økonomisk høg, der tidligere har præsenteret sit eget forslag til en spareplan på det føderale budget. Og han er populær både i befolkningen og blandt sine egne partifæller. Tilbage i 2014 havde 57 procent af amerikanerne et positivt syn på Ryan, mens kun seks procent var negativt stemte. Og i sidste uge vandt han partiafstemningen i Huset med 247 republikanske stemmer mod ni, og han skal derfor lede slagets gang i Husets nederste kammer, som har haft republikansk flertal siden midtvejsvalget i 2010.

Det er en helt central post i amerikansk politik, Paul Ryan nu har overtaget. Det er for eksempel Speaker of the House, som leder forhandlingerne om de politiske lovforslag og afstemninger i Huset og bestemmer hvilke udvalg, der skal arbejde med de enkelte lovforslag. Med andre ord kan han med et godt forhold til præsidenten og sine kolleger i Kongressen påvirke amerikansk politik i en given retning. Spørgsmålet er naturligvis, om noget vil ændre sig radikalt med Paul Ryan ved rorpinden? Kort efter afstemningen i sidste uge lovede Ryan i en tale, at han vil være garant for åbenhed og vil arbejde for mere samarbejde mellem ham og medlemmerne, såvel som internt mellem de to partier i Huset. Ryan sagde I den forbindelse: ”It’s time to fix a ’broken’ House and begin solving the nation’s problems instead of adding to them”.

Og noget taler da også for et politisk kursskifte under Paul Ryan. Han brugte ugevis på at forhandle med det republikanske bagland for at præsentere sine betingelser og sikre sig, at han havde den nødvendige opbakning, inden han besluttede sig for at sige ’ja’ til posten. I denne uge rakte han så hånden ud til Senatet, som han spiste den ugentlige frokost med i et forsøg på at bløde op for den tilfrosne stemning mellem de to kamre. Dermed følger han op på udtalelserne om, at han vil spille en større offentlig rolle som parti- og forhandlingsleder. Ryan har dog tilkendegivet, at han kan få svært med at ændre fundamentalt på de republikanske medlemmer af Huset og deres holdning til Senatet, som i de seneste år er blevet kendetegnet ved ordsproget: ”The Democrats are the opponents, but the Senate is the enemy.”

Der er altså masser af udfordringer for Paul Ryan at tage fat på. Hans job blev godt nok en anelse lettere af, at Kongressen i sidste uge blev enige om en 2-årig budgetaftale såvel som at hæve det amerikanske gælds- og låneloft, men der er også markante opgaver i sigte. For selvom budgetaftalen udstikker de overordnede rammer for det føderale forbrug, så skal Kongressen blive enige om en lov inden 11. december, der i detaljer fastsætter de enkelte agenturers budgetter. Hvis ikke en løsning findes, kan det resultere i en regeringslukning, som vi oplevede i efteråret 2013. samtidig skal Kongressen blive enige om en større motorvejsaftale inden Thanksgiving i slutningen af denne måned. Ryan skal med andre ord til at smøge ærmerne op og i arbejdstøjet for at sikre, at kummefryseren i Washington tøer op og hans eftermæle bliver bedre end Boehners.